Studentertidens ophold i Sønderjylland bragte ham for alvor i kontakt med den pietistiske kristendom, der var kommet Tyskland. Både farens efterfølger i Randerup og Brorsons brødre var stærkt optage af pietismen, og Brorson oplevede nu selv en vækkelse og omvendelse til en personlig kristendom.

Om sig selv skriver han: "Ved den tid begyndte han (Brorson) at få mere indsigt i den sande kristendoms beskaffenhed, under adskillelige fristelser, i uophørlige bønner og åndelige betragtninger". I salmen Guds igenfødte ny-levende sjæle beskriver han senere sin udvikling.

Brorson får nu igen energi og lyst til at fortsætte sine teologiske studier i København. Samtidig bliver han salmedigter.

Præst i Randerup og Tønder

Stedfarens pludselige død og dermed muligheden for nu at blive sognepræst i Randerup satte skub i Brorsons studier. Den 24. december 1721 fik han kongens udnævnelse til sognepræsteembedet i sit fødesogn, og 6. april 1722 blev han ordineret i Ribe Domkirke - iøvrigt sammen med sin bror, der fik naboembedet, Mjolden.

Det følgende år giftede han sig med sin unge kusine, Cathrine Clausen. De fik ti sønner og tre døtre. Imidlertid var de tre sønner dødfødte og tre af de øvrige sønner, samt en datter døde som små. Hertil kom, at en af sønnerne var psykisk syg og tilmed lam og måtte passes hele sit liv af forældrene.

I 1729 blev Brorson kaldet til et nyoprettet embede i Tønder. Byen, som på alle måder - også kirkeligt - var præget af tysk sprog og kultur, havde nu også brug for en dansk præst. Og det blev så Brorson.

Som præst i Tønder var det Brorsons store tanke at skabe en pietistisk salmesang på dansk.

Julehøjtiden nærmede sig, og Brorson gik nu igang med et hæfte, hvori vi finder hans første julesalmer, blandt andet I denne søde juletid. Senere kom så julesalmerne Den yndigste rose er funden, Her kommer Jesus, dine små og den storladne Mit hjerte altid vanker. I 1739 blev salmerne samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie.

Biskop i Ribe

Præstetiden i Tønder blev forholdsvis kort. Allerede i 1737 blev Brorson stiftsprovst i Ribe og i 1741 biskop. Han havde vist mest lyst til at takke nej til embedet. Hans hustru var netop død og han selv derfor knuget af sorg. Han tog imidlertid imod embedet og blev da også gift igen året efter med Johanne Riese, der var svigerinde til hans bror.

Brorson blev i Ribe en meget populær prædikant, der fyldte den store domkirke til sidste plads. Ja, det siges, at man ovenikøbet måtte bruge gulvet for at få plads til de mange tilhørere.

Han rejste sit store stift tyndt, og glædede sig når han kom ud til sogne, hvor den pietistiske vækkelse havde skabt nyt kirkeliv. Og så var han meget optaget af at fremme undervisning for børn og unge i kristendommens indhold.

Hertil kom, at han var en flittig og dygtig administrator, der havde styr på sit stift. Han tog sig meget af præsterne. De blev sat i rette, hvis de ikke levede op til det, der ifølge Brorson skulle være idealet af en præst.

Men han var også mild, overbærende og yderst hjælpsom, når der var krise og nød i en præstegård. Han passede da også sine embedspligter trods sygdomsperioder og tiltagende svaghed. Han døde i 1764, 70 år gammel.

Det særlige ved Brosons salmer

Der er mindst to ting, der kan fremhæves ved Brorsons salmer. Det ene er den pietistiske tone. Det andet er den danske sprogtone.

Brorsons salmer er inderlige. De taler til den enkelte, til ens "jeg", opmuntrende og appellerende. Hans naturbilleder er utroligt smukke og malende. Selv om han ikke har set et bjerg, så kan han alligevel digte: Den store hvide flok vi se/som tusind bjerge fuld af sne. Eller når den lange vinter bliver et billede på sjælens søgen og venten: Dagene længes, vinteren strenges/vinteren strenges. Og det er svart.

I sproget er der hos Brorson en lethed. Han bruger ikke fremmedord, som det ellers var på mode i tiden - navnlig hos Ludvig Holberg. Han overdriver ikke eller bliver svulstig, som man kunne det i barokdigtningen. Nej, Brorson er i sit sprog slet og ret dansk.

I et enkelt og samtidig elegant sprog gav Brorson udtryk for en kristendomsforståelse, hvor bod, omvendelse og betydningen af Jesu lidelse står i centrum.