For fire år siden fik danskerne en ny salmebog, hvortil Jens Rosendal bidrog med to af sine salmer. Forfatterskabet omfatter flere salmesamlinger, alligevel har han og komponisten Ole Ugilt Jensen valgt at kalde deres nyeste projekt for "Evangeliesange".

- Det er lidt mindre forpligtende med sange, synes jeg. Sange, det er til at forsøge og prøve på, men hvis nogle af dem med tiden kan gå hen og blive salmer, så er det da fint, kommenterer Rosendal.
<div class="factsBox">
JENS ROSENDAL

Født 1932, tidl. folkeskolelærer, skoleinspektør, højskolelærer i Løgumkloster 1965-88, derefter Jaruplund Højskole i Sydslesvig fra 1988-1995. Tidl. redaktør af Højskolebladet. Det omfattende forfatterskab rummer lyrik og prosa, sange og salmer, hvoraf en del er blevet indspillet. Repræsenteret i Højskolesangbogen, Den Danske Salmebog og mange andre sang- og salmebøger. Har modtaget en række priser, blandt andet "Sprogforeningens pris 2003".
</div>
En anmelder har allerede peget på, at "Evangeliesange" måske kan vise sig at blive et hovedværk i dansk salmedigtning. Det er i hvert fald i form og omfang noget ganske særligt, idet dets 134 nye sange alle er digtet over de evangelietekster der prædikes over i folkekirken. Samlingen dækker hele kirkeåret, og de to tekstrækker der veksles imellem fra år til år.

Ole Ugilt Jensen fik ideen, da han skrev nogle børnesange i form af genfortællinger af evangelietekster fra advents- og juletiden, og kontaktede Jens Rosendal.

De to har tidligere samarbejdet om "Vadehavssange" og "Vadehavssuite" fra i midten af 1990'erne, og støt og roligt voksede den evangeliske sangbog frem gennem de fire år, projektet har strakt sig over. Ole Ugilt Jensens udgangspunkt har været at skrive enkle og logiske og sangbare melodier. Enkeltheden og den umiddelbare tilgang gælder også Jens Rosendals tekster.

- Jeg har forsøgt at undgå det "kristne kodesprog", hvor der tales om loven og synd og retfærdighed og nåde, men derimod prøvet at udtrykke mig enkelt og ligetil, og her blandt andet tænkt på de unge og kirkefremmede, som ikke fatter hverken Grundtvig, Brorson eller Kingo, fordi de ikke er vant til at omgås dem.

De enkelte sange ligger så tæt på evangelieteksterne, at de må læses med, for at få det rette udbytte af sangene.

- Det er ikke prædikener, men nogle forsøg på - på hjertesproget - at indkredse, hvad evangelieteksten betyder for os her og nu, udtrykt på et nutidigt sprog.

Jens Rosendal bor helt ude ved digerne i Sønderjylland, med udsigt fra stuevinduerne over marsken og Vadehavet til Rømø og Sild. I 23 år var han lærer på Løgumkloster Højskole, siden på Jaruplund Højskole, så det sønderjyske er for længst gået ham i blodet, men vendelbomålet ligger som en blød undertone, når han taler. Det røber den nordjyske opvækst i landsbyen Thorshøj mellem Hjørring og Sæby, hvor faderen var formand for "Tabor", det lokale indremissions-samfund.

- Jeg fik mange gode ting med hjemmefra, men andet må jeg stadig slås med. Det var jo håndfast i det miljø, der var ting man måtte og ting man absolut ikke måtte. For eksempel fik jeg aldrig lært at danse, og da jeg som barn en dag kom hjem med et spil kort, som jeg havde fået foræret, røg det direkte i kaminen.

- På den anden side var der også meget godt i den opvækst. Når far og mor havde gæster, blev der sunget og bedt for "os arme elendige syndere", og selvom det ikke var den rigtige Gud, vi her fik øje på, så gav det os alligevel en fornemmelse af, at her mødte vi noget der var større end os selv. Vi begyndte at ane noget vanvittigt stort et sted, og det er jo altafgørende, for så ved man, hvor man kan gå hen med sin sorg - eller store glæde, som når man møder den grænsesprængende kærlighed, jeg har forsøgt at skildre i min "forelskelsessang": "Du kom med alt det der var dig", om kærligheden der vælter det hele - og den kærlighed er selvfølgelig fra Gud.

Som mennesker kan vi højst begribe et lillebitte hjørne af Gud, tilføjer Jens Rosendal, "men i Jesus brækker det igennem".

- Igennem Jesus - det, han siger og gør - fornemmer vi et glimt af den Gud, der står bag det hele, og som er helt anderledes end vores egne skæve gudsbilleder. Når det engang er slut med livet her på jorden, og vi får lov at skue Gud helt og fuldt, forestiller jeg mig, at vores første reaktion vil være forbavselse. Det er jo også hvad vi gang på gang møder hos disciplene og andre i evangelierne, når grænser sprænges og Gud vender op og ned på det hele. Vi vil opdage, at Gud er langt mere, end vi overhovedet kan forestille os, og så vil vi stå der med vores: "Nå, sådan er det ..."

steens@kristeligt-dagblad.dk