Jeg har dybest set ikke behov for at få godtgjort og bevist, at kristendommen skulle være bedre end islam, hinduisme og jødedom.  Desuden hvad er det, vi taler om, når vi taler om bedst? Bedst i hvilken henseende? Værdimæssigt? Etisk? Civilisatorisk? Bedst og mest befordrende for en demokratiske udvikling? for arbejdsmoralen? Mest tilpasningsdygtig til moderniteten? Og sigter vi dermed også indirekte til at dømme religioner, som vi finder mindre egnede - ja direkte dårlige, forstået som dårlige til at tilpasse sig det moderne liv?

At svare på spørgsmålet, om kristendommen er den bedste religion kan da nemt føre til reduktion af, hvad kristendom egentlig er.

Kristendommen er mere end et sæt af værdier, mere end en række ideer, end en etik og en lov. Den er sandheden og livet for mig. 

 At spørge om hvilken religion, der er bedst, fører derfor alt for nemt til et forenklet fornuftspræget svar.

Kristendommen rummer desuden ganske megen ufornuft, den er fuld af mysterium og paradoks: Jeg tror på den levende Gud, som han har givet sig til kende i Jesus Kristus, født i en stald og henrettet på et kors. Almagten i afmægtighed. Det lyder ikke særligt plausibelt, hvis jeg tænker efter.

Jeg bliver så endda inspireret, anfægtes og glæder mig over hvad jeg ser og hører, lærer og forstår om andre religioner, samtidig med, at jeg føler mig hjemme, ja gerne dvæler i min dåb. Det er heller ikke særligt logisk i en verden, som gerne vil måle og veje, evaluere og sammenligne. 

Men det er sådan, det er. Religion er ikke først og fremmest lære, man så kan sammenligne og udregne virkning og effekt af, men religion binder tiden sammen, er liv og erfaring.

Religionernes revival

Spørgsmålet om, hvorvidt nogle religioner er bedre end andre, - selve det at stille dette spørgsmål - og at det kan stilles i dag og bliver stillet -  rummer imidlertid - positivt set - en indrømmelse overfor religion. En tilkendelse af religionens betydning, som ikke var tilstede i store perioder af det 20 århundrede.

Spørgsmålet: "Kristendommen - den bedste religion" signalerer en ny spørgehorisont. Hvor man for få årtier siden skulle forsvare sig overfor gyldigheden af religion eller distancere sig fra den, hvad megen teologi også gjorde ( kristendom er ikke religion, men åbenbaring), så er situationen nu en ganske anden.

Dengang var spørgsmålet: hvad skal vi bruge religion til? Har vi ikke oplyst os forbi den? Religion er opium for folket? Jeg hører i alt fald her i dette spørgsmål den indrømmelse overfor religionen, som Jørgen E Jensen ganske udmærket har udtrykt baggrunden for i artiklen Svimlende forenkling fra 2001.

"... trods al sekularisering er (det) blevet klart, at man overhovedet ikke kan orientere sig i den nye globale verden uden at tage de religiøst-kulturelle forhold og forudsætninger overalt på jorden i betragtning."(s.16)

Religion er blevet en væsentlig markør i den globale smeltedigel. Derfor er religion også ligefrem blevet et satsningsområde på f.eks. Københavns Universitet.

Religion er i dag partout interessant, et godt samtaleemne. Ateisten står derimod i forsvarsposition og, som det skete i en kronik i Information for nylig, må han/hun ligefrem nu forsvare sig og legitimere sit synspunkt. 

Det er i den forstand nye tider. Religion er "back on stage", men det sker så alligevel på en ny måde, oftest set udefra og mere distanceret, for så vidt det er religionens sociologiske og samfundsmæssige betydning, religion som fænomen og identitetsmarkør, som er i fokus. Og altså ikke religion som sandhed, liv og erfaring i et menneskes liv.

Hvilken religion?
Den bedste religion? Nu er vi ikke de første som stiller os dette spørgsmål. Volodimer, som senere fik tilnavnet Vladimir den Hellige, søgte for mere end tusinde år siden at finde den religion, der passede ham bedst. Hvilken religion skulle han antage?

Historien, som givet vis er kendt af flere af jer, er at læse i Nestors krønike. Munken Nestor levede fra ca. 1050 til 1114, og han samlede denne krønike, hvori den ældste Ruslands historie fortælles.

Volodimer havde sine træguder. Da han kom til magten som enekonge i Kiev i 980 lod han opstille en række afgudsstøtter på en bakke uden for sin kongsgård. Men disse afgudsstøtter må ikke have været ham nok.

Volodimer kunne som hersker ikke kun undgå at støde på folk med forskellig religion og konfession. Muslimske bulgarer kom således en dag til hans kongsgård. De priste ham som en klog og forstandig hersker og opfordrede ham derfor til at tro på deres love og tilbede Muhammed som profet. 

Volodimer var en nysgerrig mand, og han spurgte dem derfor ud om deres religion. Dele af, hvad de fortalte ham, kunne han lide. Ifølge krønikeskriveren Nestor ikke mindst talen om livet efter døden og de mange hustruer. Derimod brød han sig ikke om deres tale om omskærelse, om at man ikke måtte spise svinekød og værst af alt, at man ikke må drikke. Som Volodimer udbrød: "For russerne er det en glæde at drikke: det kan vi ikke undvære!"
Siden kom tyske katolikker til hans hof. De ville også gerne påvirke ham til at antage deres tro. Deres tale om faste, brød Volodimer sig ikke særlig om. Derpå kom nogle jøder, hvis tro han heller ikke fandt behag i. 

Endelig kom en græsk filosof, en ortodoks kristen. Han fortalte biblens historie for herskeren og udlagde for ham evangeliets betydning. Det gjorde alt sammen et stort indtryk på Volodimer.

Den ortodokse kristne fortalte ham til sidst om dommens dag, hvor fårene skal skilles fra bukkene, hvorfor menneskene er sat mellem at skulle gå til venstre eller til højre,  paradis eller helved, og han opfordrede derfor Volodimer til at lade sig og sit folk døbe.

Volodimer var imidlertid en besindig mand. Han havde nu hørt repræsentanter fra de forskellige religioner og konfessioner fortælle om deres religion og lære, men det var ikke nok. Volodimer ønskede syn for sagn. Så han sendte nogle udsendinge ud til de forskellige lande og områder, hvor de kunne møde disse religioner og konfessioner, herskeren allerede havde hørt tale om, og der gøre sig deres egne indtryk.
Udsendingenes oplevelse var ikke meget forskellig fra det, som Volodimer allerede havde anet. Udsendingene fandt, at islam havde for mange love og for mange regler. De fandt katolikkerne for kedelige, mens den ortodokse kristendom betog dem. De kom på deres rejse til Konstantinopel, hvor de deltog i gudstjeneste i Agia Sofia. Denne oplevelse gjorde et uudsletteligt indtryk på dem. De fortalte herom med disse ord:

"Men så kom vi til grækerne, og de førte os derhen, hvor de tjener deres Gud. Og vi ved ikke, om vi har været i himlen eller på jorden. Thi på jorden findes ikke et sådant syn eller en sådan skønhed. Og vi formår ikke at forklare det. Kun så meget ved vi, at der dvæler Gud sammen med menneskene, og at deres gudstjeneste overgår alle andre folks, for vi kan ikke kan glemme deres skønhed, ethvert menneske, som én gang har smagt det søde, rører ikke siden hen det bitre."

Udsendingene bekræftede dermed Volodimer i hans positive syn på den ortodokse kristendom, og han blev ikke længe efter døbt og hans folk fulgte ham. Træguderne uden for hans kongsgård blev omstyrtet og i stedet begyndte man nu at bygge kirker, så man kunne være med i gudstjenestefejring.

Hvorfor valgte Volodimer og hans udsendinge den ortodokse kristendom? Nu kan der være flere grunde dertil, som vi ikke hører om i Nestors krønike. Der kan være såvel samfundsmæssige, geostrategiske, økonomiske, sociologiske og personlige grunde. Vi menneskers motiver er oftest temmelig tvetydige
Men det er alligevel tankevækkende, at det var skønheden, som gjorde udslaget, udsendingenes oplevelse og erfaring af, hvad de blev del af i Agia Sofia: De vidste ikke, om de var i himmelen eller på jorden. De oplevede det, som om Gud den dag i gudstjenestens rum dvælede sammen med menneskene.
Det, som overbeviste dem var netop ikke kristendommens rationalitet. Det var noget andet og mere end viden. Det var heller ikke værdierne eller etikken. Det, der afgjorde dem var heller ikke en række regler og love, men det var skønhed. Og skønhed forstået som det, der gav dem fornemmelsen af, at Gud dvæler blandt menneskene. Der var noget andet og mere end harmoni og fuldendte former. Det var mysteriet som betog dem.

Bedstemor-argumentet
Denne fremhævelse af skønhed og mysterium  vil jeg gerne vende tilbage til, men der er imidlertid endnu en krølle på historien i Nestors Krønike. Da udsendingene med deres egne ord fortalte Volodimer om deres betagelse af den ortodokse kristendom og dermed bekræftede herskeren i sit valg, så sagde de (boljarere), som stod omkring ham tørt:

"Dersom den græske lov var dårlig, så ville din bedstemor Olga, ikke have antaget den; hun var visere end andre mennesker. " (Nestor,97)

Volodimer var ikke den første i familien, der var gået over til den ortodokse kristendom. Olga, Volodimers bedstemor, en dreven og snu dronning, med mange liv på sin samvittighed, var allerede i 955 draget til Konstantinopel, og hun blev der døbt af patriarken i overværelse af den byzantinske kejser. Så Volodimer skulle nu ikke tro, at han var noget særligt og særlig vis, nu hvor han valgte den ortodokse kristendom. Hvad Volodimer nu gjorde, var hvad hans bedstemor allerede havde gjort.

Ved at minde Volodimer om Olgas dåb tredive år tidligere fik folket således sagt til deres hersker: det, som var godt for din bedstemor, må også være godt for dig.

Dette bedstemorargument (det, som var godt for din bedstemor, må også være godt for dig) har ikke stor gyldighed i dag. Jo, vi kan måske ud fra en kulturkristent standpunkt sige, at vores samfund er båret af kristendom og kristne værdier, at kristendommen ligger inde bagved, på skrabeloddet, bag den ydre staffage, som en skjult kilde gemt inde bag velfærdssamfundets ordninger og bag hele vort tankesæt, - det er den plads, som lettest tilkendes bedstemorargumentet.

Men det, som var godt nok for vores bedsteforældre, er det imidlertid ikke med nødvendighed for os i dag. For vi lever i en tid, som betoner menneskets selvstændighed, dets autonomi, evnen til selv at forme sin tilværelse og frit at vælge. Bedstemor bliver her en dødvægt, traditionen en klods om benet. Vi er mere til Pippi end til bedstemor ( hør blot på P1s række af portrætprogrammer, hvilke idealer de udspurgte har. Pippe nævnes ofte som et forbillede). For Pippi kan selv, er fri og gør helst det omvendte af det gængse.

Jeg vil imidlertid gerne fremhæve bedstemorargumentet. Jeg vil ligefrem påstå, at det er vigtigt, at det fortsat lyder i talen om religion, fordi bedstemors religion i en vis forstand også altid er den bedste religion.

Når kristentroen er bedst, skydes det jo netop, at mine forældre bar mig til dåb, at kirke og kristendom har betydet noget for dem generationen før mig. At min oldemor gerne drog langvejs for at høre Morten Larsen prædike. At jeg hører stemmen af generationer, som nu er væk, f.eks. en farfar, som kunne vægte betydningen af, om det nu hed "det evige liv", eller "et evigt liv." Disse stemmer af familie og bedsteforældre, af mennesker, som jeg har mødt, for hvem kristentroen betød noget,  ligger som en slags englesang i mit sind og hjælper mig til at give stemme til den tro, det håb og den kærlighed, som er evangeliets budskab.

Men kan måske også sige det på den måde, at bedstemors religion naturligvis er den bedste religion, for så vidt den er et vilkår. Den er givet, er universel, og som sådan sætter den alle lige. hvad enten man er hindu, muslim eller kristen. Den er udtryk for menneskets, det skabte livs ånd.
Denne tilkendegivelse får så nogle meningsdannere, i kirkelig regi, i dag til at sige: "Du glatter ud overfor andres religion: Du er Grundtvig light og blind naivist. Du relativerer og ligner derved dem, der kun lægger op til komparative analyser af religion ud fra den grundantagelse, at alle religioner er lige gode. Dem, du lige har kritiseret ud fra den betragtning, at det er begrænset, hvor langt man kan komme ved at sammenligne læresystemer og dogmer. Du skulle hellere som døbt - ja du har ligefrem pligt til, om kristentroen betyder noget for dig, at sige fra og hvis nødvendigt stemple andres trosformer som løgn og usandhed." 

Det gør jeg imidlertid ikke, - i alt fald yderst sjældent - og jeg finder heller ikke, at det er min opgave. Jeg mener kritikken går langt forbi. Jeg er dybest set mere bekymret for den udvikling vort samfund er i, hvor en økonomisk målbar terminologi lægges ned over alle menneskelig forhold. Her savner jeg den klangbund, som en religiøs tydning lægger over menneskesynet.

Jeg tilkender gerne mange religioner, og derved mange forskellige bedstemødres religioner (endda i det ene og samme samfund) at de kan have en positiv og frugtbar betydning for menneskers liv ved at sætte det enkelte individ ind i en større sammenhæng.

Vel lukker religioner sig let om sig selv, og de kan hærge og ødelægge et menneske og et fællesskab. Der er og vil derfor også fortsat være brug for religionskritik. De religiøse udtryk og det liv, som leves på troen, er jo ligeså tvetydigt, som alt hvad vi mennesker ellers gør.

Men grundlæggende rummer religion - og her tænker jeg især på de store verdensreligioner -  en positiv kraft. De er væsentlige og betydningsfulde, fordi de korrigerer os i, at vi ikke er selvberoende. De løfter os ud over os selv, og som trosretning og konfession synliggør de, at religion aldrig blot kan være en privatsag. 

"Det, som var godt for din bedstemor, må også være godt for dig." Det er altså, vil jeg fastholde, vigtigt at fastholde dette argument i talen om den bedste religion, samtidig med at jeg vedkender mig argumentets begrænsninger:

Henvisningen til traditionen lukker let for fornyelse, for hvordan bryde med bedstemors religion, hvis den per definition er bedst? Kan man ikke  også have en forkert bedstemorreligion? Og  blive kristen uden en bedstemor, der var det?  Og det er også vigtigt, at vi har sans for og anerkender, at der i vores samfund er bedsteforældrereligion, som taler på baggrund af og med andre stemmer end vores egen.

Bedstemoderreligion bliver i det hele taget nemt en dødvægt, en traditionsbyrde, som man må ønske sig fri af. Når argumentet bruges, er det derfor vigtigt, at det sker dynamisk. Traditionen skal forstås som noget, der skal overleveres. Det skal pointeres, at selv om du ikke skal præstere alt selv (du står i en kæde af andre, som har tænkt og levet før dig, du starter ikke i et nulpunkt), så skal du imidlertid selv virke med til at bringe budskabet videre. Du bærer det med din mund og din stemme. Du er med til at gøre det levende i dag. Tradition er forbundet med tilegnelse, overlevering, viderebringelse og aktualisering - med andre med fornemmelse for, at du selv bliver bedstemor.

Skønheden som Guds dvælen ved menneskene
Tilbage til Agia Sofia. Volodimers udsendinge blev overbevist om den
ortodokse kristendom, da de kom til gudstjeneste i Agia Sofia. De vidste
ikke om, de var i himlen eller på jorden. De blev med andre ord løftet ud
over sig selv.    

Er det, hvad den bedste religion gør, løfter os udover os selv? Det er væsentligt, at der bliver talt til det høje i os, forstået som det tro, håb og kærlighed vækker i os.

Men hertil kan man så også indvende, at alle store religioner vel er i stand til at gøre dette. Hvis nu udsendinge var kommet en anden dag til moskeens enkle rum med de bedende i bøn, havde mødt jøder foran grædemuren, eller havde deltaget i en gudstjeneste i en fransk gotisk katedral eller i en lille vestjysk landsbykirke. Det alt sammen kunne vel, sådan som det kan ske for os, have virke på samme måde overvældende. Og det er vel heller ikke kun de  religiøse rum og bygninger, som kan give et sådant sug i maven, at de synes at løfte os ind i større verden. Paladser og grave, fontæner og museer, Spreckelsens bue og Speers arkitektur kan eller har alle kunnet give mennesket et sug i maven og løfte det ind i en større sammenhæng. 

Så spørgsmålet er, om denne overbevisning ved skønhed - at dyrke den - ikke er en noget tvivlsom metode til at antage den bedste religion. Jo, hvis skønhed kun er vor følelse af skønhed, kraften af den virkning, som ting og oplevelser har på os, så er det en noget tvivlsom måde at vælge og finde sin religion, den bedste religion. 

Men udsendingene taler heller ikke kun om skønhed. Oplevelsen i Agia Sofia gave dem en fornemmelse af, at de ikke vidste om de var i himlen eller på jorden. De havde oplevet en skønhed, som de ikke mente at finde på jord, og de uddybede da, hvori denne skønhed, som de ikke kunne glemme, hvor den bestod. De sagde: "Kun så meget ved vi, at der dvæler Gud sammen med menneskene."

Det er en væsentlig formulering, som indskærper, at udsendingene ikke blot blev løftet ud af deres egen, at religionen og skønheden satte dem i den syvende himmel. Bevægelsen var den modsatte: Skønheden lå i, at de fandt, at Gud der dvælede sammen med dem.

Skønhed er forbundet med Guds dvælen hos mennesket. I kristendommen har Guds dvælen en særlig karakter, som jeg finder af umådelig stor betydning. Guds dvælen her består i en synlig sårbarhed og solidaritet med mennesket og alt skrøbeligt skabt. Samtidig med at Gud her med påskemorgen åbner nye veje og en ny horisont.

Vi ser nemlig Gud i barnet i krybben og i den korsfæstede på Golgata. Vi møder i jul og påske almagten afmægtig og hjælpeløs. Det giver Guds dvælen en særlig karakter. Her er noget, som ikke går op. Et mysterium. Her tilkendes svaghed og afmagt en sådan rolle, at det er og bliver vanskeligt, i alt fald med nogen som helst form for selvsikker mine at kunne sige: kristendommen er den bedste religion.