Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Fra storbyen til Grand Canyon til din ven.
Fra storbyen til Grand Canyon
Filmen "Grand Canyon" viser, at den moderne tristesse og nihilisme ikke er den eneste sandhed om tilværelsen, skriver Anders Thyrring Andersen
Et par år før, den stadig igangværende bølge af kollektivfilm blev startet, nemlig af Robert Altmans "Short Cuts" i 1993, lavede Lawrence Kasdan en helt anden slags film inden for denne genre, nemlig "Grand Canyon". Heri skildres et udsnit af en række storbymenneskers liv, den hvide advokat Mack (Kevin Kline) og den sorte vejservicearbejder Simon (Danny Glover), samt deres familier, venner og arbejdskolleger.
Det mødernes mønster, der tegner sig, bliver i de fleste kollektivfilm til et argument for tilværelsens endeløse tilfældighed. På naturalistisk, sekulariseret vis er mennesket i tilfældets vold, er ikke andet eller mere end en bananflue under mikroskopet. Og således begynder da også "Grand Canyon", idet Macks ven Davis (Steve Martin) stiller ham spørgsmålet: "Hvornår indser du, at intet kan kontrolleres? Vi lever i kaos. Det er hovedelementet i alles liv."
Kasdans film fremstiller med betydelig konsekvens, hvor fortabte mange moderne mennesker føler sig. Som Macks kone, Claire (Mary McDonnell), et sted formulerer det: "Verden giver ingen mening mere". Uden tro på ideologierne, samfundsindretningen eller nogen højere mening overhovedet, florerer volden og de sociale og racemæssige modsætninger i samfund, der synes på vej til at miste grebet, eftersom de ikke baserer sig på værdier, der er tilstrækkeligt grundlæggende til at kunne føles fælles eller forpligtende.
Annonce
Imidlertid anskuer "Grand Canyon" tilværelsen og mennesket fra et andet sted, på et helt andet grundlag. Et øjeblik glemmer Mack sig selv og sin selvkontrol og kører væk fra bilkøen, væk fra det kedsommelige og regulerede borgerliv, i hvilket han åndeligt er døende. Han havner i et kriminelt kvarter og reddes i sidste øjeblik af Simon, vejhjælperen.
Det mødernes mønster, der tegner sig, bliver i de fleste kollektivfilm til et argument for tilværelsens endeløse tilfældighed. På naturalistisk, sekulariseret vis er mennesket i tilfældets vold, er ikke andet eller mere end en bananflue under mikroskopet. Og således begynder da også "Grand Canyon", idet Macks ven Davis (Steve Martin) stiller ham spørgsmålet: "Hvornår indser du, at intet kan kontrolleres? Vi lever i kaos. Det er hovedelementet i alles liv."
Kasdans film fremstiller med betydelig konsekvens, hvor fortabte mange moderne mennesker føler sig. Som Macks kone, Claire (Mary McDonnell), et sted formulerer det: "Verden giver ingen mening mere". Uden tro på ideologierne, samfundsindretningen eller nogen højere mening overhovedet, florerer volden og de sociale og racemæssige modsætninger i samfund, der synes på vej til at miste grebet, eftersom de ikke baserer sig på værdier, der er tilstrækkeligt grundlæggende til at kunne føles fælles eller forpligtende.
Senere opsøger Mack på trods af alle ydre skel sin redningsmand, i erindringen om en tidligere situation, hvor han næsten mirakuløst blev reddet af en anden, og da aldrig fik sagt tak. Mødet udvikler sig til et venskab, og Mack skaffer Simon en kæreste, og hans familie en bedre bolig. Simons gengæld er at tage Mack og hans familie med til Grand Canyon, filmens centrale symbol: Det, der i modsætning til storbyvirkeligheden er smukt og rent og vel at mærke ikke er skabt af mennesket selv. Da Mack ser stedet, siger han som filmens sidste replik: "It's not all bad" – hvilket ikke bare betyder, at synet ikke er så værst, men at det hele ikke er det bare skidt.
"Grand Canyon" viser på mange, raffinerede måder, at den moderne tristesse og nihilisme ikke er den sidste eller eneste sandhed om tilværelsen. Alle tilfældene er måske slet ikke tilfældige, og det onde, der vederfares os, er måske ikke kun af det onde. Måske er alting forbundet, ikke bare således, at vi nødvendigvis griber ind i hinandens liv og bliver hyrder for hinanden, og at den enkeltes indsats derfor kan gøre en forskel, men også sådan, at der er plan og mening i det tilsyneladende kaos. Altså, at ikke tilfældet eller den blinde skæbne råder over vore liv, men derimod en magt, et forsyn. Det bliver heldigvis aldrig sagt ligeud i filmen, men dens handling og struktur forsøger at vise, at det forholder sig på den måde.
Samtlige filmens personer oplever utilstrækkeligheden i de menneskelige indretninger og behovet for at tro på noget, som er anderledes og større. Som Claire siger om det, der tilsyneladende er tilfælde: "Hvad hvis det er mirakler? Måske har vi ingen erfaring med mirakler, og derfor er vi længe om at erkende dem."
Grand Canyon (I storbyens hjerte). Lawrence Kasdan. USA 1991. 129 min. 20th Century Fox./Kristeligt Dagblad/
Hver lørdag skriver et fast panel bestående af Thomas Ø. Aallmann, Anders Thyrring Andersen, Bo Hakon Jørgensen og Palle Schantz Lauridsen om nye og klassiske dvd'er, der handler om tro, etik og eksistens.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
