Efter den seneste tids heftige debat omkring filmen Det Gyldne Kompas (efter Philip Pullmans bog af samme navn) og dens postulerede slette, grænsende til farlige, indflydelse på en i forvejen trosfattig generation, var mine forventninger naturligvis særdeles høje, før jeg satte mig til rette i biografmørket.

Lad mig afsløre med det samme: jeg forlod salen dybt skuffet - ikke over filmens underholdningsværdi, ikke over skuespilpræstationerne og ej heller over de imponerende digitaliserede effekter. På disse fronter var det positive, at jeg ikke kedede mig, hvilket trods alt gjorde oplevelsen til en værdig adspredelse.

Næ, skuffelsen bestod ganske enkelt i, at jeg, desuagtet en ihærdig indsats, ingen steder kunne få øje på, hvilket budskab i filmen, der i den grad har formået at bringe dele af Den Katolske Kirke i oprør.

Filmens grundfortælling er både velkendt og enkel: Det gode mod det onde, hvor hovedpersonen, den unge pige Lyra, er eksponent for det første, mens Magistratet, en magtfuld, korrupt og skruppelløs institution, selvsagt repræsenterer det sidste.

Fortællingen kan i sin reneste form reduceres til en kamp mellem det selvstændige, kreative og livsbekræftende på den ene side mod det autoritative, ensrettende og totalitære på den anden.

Jovist har vi da at gøre med magi, hekse og de såkaldte "daimoner" (på engelsk "dæmons"), der manifesteres i dyr som repræsentant for menneskets sjæl. Filmens brug af ordet "daimon" har for så vidt ikke særlig meget at gøre med de bibelske dæmoner (udover Pullmans intenderede provokation, naturligvis).