Den Danske Folkekirke er danskernes kirke. Langt størstedelen af danskerne er medlem af folkekirken, og sådan har det været, siden kirken blev en folkekirke i 1849, da grundloven blev indført i Danmark.

Folkekirken har en særstilling i samfundet, som er sikret gennem Grundloven. Her hedder det i § 4 at "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten".

Det betyder blandt andet, at folkekirken er organiseret sådan, at staten gennem Folketinget og Kirkeministeriet regulerer en del af kirkens forhold. Den politisk valgte kirkeminister kan, i princippet, blande sig i teologiske anliggender, for eksempel spørgsmålet om en præsts prædiken holder sig inden for folkekirkens forkyndelsesgrundlag. Det betyder også i praksis, at staten betaler en del af præsternes lønninger, ligesom staten administrerer opkrævningen af kirkeskat. Til gengæld står folkekirken for civilregistreringen og store dele af begravelsesvæsenet.

Statens forhold til folkekirken er kommet til debat i den danske offentlighed. Nogle mener, at stat og kirke bør adskilles, som det for eksempel er sket i Sverige. Blandt andet er spørgsmålet om statens finansiering af folkekirkens drift til stadig debat, ligesom mere principielle overvejelser om religionsfrihed og -lighed præger debatten.

Nøgleordet er rummelighed

Folkekirken er evangelisk-luthersk, men inden for rammerne af folkekirken kan man finde en række forskellige kirkelige retninger. En række emner illustrerer spændevidden inden for folkekirken. Det er blandt andet spørgsmål om vielse af homoseksuelle og holdningen til kvindelige præster.