Frans af Assisi (1181-1226)

Som ung levede Frans, i overensstemmelse med sin fars ønske, et ubekymret liv som handelsmand og soldat med rige venner og luksus. Et år som krigsfange og senere en alvorlig sygdom fik ham dog til at tænke dybere over sit liv.

Da han var midt i 20'erne, begyndte han at afvise sine tidligere venner og fornøjelser, og brugte i stedet mere og mere af sin tid på at bede og meditere, samtidig med at han drog omsorg for de spedalske, datidens mest fortabte samfundsgruppe. Efterhånden blev han klar over, at han måtte forpligte sig til et liv i fattigdom og forkaste sine forældres rigdom.

Herefter gik det slag i slag for Frans. Han solgte de ejendele, han havde fået fra sin far, for at hjælpe med at genopbygge forfaldne kirker i Assisi. Han rejste som pilgrim til Rom og levede som tigger. Han tog Jesus på ordet og gik ud for at udbrede evangeliet uden penge eller vandrestav (Matthæusevangeliet 10,9-10).

Efterhånden fik han også en lille flok af efterfølgere, der ligeledes var blevet inspireret til at opgive deres ejendom og leve et simpelt liv i fattigdom, kyskhed og tjeneste for andre mennesker.

Selv om deres liv var simpelt og fattigt, var det også muntert og fuldt af sang og latter. Efterhånden voksede den lille flok sig større og blev til en rigtig munkeorden, Ordo Fratrum Minorum, "Ordenen af Små Brødre", i daglig tale kaldet Franciskanerne.

I dialog med sultanen
I 1219 drog Frans på pilgrimsfærd til Ægypten sammen med nogle få følgesvende. Dette skete på et tidspunkt, hvor mange kristne fyrster, støttet af kirken, førte krigeriske korstog mod den muslimske verden. Frans derimod gik i dialog med muslimernes sultan, al-Kamil.

De to debatterede, hvilken religion, der var den sande, og Frans tilbød at bevise kristendommens sandhed ved en ildprøve. Hvis Frans ikke blev skadet af ilden, måtte al-Kamil anerkende Kristus som Guds søn. Al-Kamil afslog dog at lade Frans gennemgå ildprøven, men han var så imponeret over Frans, at han lod ham prædikere for sine undersåtter.

Det lykkedes, så vidt vides, ikke Frans at omvende al-Kamil selv til kristendommen. Ikke desto mindre var al-Kamils sidste ord til Frans: "Bed til, at Gud må værdige mig at vise mig den lov og den tro, som behager ham mest."

En tidlig miljøaktivist
Frans havde et helt særligt, ydmygt forhold til naturen og især til dyrene. En af de mest berømte historier om Frans fortæller, hvordan han prædikede for fuglene – og de lyttede. Frans sagde til fuglene, at de skulle være taknemmelige overfor Gud. De fik jo nemlig alt givet af Gud: mad, drikke, bolig og klædning. Det samme havde Jesus fremhævet i sin bjergprædiken (Matt. 6,26).

En anden historie fortæller, hvordan Frans formanede en ulv og skabte fred mellem den og de mennesker, den havde angrebet. Disse historier og mange andre viser, hvordan Frans ikke så på dyrene som simple objekter men som ligeværdige væsner.

Mange af Frans' prædikener kredsede om, at man skulle sørge for at beskytte naturen, sådan som Gud havde befalet ved skabelsen. Frans skrev også en sang til naturen, den berømte Solsang, hvori han priste Gud for alle hans skabninger: sol, måne og stjerner, luft, vand, ild og jord, blomster og planter, liv og død. Det skyldes blandt andet denne sang, at pave Johannes Paul II udnævnte ham til miljøets og økologiens skytshelgen.

Det er ikke kun den romersk-katolske kirke, der har taget Frans til sig som forløber for nutidens miljø-bevægelse.

I 1960'erne og 70'erne blev hans popularitet stor indenfor hippie-miljøet, som i høj grad kunne spejle sig i hans tanker om, at mennesker skulle leve i fred med hinanden og med naturen.

Franco Zeffirelli lavede en film om Frans med dette udgangspunkt og en titel inspireret af Solsangen: Broder Sol, Søster Måne.Se åbningsscenen fra Broder Sol, Søster Måne her: