Frikirkerne kan lære af folkekirken

- Jeg er omringet af baptister til daglig. Også under et ophold i USA blev jeg inspireret af baptisterne. En af de ting, jeg har ladet mig inspirere meget af ved baptisterne, navnlig i USA, var den måde, hvorpå de var enormt gode til at gøre menigheden til sådan et kropsligt begreb, forstået på den måde, at de var gode til at skabe fællesskab.

- Som ung kom jeg til baptistgudstjenester i USA, og jeg blev helt målløs over, for det første, hvor mange der går i kirke, men også over, at man havde måltid sammen bagefter, og at kirken havde fodbold- og basketballhold. Det ser jeg, at man også er gode til hos baptisterne i Tølløse.

Frikirkerne kan lære af folkekirkens liturgi

Når samtalen falder på gudstjenesteformer er Poul Joachim Stender helt klar i mælet: frikirkerne kan lære af folkekirkens liturgi. Med den frie tone går man ifølge folkekirkepræsten glip af alt for meget.

- Jeg synes, vi har en kanonflot gudstjeneste i folkekirken. Det er en helt anden gudstjeneste, baptisterne har, og det appellerer altså ikke til mig på samme vis som den lutherske, katolske og den ortodokse. Disse gudstjenester er bundet sammen af nogle helt særlige, gamle liturgiske led, siger han.

Vi skal ikke gå med samme sweater

Selvom Poul Joachim Stender på ingen måde vil bytte sin højmesse væk, har han i flere sammenhænge afholdt tværkirkelige gudstjenester og mener, det er ganske vigtigt.

- Man skal arbejde rigtigt meget sammen! Vi har holdt gudstjenester sammen med baptister og katolikker. Min gode ven, der er katolsk pater, har holdt gudstjeneste i min kirke, og jeg har prædiket i hans katolske kirke. Det mellemkirkelige arbejde er utroligt vigtigt, men det, som jeg synes, virkelig skal understreges, er, at selvom vi er fælles om en masse forskellige ting og kan snakke sammen, så skal vi ikke være ens. Vi kan kommunikere rigtig godt med hinanden, men vi skal ikke være ens. Det er ligesom med et ægteskab, to ægtefæller skal heller ikke være ens. Det har ægtefæller tendens til. De går med samme sweater...

Ufatteligt, at vi ikke kan spise sammen

- Udover med jævne mellemrum at lave fælles gudstjenester er det en vigtig ting at samtale om, hvad der adskiller os, og hvad der forener os. Vi har dog det problem, at katolikkerne og de ortodokse ikke vil spise sammen med os i nadveren, og det er helt ufatteligt, synes jeg. Det forhindrer altså samarbejdet på nogle måder!

Poul Joachim Stender fortæller om, hvordan en fælleskirkelig gudstjeneste i Odense Domkirke engang faldt til jorden, fordi den lutherske biskop blev nægtet at deltage i nadveren og følgelig ikke ønskede at deltage. Det udviser Poul Joachim Stender stor forståelse for.

- Hvis vi kun kan synge og bede sammen, men ikke spise sammen, så er det næsten ligesom at have gæster derhjemme; man hygger sig sammen, man griner og man går ture sammen, det virker som et rigtig godt venskab, men så når der skal spise, nej, så kan de ikke være med. Netop derfor er det vigtigt med et samarbejde med disse kirkesamfund, så der forhåbentligt kan blive blødt op omkring nadverspørgsmålet, mener sognepræsten.

Danskerne trygge ved det offentlige

- Så lang tid, at vi er så mange der er medlemmer af den danske folkekirke, så skal vi også forblive gift med staten ud fra det synspunkt, at kirken har godt af at blive holdt i hånden af staten, og staten har godt af at blive holdt i hånden af kirken. Jeg kan faktisk ikke forstå, at man i baptistiske kredse er så rasende på det her stat-kirke forhold, det er ganske fornuftigt!

- Et godt argument for stat-kirke forholdet er, at danskerne aldrig har været særligt glade for det private, det offentlige er man sådan lidt mere trygge ved. Det fungerer bare. Jeg tror også, at danskerne hellere vil have DSB på trods af forsinkelser, end de vil have nogle af de her private baner, siger Poul Joachim Stender og understreger, at forholdet handler om det principielle i, at Danmark er en kristen nation.

For megen halleluja og viften med armene

På samme måde som Poul Joachim Stender mener, at danskerne er trygge ved folkekirken i kraft af dens relation til staten, oplever han, at den lutherske kirkes liturgi skaber en tryghed og ro i folk, og kombineret med det bedste fra frikirkerne vil det kunne tiltrække mange.  

- Jeg oplever at folk kommer fra frikirkerne og bliver mere tiltrukket af den lutherske kirke. De er trætte af for meget halleluja og viften med armene, og de falder mere til ro i en kirke, der har en anden liturgis rytme, men alligevel forsøger at trække på nogle af de ting, man ser i frikirkerne.

Vi skal tage det bedste fra frikirkerne

Poul Joachim Stender er altså varm fortaler for at lade sig inspirere af frikirkerne og særligt deres evne til at skabe gode fællesskaber.

- Vi skal i folkekirken lade os inspirere af nogle af de ting, frikirkerne gør. Mange af de ting, jeg gør i min kirke, har jeg snuppet fra frikirkerne i USA. Blandt andet det, at man er bedre til at hilse på hinanden, og at man får menigheden til at føle sig som et fællesskab. Det har jeg virkelig ladet mig inspirere meget af fra frikirkerne. Men vi må kunne gøre det bedre i folkekirken, mener han. 

 - Vi skal tage det allerbedste fra frikirkerne og plante det i en luthersk kontekst. Vi har jo som lutheranere en fantastisk smuk grundstamme i vores gudstjeneste, som vi så kan føje nye ting til. For eksempel kan man sætte en storskærm op, så folk kan se ordentligt. Svinge lidt mellem orglet og klaveret. Det kan godt være, jeg gør nye ting, og måske er de provokerende, men hele tiden ud fra den grundstamme, som den lutherske højmesse er.

- Når folk kommer i min kirke, vil de kunne genkende alle elementer i højmessen. Vi har blot udvidet enkelte ting, fordi det skaber et bedre fællesskab i menigheden. Det at hilse på hinanden bagefter giver fællesskab!