Rie Andersen |
25. januar 2008
Pilgrimsvandring og valfart har altid været kendetegn på en levende kirke. Sammen med andre moderne pilgrimme begiver jeg mig på vandring langs det grønne krat. På denne rejse oplever jeg det religiøse aspekt af pilgrimsvandringen: Vandringen i det ydre, fysiske landskab afspejler den indre rejse, bønnens vej mod Gud, skriver Rie Andersen
Skoven er Guds grønne katedral. Min længsel efter Gud fører mig afsted. Min ydre vandring foregår i Alstrup Krat i Mariager. Min indre vandring er en vandring i længsel.
Hendes stærke udstråling er slående. Inderlig, smuk, ægte. Kvindelig blidhed og styrke på én gang i blik og stemme. Vandrestøvlerne sidder fast om benene, der ser ud til at være vant til vandreterræn.
Naturfarvede shorts, vandrestav, bolche- stribet bluse og smykke-ikon om halsen. Elisabeth Lidell er pilgrimspræst og lægger an til en vandring i længsel. Bogstaveligt talt. Den ydre vandring er flettet ind i den indre. Med pilgrimsvandringer får troen krop. Evangeliet får ben at gå på. Jeg begynder at bede med mine fødder. Også denne moderne pilgrim henter inspiration fra tidligere pilgrimme. Den hellige
Birgittas bøn fra 1300 lyder:
»Herre vis os vejen og giv os mod til at gå den.« Elisabeth beder:
»Herre vis os vejen« Og alle responderer:
»… og giv os mod til at gå den.«
De 7 pilgrimsord Før vi begiver os af sted på vores grønne rejse, beskriver vores vejleder syv pilgrimsord, som Hans-Erik Lindström, pilgrimspræst i Vadstena, har formuleret:
Langsomhed – enkelthed – fællesskab – bekymringsløshed – stilhed – frihed – spiritualitet/åndelighed. Hvilket længes jeg mest efter? Pilgrimspræsten introducerer den første øvelse: En åndelig samtale om vores tro, tvivl og længsel med afsæt i vores pilgrimsord sammen med en anden i vandretruppen.
Jeg vælger frihed. Interessant nok har min medvandrer også valgt dette ord. Hun har mistet sit barn. Jeg har mistet en, jeg har kær. Begge trænger vi til frihed. Jeg kender hende ikke. Alligevel er fortroligheden, smerten, længslen nær os, mens vores fødder fører os gennem det sommergrønne krat.
At bede med mine fødder
De første kristne kaldtes »dem, der hørte til vejen«. Jesus vandrer i byer, ved bjerge, ved søer – han taler ikke bare til hovedet. Han rører ved mennesker, - han helbreder dem. »Hvordan finder jeg vej?«, spørger de. »Jeg er vejen«, svarer Jesus. Jeg går i fodspor. Manden fra Nazareth.
At leve min tro ud fra føddernes perspektiv. Ikke hovedet. At vandre enfoldigt efter Guds åsyn. Mit sind rører på sig. Gud kalder enkeltpersoner til opbrud. Jeg er enormt udfordret. Vi er helt inde i skoven nu. Elisabeth beder en keltisk bøn, og vi får en ny øvelse i vores spirituelle vandretur. Jeg finder sammen med to mænd. To præster, der begge kunne have været min far. I dag er jeg deres medvandrer. Hverken mere eller mindre. »Tidligt sansede jeg, at jeg var en del af Guds skaberværk«, fortæller den ene og beretter om sit allerførste Gudsbillede. I dag er hans Gudsopfattelse forandret. Jesus, hyrden, der bærer den ene lam, som spræller, er blevet nærværende for ham.
På latin betyder »peregrinus« en, der går over marken, en fremmed. Pilgrimspræsten fortæller om to nedbøjede disciple og deres møde med en pilgrim. De erkender, at det er Jesus, som hele tiden har vandret med dem. »Brændte ikke hjerterne i os, mens han vandrede med os?«, siger de til hinanden, da han er væk. »Lad os løbe retur og fortæller de andre om det.« Vi har fortalt vores troshistorie og delt sorger og glæder med hinanden. Nu fører vores skridt os op ad den grøndækkede høj, plettet med lilla skovblomster. Vandrerstøvlerne når toppen og stiller sig sætvis i to cirkler med pilgrimspræsten i midten. Hun hælder den dybrøde saft op i en lerskål. Slår korsets tegn over brødet, før hun bryder det. Dypper brødet i saften ligesom i den ortodokse kirke. Jesus er nærværende i vores nadver.
”Længslen er det første skridt mod Gud. Begyndelsen til alt.” – Ignatius af Loyola Mit blik zoomer ind på halskæden på hendes bryst. I kæden hænger et smukt ikon af Jesus og Maria. Gyldent. Vi snakker om at læse bibelen som en pilgrimsbog. Adam og Eva blev drevet ud i eksil. Som fremmede. Som pilgrimme. Pilgrimspræsten fortæller mig historien om sin vandrestav. Salme 23 beskriver den kæp og den stav, som er psalmistens trøst. Hendes pilgrimsstav er
smuk og blank. Snørklet i sin udformning og samtidig solid. En personlig gave, kreeret og foræret af faren til en pige fra hendes konfirmandklasse. Faren var skeptisk, men hun formåede at møde ham i dialog. Nu griber hun sin stav, hver gang hun er på vandring. På vej ned ad Hohøj griber jeg fat i hende med mit spørgsmål: »Hvad er det moderne menneskes længsel?«
»At føle sig elsket.« Hun tøver ikke. De fire ord ligger på hendes læber med det samme. »Længslen efter at komme hjem, ud af eksilet - tilbage, til begyndelsen.«
Guds første sprog er stilheden
Elisabeth nævner Moder Teresas ord: »Stilhed fører til bøn. Bøn fører til kærlighed.
Kærlighed til stilhed.« Vi går i stilhed til klostret. Én efter én i række mod Mariager Kloster. På stien med de dybrosa hybenbuske tømmer jeg mine tanker. Mærker Gud er nær. Lige dér i solen.
I det kølige, enkle, lyse klosterrum sætter vi os på træbænke. Der er en bøn, der er blevet bedt siden 1078. En bøn, som opstod på Jacobsvej i Nordspanien: »Gud velsign du vore fjed. Lad os finde, hvad vi søger og til slut nå til målet med glæde.« Vi synger et enkelt vers fra en salme og går atter ud og lader solen strejfe vores kinder.
På vej tilbage fra skoven og klostret registrerer jeg kun svagt de mariager’ske parcelhuse. Hybenroserne dufter stadig i næsen, og jeg samtaler med en ny vandrefælle om, hvordan jeg vil give rum for mit længselsord, når jeg kommer hjem.
Få mere inspiration om pilgrimsvandringer:
»Den lille pilgrimsbog« af Elisabeth Lidell, Religionspædagogisk Forlag og på www.pilgrimsvandring.dk
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano