Der er simpelthen for lidt i sex i kirken! Eller i hvert fald så sker der for lidt i kirken.

Når det, der tydeligst har passioneret folk mest omkring kirken og Gud, er betydningen af et håndtryk mellem mandlige og kvindelige præster, så er der simpelt hen for lidt sex i kirken.

Eller vi har i hvert fald misset pointen omkring, hvad det er i kirken, som burde skabe passion og lidenskab. For det er faktisk hverken sex eller håndtryk.

Det, som burde tænde, ophidse og skabe passion, er jo Guds mission i denne verden. Den mission, Jesus så tydeligt viser i både ord og handling, og som han mest præcist formulerer i Lukasevangeliet kapitel 4 – nemlig:

- at bringe godt budskab til fattige
- at udråbe frigivelse for fanger
- at give syn til blinde
- at sætte undertrykte i frihed.

Så mens vi er optaget af kvinders stilling i kirken (selvfølgelig skal de anerkendes, men det er virkelig en detalje i forhold til den ovenfor skitserede mission), så prøver Gud på alle mulige måder at gøre folk opmærksomme på hans mission i verden og invitere folk med til at tage del i den.

Når vi misser Guds mission her i verden, så er det, at detaljerne begynder at fylde.

Jeg kan godt forstå, at kvinderne bliver oprørte over ikke at blive anerkendt. Men både for de fornærmede kvindelige præster og de mandlige højrefløjspræster burde det gælde, at de slet ikke har tid til at bruge energi og kræfter på denne detalje i forhold til den store opgave, som Gud har sat dem til at lede – nemlig at tage sig af de fattige, sætte de fangne fri, skabe syn til blinde og sætte de undertrykte fri.

Så mit store ønske for kirken i 2008 er, at vi ikke får tid til at diskutere ligegyldige detaljer, men at vi faktisk bliver optaget af og passioneret omkring Guds mission i verden.