Gianni Vattimo (født 1938)

Vattimo er født i 1938 i den italienske by Torino. På universitetet i samme by blev han uddannet som filosof i 1959, og i 1964 blev han professor samme sted. Men Vattimo er ikke blot akademiker og tankens mand. Han er også politiker og var fra 1999 til 2004 medlem af Europa-parlamentet for det italienske socialistparti.

Den svage tænkning

Vattimo er en af hovedmændene bag en idéretning, der startede i 80'erne under navnet "den svage tænkning". Traditionelt har man sagt, at filosofien skal beskæftige sig med det, der står fast, det, man ikke kan komme bagom. Vattimo ønsker at gøre op med denne måde at tænke på. For når man taler om det, der står fast, det evige, låser man samtalen fast. Der bliver ifølge Vattimo kun plads til tavshed og beundring.

Vattimo slår i stedet til lyd for, at ideen om det evige må svækkes. Der må åbnes op for dialog og diskussion, og der må være plads til forskellige fortolkninger af sandheden. Vattimos svage tænkning er altså et opgør med alle former for fundamentalisme.

Vattimos svage Gud

Vattimos tænkning om religion og kristendom er en slags overbygning på hans filosofi. Det centrale for Vattimo er den kristne forestilling om, at Gud bliver menneske og dermed viser sig at være en svag Gud. Gud hengiver sig selv og går ind i et menneskeligt fællesskab. Vattimos Gud er altså en svækket Gud i forhold til den Gud, man traditionelt møder i kirken og teologien. Det er i hvert fald ikke en almægtig Gud, mennesker bør frygte. Snarere er det en mild Gud, der optræder som vores ven, i skikkelse af Jesus Kristus.

Næstekærligheden

Vattimo mener, at ideen om svækkelse er selve indholdet af den kristne tro. Dermed er samfundets sekularisering egentlig en positiv udvikling for kristendommen. For på den ene side forsvinder elementerne af vold og tvang i den kristne tro. Og på den anden side forsvinder tanken om, at Gud er noget helt andet end mennesket. Tværtimod: Gud vil mennesket, vil kommunikere med mennesket. Når Gud svækkes, står hans kærlighed til mennesket og næstekærligheden tilbage. Faktisk mener Vattimo, at kristendommen med sin etik præget af næstekærlighed og tilgivelse er selve forudsætningen for, at det offentlige liv kan fungere i de vestlige samfund.

Et personligt vidnesbyrd

Vattimo har medvirket til flere bøger om religion, men bogen "Jeg tror, at jeg tror" (1996) er den mest kendte. Her udlægger han sin tro og sit gudsforhold. Titlen på bogen er ifølge Vattimo meget dækkende netop for hans gudsforhold: Han tror, at han tror. Ingen skråsikkerhed her, men heller ingen grund til at være ateist længere. Vattimo betragter sin bog som et forsvar for de "halvtroende". Selv er han katolik, og selvom han flere gange har overvejet at konvertere til protestantismen, ender han altid med at foretrække katolicismen, som han mener er mere tolerant og fleksibel.

Vattimos betydning i Danmark

Vattimos kristendomsopfattelse appellerer til mange med sit fokus på kristendommens etik og Gud som ven. Hans tænkning gør det dermed muligt at være troende uden at føre korstog mod anderledes troende og tænkende. I Danmark er det især Århus-teologen Niels Grønkjær, nu præst i grundtvigianismens højborg, Vartov, der har optrådt som Vattimos talerør.

Derudover er Vattimo en af Taarbæk-præsten Thorkild Grosbølls inspirationskilder. Blandt andet kan man se inspirationen i Grosbølls stærke betoning af næstekærligheden og i hans fokus på, at Gud er blevet menneske i Jesus af Nazareth - "ham tømreren", som Grosbøll formulerer det. Det er altså også en svag Gud, man møder hos Grosbøll, og ikke den almægtige Gud, som har skabt verden.