Tro eller spiritualitet?

Denne spiritualitet kender ingen kampe. Ønsker ingen kampe. Den flygter for kampen ved uafbrudt at søge nye æggende oplevelser og i disse en falsk trøst. Troens væsen er kamp. En indre kamp der dagligt kæmpes mod lidenskaber og begær, mod selviskhed og hovmod - mod alt det der gør mig til en fange i mig selv, en fremmed for mig selv og hindrer mig i at gå ud af mig selv og gå den Anden i møde.
Selvspejlingen er selverkendelsens modsætning.

Først ved at gå ud af mig selv ophører jeg med at famle efter mig selv. I mødet med den Anden begynder jeg at opdage mit virkelige jeg. Som Guds billede bliver jeg tydelig for mig selv når jeg spejler mig i Kristus, urbilledet. Denne tydelighed - selverkendelse - skænkes mig i den krise som det indebærer at gå ud af mig selv. Og dermed bliver det at gå ind i min nye frihed, det jeg er skabt til.

Hvor spiritualiteten unddrager sig alle tydelige udtryk og bekendelser, den opfatter alt sådant som begrænsninger, er troen afhængig af en bekendelse. Den siger: "Jeg ved på hvem jeg tror". Den tager afsæt i noget absolut, noget uden for sig selv, nogen hinsides overbevisning og personlige præferencer. Troen har en historie, formidlet af øjenvidner: "Det vi har set og hørt, det vidner vi om". Forkyndelsen, trosbekendelserne og den hellige historie bidrager til at befæste og bevare troen.

Spiritualiteten skænker stærke følelser og trøst, den virker oplivende og inspirerende. For troen er dette måske ikke uvigtigt, men dog af underordnet betydning. Troen stræber mod forvandling. Hellighed. Den vil forene sig med den Anden, blive ét med den anden. Denne bliven ét indebærer ikke sammenblanding eller udslettelse. Her ligger den afgørende forskel.

Troen forholder sig altid til et Du - Jesus Kristus - medens spiritualiteten kun kender et jeg. I troens forening med dette Du forsvinder jeg'et ikke, dér fornyes livet til et billede af den Anden.

Troen der fører sin kamp mod synden, er ikke tilkæmpet som det er tilfældet med mange såkaldte spirituelle oplevelser. Den er en åndens gave. Ikke en intellektuel handling eller en frugt af religiøs anstrengelse. Troen har sin begyndelse i bogstaven - "Hvordan skal de kunne tro på det, de ikke har hørt?" - men skænkes liv gennem Ånden. Ellers ville troens kundskab om Gud være af samme slags som dæmonernes: De "kender til" Gud og bæver. En sådan kundskab om Gud fremmedgør imidlertid, den skaber kun frygt. Troen er kundskab som møde, som kommunion, som enhed og derfor som lovsang og taksigelse - den befriedes dans for den Højeste!

Troen forlader aldrig bogstaven, men går udover den. Den griber det tanken aldrig kan fatte og intet sprog udforske. Troens essens er kærlighed, den tillid der "ved" alt. Kun kærligheden kan holde fast i den Anden. Kun kærligheden finder livet gennem at miste det, går ud af sig selv for ikke mere at leve i sig selv. Kun kærligheden udholder alt, også den sværeste afsky, samtidig med at den indgår en pagt med den Anden. Om alt dette vidner kærligheden med støtte i den gode bekendelse.

Troen er således den kærlighedens spire der får livet til at folde sig ud i fuld blomst. Bekendelsen - og askesen - er den støtte kærligheden behøver, når syndens frostnætter angriber den spirende plante.

Denne artikel stammer fra bogen "Ande och bokstav" og er oversat til dansk af Grethe Livbjerg, som er redaktør for tidsskriftet Levende Vand. Artiklen bringes med tilladelse fra oversætteren.