Hildegard blev født i 1098 i Rhinlandet i Tyskland som det 10. barn i en adelsfamilie. Allerede fra sine tidligste år havde hun syner og en evne til at forudse hændelser i dagligdagen.

Som 8-årig blev hun givet som tiende til kirken, og hun blev elev af den unge adelskvinde Jutta von Sponheim, der levede som eneboer i tilknytning til et benediktinerkloster nær Disibodenberg. Hildegard blev benediktinernonne som 15-årig, og da Jutta døde, blev hun leder af klosterfællesskabet.

I 1150 stiftede Hildegaard et nyt klosterfællesskab i nærheden af Bingen i den grønne Rhindal, og i 1165 grundlagde hun abbediet St. Hildegard på den anden side af Rhinen ved byen Rüdesheim. Mens hun som abbedisse varetog ledelsen på begge klostre, komponerede hun musik og skrev bøger.

Hildegaard spænder meget vidt og har efterladt sig et stort forfatterskab inden for teologi, filosofi, lægekunst og naturvidenskab. Derudover rejste hun rundt som prædikant og nød stor indflydelse som personlig rådgiver for kirkefolk og politikere. Ved sin død var hun en af Tysklands bedst kendte kvinder og blev snart æret som helgeninde lokalt.

Guds basun

Hildegard fik gennem hele sit liv visioner ved højlys dag. Hun opfattede sig selv som Guds talerør, "Guds basun", med den profetiske opgave at rense og reformere Kirken. Hendes åbenbaringer blev bedømt på et kirkemøde i 1147, og Paven godkendte hendes visioner som ægte guddommelige åbenbaringer i pagt med Bibelen og Kirkens lære. Han pålagde hende derfor at udbrede, hvad Gud lod hende se og høre, og herefter bredte hendes ry som kristen profetinde sig ud over hele Europa. Hun rådgav både kejsere og paver, konger og kirkemænd og mange andre.

Hildegards skrifter rummer både åbenbaringer og nøgterne iagttagelser. Hun skildrer skabelsen og naturen i poetisk form, men afslører samtidig kendskab til 1100-tallets nye naturvidenskab. Den første bog hun skrev var et teologisk værk, "Kend vejene", derefter kom en helselære og ni små bøger om naturlære, hvor træer, planter, sten og dyr gennemgås art for art.