Forbundne personer

Strings

flexblock

Tema

Anmeldelser

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Palle Schantz Lauridsen | 8. april 2006

"Strings" er en fantastisk dukkefilm, der fortæller en klassisk historie om bevidsthedens fødsel

Der er langtfra noget entydigt forhold mellem anmeldelser og en films succes. Film kan sagtens både få dårlige anmeldelser og sælge mange billetter. Og de kan også få gode anmeldelser og sælge få billetter.

Det sidste var tilfældet med Anders Rønnow Klarlunds dukkefilm "Strings". Trods meget fine anmeldelser og megen foromtale solgte filmen, der havde et budget på 35 millioner og blev sendt på markedet i hele 21 kopier, kun godt 15.000 billetter. Når det ikke blev til mere, skyldtes det formentlig publikums forestillinger om, at dukkefilm er for småbørn i "Bamse-og-Kylling-segmentet". "Strings" er ikke for småbørn, men for en ældre målgruppe, som nok synes, at dukkefilm er useje, og som er vant til anderledes fart over feltet i film med masser af action og humor.

Så man den ikke i biografen, kan man på dvd forvisse sig om, at "Strings" er en fantastisk smuk film, der fortæller en klassisk historie om en ung mands individuation, som jungianere ville sige; altså om, at han bliver bevidst om sit eget indre.

Annonce

Filmen starter med, at den unge prins Hal Tara fra riget Hebanon bliver faderløs. Faderen begår selvmord i afmagt over den krigsgale politik, han altid har ført. Som sin sidste gerning skriver han et brev til sønnen, hvori han overdrager ham magten og beder ham om at søge fred. Men brevet falder i de forkerte hænder, og Hals rænkefulde onkel og dennes sleske rådgiver narrer ham til at tro, at faderen er blevet dræbt af landets mystiske fjender gennem mange år, zeritterne.

"Strings" er visuelt et mesterværk af de sjældne. Hver enkelt scene er overvældende smuk, uanset om det regner, om solen bager ned i ørkenen, eller om vi er på kongeslottet, i fangekælderen eller på slagmarken. Nogle af filmens smukkeste billeder er taget fra et punkt over skyerne, hvor vi ser snorene, der går opad, opad.

Det mest geniale ved "Strings" er, at den ikke forsøger at skjule, at dens karakterer er marionetdukker. Tværtimod gør den det til en pointe. Det allerførste, vi ser, er dukkeførerne i arbejde, og snorene er hele tiden i billedet, som en understregning af, at figurerne er underlagt en højere bestemmelse. Øverst oppe er snorene - og dermed karaktererne - forbundet, hører vi. Derfor kan Zita (den kvinde, Hal forelsker sig i på sin vej) forklare: "Jeg ender der, hvor du begynder, og der hvor du ender, begynder jeg."

Giv "Strings" en chance i hjemmebiografen; den har fortjent at blive set af mange.