Folkekirken er danskernes kirke

Det betyder helt konkret, at staten gennem Folketinget og Kirkeministeriet regulerer en del af kirkens forhold. Den politisk valgte kirkeminister kan, i princippet, blande sig i teologiske anliggender, for eksempel spørgsmålet om en præsts prædiken holder sig inden for folkekirkens forkyndelsesgrundlag. Kirkens forhold til staten betyder også i praksis, at staten betaler en del af præsternes lønninger, ligesom staten administrerer opkrævningen af kirkeskat (se: folkekirkens økonomi). Til gengæld står folkekirken blandt andet for registreringen af alle danske fødsler og dødsfald.

Statens forhold til folkekirken er kommet til debat i den danske offentlighed. Nogle mener, at stat og kirke bør adskilles, som det for eksempel er sket i Sverige. Blandt andet er spørgsmålet om statens finansiering af folkekirkens drift til stadig debat, ligesom mere principielle overvejelser om religionsfrihed og -lighed præger debatten.

Folkekirken har ikke noget religiøst overhoved, og derfor heller ikke en samlet stemme i samfundsdebatten.


Folkekirken – En lokal kirke
Folkekirken er meget lokalt forankret, med cirka 2100 sogne fordelt over hele Danmark. I hvert sogn er der et menighedsråd, der sammen med præsten står for driften af kirken. Den enkelte præst nyder stor frihed inden for rammerne af folkekirkens forkyndelsesgrundlag, og menighedsrådet kan ikke opstille begrænsninger for præstens forkyndelse.