En dansk folkekirke uden missionsbevægelser

Læs også

flexblock

Tema

Læserne skriver

flexblock

Seneste billedserier

Billedserie: Pavens schweizergarde forøges med 26 mand

Billedserie: Tag med til konfirmation i Nørre Uttrup

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Thomas Moesgaard-Christensen | 24. januar 2008

Der hersker ingen tvivl om, at vækkelsesbevægelserne i Danmark har medvirket til en overordnet styrkelse af den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke. Vækkelsesbevægelserne formåede at gøre kristentroen til et personligt anliggende uden at gøre det privat.

Vækkelsesbevægelsernes forståelse af menigheden som en del af det vintræ, i hvilket kirkens herre selv udgør stammen, har medvirket til en grundfæstelse af kirken, ikke bare som kulturbærende institution, men som forkynder af et evangelium til frelse og trøst til alle. Vækkelsesbevægelserne har gjort folkekirken folkelig.

Det er sagt at en vækkelse kun holder i fire generationer, og nu er tiden nok kommet hvor man må spørge sig selv om vækkelsesbevægelserne har en fremtid folkekirken. Og om kirken har en fremtid uden vækkelsesbevægelserne.

Man siger, at en folkelig bevægelse traditionelt set bevæger sig i fire stadier: Man - Movement – Machinery – Monument. Der er både profeti og realisme i den forståelse af udviklingen: Fra menneske til bevægelse, så til maskineri og sidst – monument. Meget peger på at kirken for mange af dens medlemmer i dag er et symbolfyldt og ikke uvæsentligt monument - men dog et monument. Kirken er ikke længere bygget af levende stene; den er blevet til et sted i landskabet. Men hvad betyder en sådan selvforståelse for kirken?

Annonce

Det almindelige præstedømme, som Spener understregede for at komme præstevældet til livs, har overgivet ansvaret for kirkens aktiviteter til et særligt uddannet specialkorps af teologer, og kirken, som formelt bryster sig af at være demokratisk, styres nu reelt af præster, på godt og ondt. Hvis det almindelige præstedømme udebliver, hvad forkyndes så - og til hvem? Og hvem holder øje med teologerne, hvis ikke menigheden forbliver oplyst og vagtsom – og altså er at finde i kirken?

Netop teologiens og troens folkelige forankring og forkyndelsen til personlig tro og liv har været vækkelsesbevægelsernes adelsmærke og er det stadigvæk. Arven findes present i vækkelsesbevægelsernes egen selvforståelse: De missionske er i mission; de grundtvigianske er folkeligt forankrede i sognet. Men en traditionsbåren selvforståelse lukker sig ofte om sig selv, og dermed finder man ofte den særlige art kirkelig folkelighed, som vækkelsesbevægelserne dyrker, i lukkede, små cirkler. I princippet sker det stadig indenfor kirken, men som oftest mere eller mindre uden for folkekirkens rammer. En sådan selvforståelse avler derfor også en hel særlig folkelighed.

Uantastet den rige arv og de fine hensigtserklæringer samler vækkelsesbevægelserne færre og færre til sine aktiviteter. Mest tydeligt ses dette i de såkaldte 'missionske' sammenhænge, hvor missionshuse sælges som aldrig før. Den missionske pointe med "de helliges samfund" og missionshuset som en garant for kirken og det personlige kristenliv ser derfor umiddelbart ud til at lide en stille død. I København, hvor Indre Missions store, nyrenoverede missionshus Bethesda på Israels Plads for nyligt har fejret 150 års jubilæum, fyldes huset således ikke længere kun til bibelstudie, men af universitetsstuderende, der lejer sig ind til undervisning.

For mange kirkeligt engagerede unge fra missionsbevægelsernes egne rækker, har de gamle foreninger ikke den samme tiltrækningskraft som tidligere. Man søger i stedet frimenigheder eller helmenigheder, hvor kirke, studie/bibelkreds og mødeaktivitet kan fås i samme pakke. Det interessante er, at denne siven fra missionsbevægelserne ikke primært skyldes store teologiske uoverensstemmelser, men som oftest er en reaktion mod en gammel foreningskultur. Antallet af evangelisk-lutherske frimenigheder og -kirker er vokset gevaldigt i de seneste år, og en stor del af medlemmerne i disse er rundet af missionsforeningerne. Der siges stadig nej til kvindelige præster, vielse af homoseksuelle og – i større eller mindre grad – økumeni. Teologisk betragtet hviler disse nye menigheder derfor stadig på samme grundlag som vækkelsesbevægelserne, men formår tilsyneladende at bringe arven i spil på en mere tidssvarende måde, der ikke vækker samme kulturelle mishag. Denne bevægelse bør vække til eftertanke i missionsforeningerne, der af og til kan mistænkes for at forveksle konservatisme med lutherdom, for noget tyder på at man kan kombinere klassisk teologi med folkelighed – bare ikke længere i missionshuset.

Men er denne menighedsskabende bevægelse kun udtryk for et kulturelt opgør med sit eget bagland, eller ligger der mere i den? Er det også en reaktion mod folkekirkens ubegrænsede rummelighed, som måske giver en snas mening i akademisk-teologiske kredse, men også afslører, at toneangivende dele af folkekirken har mistet forbindelsen med folket i et misforstået forsøg på at skabe plads til alle? Er det et udtryk for, at folkekirken med sit teologvælde forkynder et evangelium, som ikke længere umiddelbart kan fattes, men hvor man skal have gået på universitetet for at begribe hvad der forkyndes? At folkekirken rent faktisk ikke længere er – folkelig?

Af og til fornemmer man, at missionsforeningerne med deres traditionelle insisteren på dette og hint mødes med skuldertræk eller vrede af deres teologiske opponenter. Måske er bevægelsen hen imod frimenigheder og –kirker en reaktion mod oplevelsen af folkekirkens rummelighed som blot et postulat?

Hvis det sidste er tilfældet, hvilket opblomstringen af Evangelisk Luthersk Netværk og Dansk Oase muligvis vidner om, kan missionsbevægelsernes forståelige og på mange måder udramatiske nedgang ikke kun læses som en trussel mod en bestemt teologi, men mod en bred folkelig forankret folkekirke. Hvis de, der ikke kun går i kirke til jul, ikke længere føler sig rummet i en folkekirkelig kontekst, er der en reel fare for, at kirken ikke længere kan være en demokratisk størrelse med hensyntagen til et aktivt mindretal, men bliver det tavse flertals kirke, hvor skrivebordsteologer forkynder et akademisk evangelium og hersker over kirken.

Og som det sker nu med de halv- og trekvarttomme kirker er kirken så småt i gang med at acceptere begyndelsen på sin egen ende: Nemlig den årlige medlemsnedgang. Kirkelukninger accepteres så småt som en del af kirkens historie. Men når kirken står med en opgave i at forkynde et evangelium, hvis hovedperson sendte sine disciple ud i alverden for at gøre disciple af mennesker, svigter kirken helt enkelt sin herre hvis den ikke fastholder at forkyndelsen skal skabe disciple. En dansk folkekirke uden folk er en teologkirke, uanset hvor folkelig man hævder den må være. Og folk, ja, dem må man nu engang engagere sig med i mission og dialog for at kunne forkynde til tro. Der findes vel ingen lutherske teologer her til lands som vil hævde, at det er indbetalingen af kirkeskatten, der frelser?

I udfordringen, som både folkekirke og missionsforeninger har til fælles, ville det være nyttigt med en brobygning mellem de to. Selvom der lokalt ofte har været opposition mellem de to, må en frugtbar bevægelse for at sikre kirkens fremtid handle om, at kirken stiller sig til rådighed for de, der endnu fastholder kirkens missionale identitet og forkyndelse af evangeliet for al skabningen - uantastet om den skabning så går i kirke eller ej. Og så må der gives rum til de, der ønsker at kirken skal være andet end et hus, man benytter ved særlige lejligheder. De mange aktive og myndige lægmænd og –kvinder må i samarbejde med de landets dygtige præster aktivere vækkelsesbevægelsernes folkelige arv i en kirkelig kontekst - for at bevare kirken som det sted hvorfra folket får forkyndt sin dom og sin frelse. Måske skal missionshusfællesskaberne bryde helt op, opgive sin foreningskultur og rykke definitivt ind i kirkerne for at skabe nyt. Måske skal teologerne besinde sig på en teologi, de har fået at vide, de ikke må bryde sig om. Men noget må ske – for at undgå at folkeligheden lider døden - og for at undgå at folkekirken bliver et sekterisk sammenrend af teologer, der blot selektivt skeler til Jesu missionsbefaling.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Sommerrejse til England

13. - 20.7. Højskolerejse til Nordengland: natur, kultur og gode historier.

www.granada.dk

Gudstjeneste og det grønne

Inspirationsdag d. 4. februar. Ny salme af Hans Anker Jørgensen.

Velkommen !

Hjem for udviklingshæmmede