Anette Juhl Gimm |
22. august 2006
Kommer hinduer, mislimer og jøder i himmelen? Dette spørgsmål overlader den verdensberømte evangelist, Billy Graham, på sine gamle dage til Vorherre. Konservative kristne herhjemme er uenige med Graham den ældre og mener, at hans nyeste udmeldinger er tågede
- Hele mit liv er jeg blevet undervist i, hvordan jeg skal dø, men ingen har nogensinde lært mig, hvordan jeg skal blive gammel, siger Billy Graham i et interview til ugemagasinet
Newsweek.
Graham er 87 år. Han lider af parkinsons sygdom og har fået konstateret prostata kræft. Sidste år foretog Graham, hvad han kalder sit sidste korstog i New York. Det indrammer en lang karriere som vækkelsprædikant, politisk debattør, rådgiver for præsidenter og verdenskendt forfatter.
- Jeg tror ikke, der er et eneste socialt emne, jeg ikke har udtalt mig om, siger Graham, som igennem hele sit liv har været engageret i politiske og etiske debatter. Han har vejledt præsidenter, skrevet artikler og holdt vækkelsesmøder. Men nu har han trukket sig tilbage. Han har stadig en fast tro, men han nægter at dømme andre, også når det gælder det evige liv.
- Det er beslutninger, som kun Gud kan tage, siger Graham, på spørgsmålet om hvorvidt gode muslimer, hinduer og jøder bliver frelst. Det ville være dumt af mig at spekulere på det. Jeg tror, Guds kærlighed er absolut. Gud siger, at han gav sin søn for hele verden, og jeg tror han elsker alle, uafhængigt af hvilket mærkat de måtte have, siger Graham.
Konservative uenig med Graham
- Jeg synes, det er beklageligt, at Billy Graham ikke nøjes med at sige det, Jesus selv siger: "Ingen kommer til faderen uden ved mig", siger Espen Ottosen, som er informationschef for Indre Mission i Norge, Misjonssambandet til avisen
Vort Land.
Ottesen er urolig for de udtalelser, Graham kommer med, fordi det legitimerer utydelig tale om frelse og fortabelse. Han mener, at Graham er på vej mod en mere rummelig liberalteologi, og at han dermed har bevæget sig væk fra det, Ottesen kalder en bibelsk teologi.
Den danske generalsekretær for Indre Mission, Jens Olesen, er enig med sin norske kollega. Ifølge Jens Olesen bør det fremgå tydeligt, at troen på Jesus er skelsættende i spørgsmålet om frelse eller fortabelse.
- Jeg mener, at Billy Grahams udmelding er tåget. Helst vil jeg forstå den i lige forlængelse af den forkyndelse, som Billy Graham har været kendt for gennem årtier, siger Jens Olesen. I så fald må udtalelsen være et forsøg på at undvige den kommunikationsmæssige kortslutning, som let indtræder, når talen falder på det i vores tid forkætrede begreb 'fortabelse'.
Lektor i praktisk teologi på Menighedsfakultetet i Århus, Leif Andersen, er heller ikke vild med Grahams udtalelse.
- Vanskeligheden i at gennemskue hans svar er, at han selvfølgelig har ret i alt, hvad han siger - om ikke at ville spekulere i "hvem", om Guds absolutte kærlighed, om Guds kærlighed til alle mennesker, om Kristi død for alle menneskers skyld - jeg ville selv have sagt det samme! Ord til andet. Problemet er, at det siges som svar på lige dét spørgsmål; for dermed drager han en konsekvens, som det Nye Testamente - sådan som jeg forstår det - ikke selv drager, siger Leif Andersen og fortsætter:
- Skulle man tage hans svar for pålydende, ville han strengt logisk hermed have skiftet frelse ved tro på Kristus ud med frelse ved godhed, hvor modstridende syn på Kristus blot er forskellige etiketter på gode mennesker. Det tvivler jeg meget på, at han selv ville sige. Så i mine øjne er der nok nærmest tale om et undvigende, uklart svar.
Billy Graham selv siger, at han ikke vil stille spørgsmålstegn ved grundlæggende sandheder i kristendommen. Han vælger blot at være åben for flere fortolkningsmuligheder. Graham er godt klar over, at for nogle kristne er det ensbetydende med, at han sætter spørgsmålstegn ved hele Bibelen. Det er ikke det, han vil, og han forsøger at opretholde venskaber med de mennesker, han er uenig med.
Mit liv er en pilgrimsrejse
I dag værdsætter Graham kompleksitet og mildhed. Hans ældste søn, som nu fortsætter faderens arbejde, er mere markant i sine holdninger. Han har blandt andet udtalt sig således: "Islam er en forfærdelig og ondskabsfuld religion." Dette er Graham ikke enig i, og hans datter siger, at det er alderen, der har blødgjort ham.
- Det meste af mit liv har været en pilgrimsrejse, med konstant læring, forandring og vækst mod større modenhed, siger Graham.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano