"Tilgivelse" er en spændende sydafrikanske film, der lægger op til at blive fortolket inden for en kristen forståelsesramme
Det er elementært spændende at se den sydafrikanske film "Tilgivelse". Elementært, fordi instruktøren benytter klassiske greb til at fortælle historien om politimanden Coetzees jagt på forsoning med en familie, som han har gjort fortræd.
Filmen begynder med, at Coetzee som en mystisk fremmed dukker op i den vindblæste landsby Paternoster på vestkysten. Hvem er han, og hvad vil han? spørger både landsbyboerne og tilskueren, der fra starten fornemmer, at svarene skal findes i en skæbnesvanger fortid. Længe holdes vi hen og får kun stykvist oprullet forhistorien om Coetzee, der var politimand under apartheidstyret og her dræbte en ung ANC-aktivist. Et drab som han nu søger tilgivelse for i Paternoster, der både er en reelt eksisterende fiskerby og betyder "Fader vor".
Begge dele får stor betydning undervejs i filmen. Familien, som politimanden søger tilgivelse hos, er fiskere, men længe har fangsten svigtet dem. Med ét bliver bønnerne imidlertid hørt, da den fattige familie en dag får båden fuld af fisk. Et håndfast symbolsk udtryk for forsoningen mellem familien og den fremmede og en tydelig henvisning til Peters fiskedræt fra Det Nye Testamente.
At filmen selv lægger op til at blive fortolket inden for en kristen forståelsesramme, understreges af et slutcitat om vigtigheden af forsoning fra ærkebiskop Desmund Tutu. Det kan synes i overkanten med disse meget tydelige henvisninger, men sådan opleves det ikke undervejs, hvor man engageres i personskæbnerne og oprulningen af et ekstremt trist kapitel i Sydafrikas historie. Skuespilspræstationerne er ikke alle i top, men Arnold Vosloo brænder igennem som den martrede Coetzee.Filmen er absolut seværdig./Kristeligt Dagblad/
Tilgivelse. Sydafrika 2005. Instruktion: Ian Gabriel. 112 minutter.