Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Berigende læsning på hospitalsgangen til din ven.
Berigende læsning på hospitalsgangen
Torben Brostrøms "Ventetid" er en vigtig rapport fra en tomandsstue på Rigshospitalet i København, skriver Johannes Møllehave. Udsnit af bogens forside.
Tema
Torben Brostrøm skriver gribende om frygten for at få konstateret kræft i den smukke erindringsbog "Ventetid". Men hvordan kan en professor i litteratur gå så meget fejl af danske salmer, som Brostrøm gør?
Først på sommeren 2006 fik forfatter og professor Torben Brostrøm ved en røntgenundersøgelse konstateret en plet på venstre lunge. Hans kone, Kirsten Brostrøm, døde af lungekræft, og han havde dybt rystet fulgt hendes sygdomsforløb og død.
Derfor er det ikke underligt, at han gik i panik, da hospitalslægen fortalte ham om resultatet af røntgenundersøgelsen. "Det kunne være hvad som helst eller ingenting. Men mere end en skygge på mindre end en lillefingers størrelse skal der ikke til for at sætte tanken i bevægelse og fantasien i sving med en last af bange anelser", skriver han.
I tre måneder levede Brostrøm i angst og uvished, før han fik besked om, at den lille skygge ikke var livstruende.
Det har han nu skrevet en lille, tæt, smuk bog om med den rammende titel "Ventetid". Det er en rammende titel, fordi vi dagligt læser om hospitalernes ventetider, og fordi en velskrivende forfatter med sin personlige beretning virker stærkere end en stabel abstrakte statistikker. Bogens genrebetegnelse er "en nærerindring". Da Brostrøm ikke har haft næroplevelser af døden, er nærerindring et dækkende ord.
Annonce
Forfatteren, der gennem et langt liv har skrevet om poesi i dagbladet Information og været bannerfører for modernismen, spækker sin sygejournal med gode citater fra verdenslitteraturen og fra danske poeter fra Johannes Ewald til Morten Nielsen.
Et Ewald-citat i bogen lyder:
"Naar Mørkets Fyrste forestille
Ret løjerlige Spøgelser,
For til et Tidsfordriv at drille
De taabelige Mennesker,
Naar Uglen skriger om Fortræd
Og Dødens laadne Spaamænd tude
Da kommer Haabet til min Pude,
Og Livet til mit Hvilested".
Derfor er det ikke underligt, at han gik i panik, da hospitalslægen fortalte ham om resultatet af røntgenundersøgelsen. "Det kunne være hvad som helst eller ingenting. Men mere end en skygge på mindre end en lillefingers størrelse skal der ikke til for at sætte tanken i bevægelse og fantasien i sving med en last af bange anelser", skriver han.
I tre måneder levede Brostrøm i angst og uvished, før han fik besked om, at den lille skygge ikke var livstruende.
Det har han nu skrevet en lille, tæt, smuk bog om med den rammende titel "Ventetid". Det er en rammende titel, fordi vi dagligt læser om hospitalernes ventetider, og fordi en velskrivende forfatter med sin personlige beretning virker stærkere end en stabel abstrakte statistikker. Bogens genrebetegnelse er "en nærerindring". Da Brostrøm ikke har haft næroplevelser af døden, er nærerindring et dækkende ord.
Et Ewald-citat i bogen lyder:
"Naar Mørkets Fyrste forestille
Ret løjerlige Spøgelser,
For til et Tidsfordriv at drille
De taabelige Mennesker,
Naar Uglen skriger om Fortræd
Og Dødens laadne Spaamænd tude
Da kommer Haabet til min Pude,
Og Livet til mit Hvilested".
Forskellen på Ewalds og Torben Brostrøms reaktion er tidstypisk. Johannes Ewald tyede til det religiøse sprog, et sprog, Torben Brostrøm ikke forstår. Derfor er det ikke håbet, men angsten og desperationen, der kommer til hans pude: "Håbet", skriver han, "lignede til forveksling håbløsheden".
"Lægerne udtaler, at der ikke er meget håb - ud over patientens eget", skriver Benny Andersen et sted. Brostrøm citerer ikke denne sørgmuntre formulering, men den meldte sig for mig under læsningen. "Ventetid" er en vigtig rapport fra en tomandsstue på Rigshospitalet i København. Den vil forhåbentlig blive læst af mange patienter, mens de venter på deres diagnose. Sådan beskriver han scanningen:
"Næste etape var turen ind i den store scanner, hvor man atter må ligge ubevægelig i op til to timer, mens de store tromler langsomt og drejende arbejder sig hen over en med forskellig lyd og hastighed, mens den radioaktive stråling skærer en i skiver. Ifølge encyklopædien er størrelsesordenen som den kosmiske stråling ved jordens overflade i ét år. Flot klaret på så kort tid. Selv om man oplever sig som en imaginær spegepølse under en kyndig og ubønhørlig køkkenkniv eller pålægsmaskine, føler man sig dog i ny kontakt med kosmos".
På trods af frygten bevarer Torben Brostrøm en humor, som smitter. Hans to former for trøst er litteratur og musik. Han har spillet violin, og hans musikalitet er en forudsætning for hans kritiske virke. Hvor bogen er bedst, minder den mig om Olof Lagercrantz' bøger, for eksempel "Om kunsten at læse og skrive". Også hos Lagercrantz veksler prosaen og analyserne med skær poesi.
Jeg undrer mig dog over, at en så trænet lyrikkender som Brostrøm kan sætte "Nu ringer alle klokker mod sky" tårnhøjt over "Hil dig, Frelser og Forsoner!" (Fornylig læste jeg samtalebogen med Klaus Rifbjerg og Kim Larsen med titlen "Så mange var ordene", og undrede mig over at det er Kim Larsen, der forstår salmens format og ikke Rifbjerg, som på det nærmeste afviser den som dårlig lyrik!)
Brostrøm skriver: "Grundtvigs gendigtning af Arnulf af Louvains latinske middelalderhymne "Hil dig, Frelser og Forsoner" (er) ingenlunde let at gå til med den sære syntaks og en svullen billedtale om Jesu blod, som en flod, der kan vælte sten og smelte isbjerge og aftvætte ens egen blodskyld. Her er ingen pardon for overtrædelse af De Ti Bud eller endnu tungere krav".
Ingen pardon? Ja, undskyld, men hvordan kan en professor i litteratur gå så meget fejl af en salme? Her er ikke tale om en misforståelse, men om en uvilje, der blokerer læseevnen totalt.
Hvis jeg var Brostrøms lærer i folkeskolen, ville jeg straffe ham ved sætte ham til at skrive sin egen lovprisning af 10 gange - hvad for eksempel med syntaksen? Her fra side 84 i bogen: "Påskønnelsen af, at jeg er til, er uomtvistelig". Læg så afskriften ved siden af salmen og se, hvem der slipper bedst fra lovprisningen.
Brostrøm har tilegnet sine tre børn bogen, og han skriver smukt om sine kolleger Bodil og Niels Birger Wamberg og roser med rette Thomas Bredsdorff for at skrive bedre end nogensinde. Brostrøm citerer, hvad Bodil Wamberg i en kronik sagde om Henrik Pontoppidan: "Dødsangst er indbygget næsten som symptom på sjælelig forkrøbling og livsangst".
Brostrøm gør opmærksom på, at han ikke har meldt sig ud af folkekirken med den begrundelse, at det meste af dansk litteratur, hvad enten det er med tilslutning eller med protest, spiller på den kristne kulturarv, og fordi han mener, at den kulturradikalisme, han på andre punkter er enig med, lider af "en villet lukning eller uopmærksomhed over for de dimensioner, dens egen kunst og poesi alligevel lever af og med, alt det, vi ikke ved noget om, tilværelsens fantastik".
Heldigvis er "Ventetid" så et dokument om tilværelsens fantastik.
Torben Brostrøm: "Ventetid. Om ikke at dø. En nærerindring"
124 sider. 149 kroner
Gyldendal
Udkommer i dag
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
