Bibelen rummer forskellige meninger om faste

Når israelitterne have syndet, fastede de ofte i håb om at genvinde Guds velvilje. (Dommerbogen 20,26 og 1. Samuelsbog 7,6).

Udvendig fromhed
Selvom praksis med at faste således er en velkendt og udbredt religiøs praksis i Det Gamle Testamente, findes der også kritik af fasten i Bibelen.

Profeten Esajas kritiserer således fasten for at være udvendig fromhed, der fjerner opmærksomheden fra at gøre gode gerninger:

"Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?
Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg (Esajas' Bog 58, 3-10)

Selvom Jesus selv fastede de 40 dage i ørkenen, tilsluttede han sig Esajas' kritik af fasten som udvendig og hyklerisk og kritiserede især farisæernes praksis med at faste i offentlighed. Faste, mente Jesus, skal foregå i det skjulte:

"Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matthæusevangeliet 6,16 -18).

I modsætning til for eksempel Johannes' disciple, der havde særlige faste-rutiner var dette tilsyneladende ikke tilfældet i Jesu discipelkreds (Markusevangliet 2,18-22).

Jesus påpegede da også, at:
”Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.”

Også Paulus understreger, at skikken med at faste hverken gør fra eller til overfor Gud:

"Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være" (1. Korintherbrev 8, 8-9)

Selvom hverken Jesus eller Paulus tillagde det at faste nogen afgørende betydning, viser Apostlenes Gerninger (13,2), at den tidlige kristne menighed i Antiokia praktiserede faste, ligesom fasten senere blev fast kirkelig praksis.

I dag har de fleste protestantiske kirker ikke nogen særlig fastepraksis, medens faste praktiseres I både den katolske og den ortodokse kirke.