Kirken skal ikke skabe en alternativ pseudovirkelighed

Jeg er blevet fanget, Jeg er afhængig. Jeg kan ikke undslippe monsteret. Jeg har fået en profil på Facebook.

"Hvad er Facebook?", vil mange sikkert spørge. Det er et virtuelt mødested, hvor man kan blive "facebook-venner" med folk, man havde glemt eksisterede, eller folk, man ikke anede fandtes, og folk, som man har i sit daglige netværk. Samtidig er der alle mulige og umulige features.

Man kan blive medlem af alle slags interessegrupper, lige fra "Helle Thorning-Schmidt skal være statsminister" til "Vi samler på hønseringe"-gruppen. Det er altså i denne verden, jeg er fanget og lever en del af mit liv. Jeg har et virtuelt fællesskab med mange mennesker og har nu 254 venner på Facebook.

Men jeg har opdaget, at fællesskabet kun virkelig fænger, hvis jeg også mødes med dem i den virkelige verden. De folk, som jeg virkelig kommunikerer med på Facebook - dem har jeg også et forhold til i den virkelige verden.

Det er blot som om, at vores kommunikationsmuligheder er blevet udvidet. Så jeg lever i spændingen mellem den virtuelle og den reelle virkelighed.

Jeg kan hoppe ud og ind af Facebooks virkelighed, som jeg vil. Fik jeg nævnt, jeg er en ninja på facebook? Jeg kan godt håndtere de to virkeligheder, men der er andre steder i livet, hvor jeg har svært ved at håndtere spændingen mellem disse.

Det samme gælder mellem det, man kan kalde virkeligheden og kirkeligheden. Når jeg træder ind i en kirke, oplever jeg en helt anden verden; der er et andet sprog, en anden måde at have fællesskab på, det er nogle andre sange, man synger. Det er en helt anden virkelighed.

Når jeg træder ud af kirken igen, oplever jeg at være tilbage i den virkelige virkelighed. Nogle vil måske se det som en styrke, at man træder ind i en helt anden virkelighed, når man går ind i en kirke. Men der noget, som råber i mig, når jeg oplever disse to virkeligheder.

For var det ikke netop Jesu ærinde at bygge bro mellem Guds virkelighed og menneskers virkelighed? Gud blev menneske - ikke for at isolere sig fra mennesker, men for at være et virkeligt menneske, der tog del i virkeligheden.

Når Jesus siger "Kom og følg mig!", handler det om at følge ham ind i virkeligheden - ikke at skabe en alternativ pseudovirkelighed i kirken.