Sørgende finder hinanden på nettet

Det gælder især mennesker, som har oplevet særligt traumatiske eller tabubelagte tab, forklarer Robert A. Neimeyer, som er professor i psykologi på Memphis University og redaktør for det internationale akademiske tidsskrift Death Studies (Forskning i døden).

- Hvis et nært familiemedlem eksempelvis har begået selvmord, eller hvis man har mistet et lille barn, oplever man ofte en social marginalisering. Den slags dødsfald gør andre mennesker meget utilpasse, og da kan det være en utrolig stor hjælp at finde et fællesskab med andre, der har gennemgået nøjagtig det samme, siger han.

Samtidig kan internettets anonymitet virke befriende, påpeger Kathleen R. Gilbert.

- Døden er et tabu og kan være meget vanskelig at tale om. Det gælder særligt for mænd, som er socialiserede til ikke at vise følelser offentligt, men som opnår tryghed i anonymiteten på nettet. Samtidig bruger du en anden del af hjernen, når du skriver, end når du taler, og nogle kan bedre udtrykke sig og bearbejde følelser via et tastatur, siger hun.

De internettjenester, der mindes de afdøde, har typisk en sektion, hvor de efterladte via billeder, lydfiler, tekst og en gæstebog kan skabe et virtuelt mindesmærke over den afdøde samt modtage og besvare beskeder. Nogle har derudover separate chatrum, hvor brugerne kan skrive direkte med hinanden og udveksle tanker, følelser og råd. Ifølge de store amerikanske mindesideudbydere besøger brugerne ofte deres efterladtes mindesmærker tre-fire gange om dagen i flere år efter dødsfaldet.

De virtuelle udtryk for sorg tjener flere funktioner, forklarer Robert A. Neimeyer.

- Ud over at hædre og bevare den afdødes minde og at give de efterladte en kanal til at udtrykke deres følelser, så er det et forsøg på at konstruere en betydning, som begravelsesceremonien eller kirken ikke formår at bibringe. At skrive kan give en meningsløs verden mening, siger han.

For nogle sørgende opfylder internetaktiviteterne et utal af funktioner. Det gælder eksempelvis Dawn Cepero, der har en hel samling af web-mindesmærker for sin datter, Caylee, som døde af leukæmi sidste forår i en alder af blot fire år. Dawn Cepero bruger nu mindesiderne til at udbrede sin teori om, at datterens sygdom skyldtes giftstoffer i drikkevandet i familiens tidligere nabolag i delstaten Florida, og til at advare andre om risikoen. Siderne er samtidig opbevaringssted for samtlige fotografier og videoklip, hun har af Caylee, og de fungerer som et redskab til at rejse penge til leukæmiramte børn.

Dawn Cepero læser dagligt de kondolencebeskeder, som andre forældre skriver til hende via hendes virtuelle mindesmærker, og nettet er det primære sted, hvor hun udlever sin sorg, fortæller hun til avisen Washington Post.

- Jeg får omkring 25 beskeder om dagen. Det får det til at føles, som om ingen er glemt, og ingen vil glemme, siger Cepero og tilføjer, at hun i sit daglige liv sjældent møder andre forældre, der har mistet et barn, og som forstår hende.

- Jeg ville sikkert have mistet besindelsen, hvis ikke jeg havde gjort noget, siger hun.

Og eksperterne er enige i, at der kan være reel trøst at finde på computerskærmen.

- Virtuelle relationer kan ikke erstatte relationer i det virkelige liv, der er en uvurderlig værdi i at blive holdt i et andet menneskes arme. Men så længe de er et supplement til støtten fra familie og venner, så overstiger de potentielle fordele i høj grad de potentielle ulemper, vurderer Robert A. Neimeyer.