Den alt for tidlige død

Til det vil jeg sige, at det universelle evangelium efter min opfattelse kun kommer til udtryk i typiske situationer, hvilket vil sige, at det netop ikke går an at holde den samme begravelsestale i forbindelse med begravelsen af et dødfødt barn og en ældre medborger. Det gør en forskel, hvem der ligger i kisten, og hvem der er samlet omkring den.

Senere

Fra starten af mit arbejde har det tætte tværfaglige samarbejde med personalet på fødegangen og gynækologisk-obstetrisk afdeling været af stor betydning. Relativ kort tid efter min ansættelse udsendte Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød en vejledningsmappe til personalet på landets sygehuse.

Jeg foreslog mine samarbejdspartnere, at vi studerede den sammen og på den baggrund vurderede vores praksis. Der blev nedsat en arbejdsgruppe til formålet, hvortil også socialrådgiverafdelingen bidrog.

Omsorgen for forældrene skulle - også hvad præstens arbejde angår - opleves som en velfungerende helhed. Til sikring heraf udarbejdedes et omfattende støttemateriale til personalet og to checklistesystemer: Et til dødfødte børn over 28. svangerskabsuge og et til dødfødte børn under 28. svangerskabsuge, fordi lovgivningen stiller forskellige krav i de to situationer. Formålet med checklisterne var at sikre, at de gode intentioner også blev omsat i praksis.

Et barn eller en abort

Jeg vil i den forbindelse fremhæve, at vi fra starten har været enige om at tilbyde forældrene den samme omsorg, uanset om loven betragter barnet som et barn eller en abort, fordi det afgørende har været forældrenes oplevelse af deres barn som barn - også i de situationer, hvor loven betragter barnet som en abort, der ikke skal begraves, men kan bortskaffes med det patologiske materiale fra sygehuset. Hvis altså forældrene ikke ønsker barnet begravet.

En konsekvens af det tætte samarbejde har været, at fødegang og obstetrisk afdeling altid som princip har tilbudt forældrene til et dødt barn kontakt til en præst eller, hvis de ikke tilhører et kristent trossamfund, så til deres egen religions repræsentant.

Da de fleste forældre ikke har et nært forhold til egen sognepræst, bliver resultatet som oftest, at forældrene foreslår mig.

Muslimer

Hvad angår indvandrere, flygtninge og asylansøgere med muslimsk baggrund er det erfaringen, at en del imamer ikke anser det for deres opgave at bistå forældrene, fordi de ofte ikke betragter barnet som et barn, hvis det ikke har trukket vejret, eller fordi opgaverne omkring begravelsen af barnet påhviler slægten og ikke imamen. Også i de situationer tilbydes jeg til forældrene som den, der ved en del om de praktiske ting. Det er et ønske at få samlet en kreds af imamer, der med kendskab til sygehuset praksis kan bistå muslimske forældre, sådan som de har behov for det.

I praksis betyder det, at jeg begraver eller bisætter de fleste børn, der dør i forbindelse med fødslen på Københavns Amts Sygehus i Herlev, og at jeg taler med de fleste forældre til døde børn på sygehuset. Den almindelige enighed på stedet om at tage udgangspunkt i forældrenes oplevelse af deres døde barn som et barn, uanset at loven sætter en grænse ved 28 uger, har den konsekvens, at jeg tilbyder forældrene at varetage begravelsen eller bisættelsen af deres døde barn, hvis de ikke selv magter det eller ønsker det.

Den praksis er blandt andet begrundet i de talrige kontakter, jeg har haft med forældre, der for en del år siden mistede et dødfødt barn under abortgrænsen, og som år efter kontaktede mig for at høre, hvor deres barn var kommet hen. I den situation har det været vanskeligt at skulle formidle den barske sandhed, at deres barn er blevet brændt på I/S Vestforbrænding, og asken herfra har fundet vej til en losseplads eller er indgået i et stykke vejarbejde.

I praksis bemyndiger forældrene mig skriftligt til at forestå begravelsen eller bisættelsen af deres barn, og vi aftaler skriftligt en del detaljer, bl.a. valg af bedemand. Og så tilrettelægges begravelsen eller bisættelsen sådan, at der går et antal dage fra bemyndigelsen afgives til begravelsen eller bisættelsen finder sted, ligesom forældrene, hvis de ønsker det, informeres om tidspunkt for kistelægning og jordpåkastelse.

Konsekvensen heraf er, at langt de fleste forældre, selv om de ved bemyndigelsen har overladt det til mig, alligevel deltager i barnets begravelse eller bisættelse. Fordi jeg så at sige vikarer for dem med hensyn til en række praktiske forhold, får de mod til at være til stede ved iklædningen og når barnet lægges i kisten.

Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød har ladet fremstille noget meget småt børnetøj til begravelse af de meget små børn som vi bruger.

Krematoriet

Med hensyn til de resterende små døde, som forældrene ikke betragter som børn, så har jeg for år tilbage drøftet sagen med afdelingsledelsen på gynækologisk-obstetrisk afdeling og med sygehusdirektionen.

Som følge heraf blev det i 2003 besluttet, at de små, som forældrene ikke ønsker begravet, i fremtiden skal brændes på Gladsaxe Krematorium og asken nedsættes i børnefællesgraven.

Dette medfører ikke nogen ændring i forhold til mit tilbud om at begrave eller bisætte dødfødte børn efter forældrenes bemyndigelse i de tilfælde, hvor de ikke selv ønsker at påtage sig den opgave.

Baggrunden for den opfattelse af spædbarnsdød, som forældrene har på forhånd, er efter min vurdering, at spædbarnsdød på mange måder er noget ekstraordinært i Danmark.

Der dør et relativt lille antal spædbørn i Danmark i dag set i forhold til det samlede antal fødsler. Det betyder, at en mindre gruppe af det samlede antal forældre får den sanseerfaring at være forældre til et dødt barn og at skulle forholde sig til det.



Fordi det er relativt få børn der dør, så rummes denne erfaring ikke i den livsforståelse, som de fleste mennesker i Danmark har. Flertallet kan så at sige gå gennem livet uden at have brug for det beredskab, der ligger i at vide, at børn kan dø og uden at skulle gøre sig tanker om hvad man gør, når et spædbarn dør. Erfaringen med spædbarnsdød er altså en marginalerfaring.

Undersøgelsen

Jeg forstod tidligt, siger Tom og peger på sin grå uldtrøje, at det rammer forældre meget hårdt, at møde det særdeles ekstraordinære det er at miste et barn, men jeg indså også, at jeg måtte vide mere om emnet.

Jeg indledte derfor en interviewundersøgelse af 16 forældrepar, som havde mistet et barn.

De fleste forældre i undersøgelsen gav udtryk for, at de var helt uforberedte, da det skete. Det var svært, idet de i deres opvækst var blevet holdt væk fra dødsfald i familien, fordi deres forældre havde villet skåne dem - eller fordi de ikke af andre var blevet indviet i de beslutninger, der skal tages i forbindelse med et dødsfald.

Det fremstod af undersøgelsen, at en del forældre faktisk havde haft kropslige fornemmelser eller drømme, der på en måde havde forudset situationen og havde givet dem en dunkel anelse om, at det kunne gå galt.



Man kunne kalde det for en forældreintuition i slægt med den intuitionen, man kan træffe hos kræftpatienter ved tilbagefald, hvor de har kunne mærke, at der var noget galt, selvom de kliniske undersøgelser længe har vist noget andet.



Flere forældrepar er inde på, at deres barn kunne have overlevet, hvis de professionelle havde taget dem alvorligt og handlet i tide. Det kan give anledning til en vis fornemmelse af skyld hos forældrene, fordi forældrene overvejer om, de skulle have været mere insisterende.

Når den barske virkelighed melder sig, oplever de fleste forældre deres barns død som uvirkelig.

Først langsomt går det op for dem, hvad der er sket. Den måde, hvorpå det bliver sagt, at barnet er dødt eller døende, har betydning for forældrene. En direkte sprogbrug uden omskrivninger givet af en medlevende professionel, opleves som mest passende i situation. Men det er først, når det døde barn sanses, at det går op for forældrene, at de befinder sig i tilværelsens undtagelsestilstand.

Dødfødt

Meddelelsen om, at de skal igennem en normal fødsel, opleves almindeligvis som et ubarmhjertigt krav i situation. Alligevel er de fleste bagefter tilfredse med, at deres barn kom til verden netop på den måde og ikke ved kejsersnit.

Det er først i det sanselige møde med det døde barn, at rækkevidden af deres sorg og smerte begynder at gå op for dem. Ligesom det er i det møde, at forældrenes stolthed, ømhed og glæde kommer til udtryk.



Det er paradoksalt at barnet som dødfødt ofte ser ud som om det sover, og at det har kropstemperatur, hvad der ofte gør det svært for forældrene umiddelbart at erkende døden. Det er først i løbet af deres samvær med barnet over tid, at de mærker, at barnet er dødt.

Alligevel er der fra begyndelsen tale om voldsomme reaktioner på det, der er sket. Fædre, der har svært ved at være i rummet og må trække sig udenfor eller som skal kaste op. Mødre, der råber og skriger. Fædre, der bryder sammen eller græder for første gang i deres parforhold.

Med hensyn til hvem, der deltager i begravelsen eller bisættelsen, så betyder fællesskabet om barnet eller børnene - også i form af at sanse barnet i kisten - at forældre og øvrige deltagere knyttes sammen på en måde, der har betydning i livet efter begravelsen eller bisættelsen. Derfor opleves det negativt, hvis deltagere i begravelsen eller bisættelsen siden hen ikke viser nogen interesse for barnet og dermed bryder det sanselige livsfællesskab. Det opleves anderledes positivt, hvis deltagere i begravelsen eller bisættelsen fortsætter fællesskabet omkring det døde barn.

Graven 

For alle undersøgelsens forældrepar spiller graven en vigtig rolle i deres fortsatte liv med deres døde barn. Oftest har forældrene valgt et gravsted nær deres bopæl, fordi det giver dem mulighed for let adgang til graven. For andre har det forhold, at familien allerede har et gravsted på en bestemt kirkegård, været afgørende for forældrenes beslutning, selvom det indebærer, at de ikke så let kommer på kirkegården.

En del forældre gør sig tanker om, hvordan der er i graven, og hvordan deres barn ser ud nede i jorden. Derfor kan dyr, der kommer op ved graven, virke stærkt på forældrene, der kan forestille sig, at sådanne dyr er nede ved barnet eller kommer dernede fra.

En mor har også berettet, at hun har måttet drøfte den biologiske nedbrydningsproces med en biolog for at få klarhed over, hvad der sker med hendes søn. Disse og andre eksempler beretter efter min vurdering, at forældrenes forestillinger om barnets sanselighed ikke forsvinder, når graven kastes til. En mor beskriver således, hvordan hun tænkte på at give sin mand sovepiller, så hun kunne gå på kirkegården og grave sin datter op for at være sammen med hende en sidste gang. Andre forældre opsøger kirkegården midt om natten, fordi de simpelthen må være ved deres barns grav.



Nogle forældre regner med, at de skal mødes med deres barn igen. Nogle har stærke forestillinger om, at de medlemmer i slægten, der allerede er døde, tager sig godt af barnet et eller andet sted.

Det sted kan udmærket være hos Gud eller Jesus, men er ikke altid at lokalisere. Der er forældre, der forestiller sig, at der er en verden for de døde, hvor man engang skal se barnet igen, uden at der nødvendigvis er nogen gud dér.

Mormor

En mor beskriver den lettelse, det gav hende, at hun i et syn så sin afdøde mormor, der beroligede hende med, at hun nu tog sig godt af sit oldebarn. Samme mor beskriver også et billede, hun synes er fint, og som hun har fået af en veninde, der har kontakter til clairvoyante kredse.

Hun er blevet fortalt, at små børn nogle gange dør, fordi den kropslige skal, som forældrene har lavet til barnet, ikke har vist sig at være stærk nok. Da barnet døde, trak sjælen sig tilbage. Da forældrene så fik et nyt barn med en ny og mere holdbar skal, så vendte sjælen tilbage. Derfor lever det døde barn nu i det levende barn.



Der er ikke noget konkurrenceforhold eller hierarki mellem synet af mormoderen og den clairvoyante forklaring. De fungerer side om side og opfylder måske forskellige behov. Man kunne sige, at synet er en form for symbolsk udtryk. Den clairvoyante forklaring er netop en i sin form rationel forklaring.

En mor fortæller, at hun i en lang periode havde et ritual med, at der på et bord under deres datters billede skulle stå en rose. Nogle gange blev der også tændt et lys. Dette ritual ophørte, da der under billedet blev placeret en kravlegård til den datter, som forældrene endelig langt om længe fik som deres andet barn. Nu var der en lille levende at sanse - men den døde datter har stadigvæk sanselige udtryk i form af billeder over hele hjemmet.

Meningen

Jeg lægger vægt på, at der ikke er nogen skjult mening bagom den sanselighed, der er til stede i situationen.

For mig er det vrangt, urimeligt og uretfærdigt, at forældre mister børn. Og jeg tror ikke, at det er Guds hensigt med skaberværket, at det sker. Jeg tror også, at Vor Herre blev menneske for med sit nærvær at forholde sig til verden, som den er: en blanding af Guds gode hensigter og så noget, der ikke kommer fra Gud og som heller ikke har nogen anden forklaring. Livet er for mig at se bare sådan. Jeg tror, at det gør en forskel, at Vor Herre blev menneske for at være sanseligt sammen med mennesker, når livet gør ondt.



Tom ser på mig - han er færdig med at fortælle og siger langsomt og eftertænksomt:

Jeg tror, at Gud græder med forældrene, fordi han selv har mistet en søn, der døde meningsløst og uretfærdigt på et kors udenfor byen. Jeg tror, at Gud tager sig kærligt af vore døde.



Kontakt:

Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød www.spaedbarnsdoed.dk .