De unge ønsker klare svar

Til gengæld skal der i samtalen gives rum til, at de kan unge kan give udtryk for deres gudsbillede.

- Så er det til gengæld vigtigt, at de spiller tilbage på det, jeg siger og fortæller mig, hvordan de ser på Gud, siger Iben Davids.

”Unge kan bruge andre unges personlige erfaring­er”
Iben Davids henviser ind imellem til andre samtaler og til, hvordan andre unge forholder sig til bestemte problemstillinger og situationer. Hun uddyber:

- Hvis en ung for eksempel spørger mig: ”Hvorfor bliver jeg så vred?” Så kan jeg sige: ”Jeg har oplevet andre unge i en lignende situation, der også blev vrede. Vi gjorde så det, at vi skrev en bøn eller havde et kors, som vi kunne sætte vores bønner op på. Sådanne referencer til andre unges erfaringer kan de unge bruge til noget, siger Iben Davids.

Iben Davids oplever, at de unge, hun taler med, tilbydes nogle temmelig overfladiske værdier i ungdomskulturen. Overfladiskheden gør, at en udefrakommende voksen samtalepartner ofte er i høj kurs. De unge forventer ikke, at hun er ”ung med de unge”. Snarere tværtimod:

- ”De unge synes jo, at jeg er håbløst gammel i forhold til dem. De synes jo slet ikke, at jeg taler ligesom dem. Det kan godt være, at jeg tror, at jeg kender deres verden, men det gør jeg jo ikke. Og det ved de heldigvis godt”, siger Iben Davids.

De unges forældre er til gengæld ikke altid bevidste om, at de ikke tilhører de unges generation. At forældrene giver sig ud for at spille ”på samme boldbane som de unge”, kan gøre dem svære at snakke med om de store spørgsmål i tilværelsen:

- Nogle af de ting, de unge fortæller mig, skulle de egentlig snakke med deres forældre om. Men nogle af forældrene tror jo, at de stadigvæk er unge. Nogle af pigerne siger, at deres mødre klæder sig som dem selv. Som samtalepartner forventer de unge snarere, at man er voksen med alt, hvad det indebærer, slutter Iben Davids.