Emil Fhær |
28. april 2008
- Enhver ved, at jul smager af kanel og påske smager af chokolade, men hvad med Kristi Himmelfartsdag, spørger cand. theol. Lise Lotz, der eksperimenterer med højtidsmad og til Kristi Himmelfart serverer marengsfødder
Cand. theol. Lise Lotz beskriver sig selv som en kvinde med en sød tand og trang til at samle og dele viden. Hendes
blog handler primært om kage og Gud, og det er der en helt bestemt grund til.
Den kage-glade teolog er nemlig mæt af mange ord, men sulten efter at smage kristendommen på alternative måder. Det er også i den forbindelse, at hun rejser spørgsmålet: "Hvordan smager Kristi Himmelfart?"
- Jeg har konstateret, at vi spiser forskelligt til forskellige lejligheder, og at der findes forskellige kager til forskellige situationer. De fleste af os serverer ikke vanilje til påske eller chokolade til pinse. Jeg tror, der kan være forskellige historier gemt i de forskellige smagsoplevelser, siger Lise Lotz til kristendom.dk, og fortsætter:
- Jeg inddrager sanserne, fordi vi husker med alle sanserne. Den rette smag kan hjælpe os til bedre at forstå en given højtid. Desuden er det også sjovt! Jeg vil gerne gribe tingene an fra andre vinkler. Ofte er det bare ord, ord og atter ord, og det ved jeg at mange andre udover mig er trætte af.
Smagen af himmelfart
- Mit bud er, at Kristi Himmelfart smager af noget let og luftigt. For eksempel marengs i form af små fødder og eventuelt noget lakridsfyld. På mange gamle afbildninger af himmelfarten viser man netop Jesu fødder - og hans fodaftryk, som det, der bliver tilbage, fortæller Lise Lotz.
Alternativt foreslår hun lette og luftige kager som for eksempel vandbakkelse.
Kristi Himmelfartsdag skal Lise Lotz skal prædike ved en gudstjeneste i
Sankt Johannes Kirke i København. I forbindelse med gudstjenesten vil hun yderligere benytte lejligheden til at undersøge, hvad denne højtid smager af. Derfor kan kirkens gæster se frem til en udvidet kirkekaffe med et kagebord med bud på smagen af Kristi Himmelfart.
Jesus med lakrids mellem tæerne?
Lise Lotz vil gerne bruge kagerne som et værktøj til dels at huske og dels at forstå kristendommens indhold og bibelhistorierne.
- Havde Jesus mon lakrids mellem tæerne? Det er jo ikke til at vide, men da han fór til himmels, var der gået fyrre dage siden vi hørte om hans sidste fodvask skærtorsdag, fortæller Lise Lotz, og fortsætter:
- Jeg fik i hvert fald associationen "lakrids", da jeg tænkte over, hvad jeg skulle komme imellem de små marengsfødder. Så jeg smeltede hvid chokolade og rørte lakridspulver og lidt salmiak i - og vupti! Lakrids mellem tæerne. Og de smagte faktisk helt godt.
Når smagsløgene åbner ordene
Dorte Kappelgaard, der læser sociologi og arbejder med frivillighed og kreativitet på
Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, byder idéen om at knytte smagsoplevelser til højtider velkommen.
- Det synes jeg er en fantastisk idé. Gentagelser er vigtige, for de minder os om det, vi betragter som sandt og godt, men glemmer eller ikke kan få øje på til hverdag. Vi lever i en kultur, hvor mange ritualer er blevet kasseret og har efterladt os i et vakuum, hvor vi selv skal give alting mening fra minut til minut. Kirkeåret er en suveræn opfindelse, der gør det lettere at være fælles om at huske på de forskellige aspekter af kristendommens indhold, siger Dorte Kappelgaard, der er aktiv i
netværket 2Cbase, hvor man arbejder med kreativitet og kristendom.
Hun mener også, at smagsoplevelser kan være et godt supplement til de mange ord:
- Kristendommen og kirkeåret kan let blive noget, der foregår oppe i hovedet. Ved at lade smagsoplevelser og andre sanseoplevelser følge kirkeåret, kunne man forstærke genkendelsens glæde ved at blive mindet om de forskellige højtider på et helt konkret, fysisk plan.
Der er meget mere at smage på
- I den danske kirkekultur har sanserne ikke været ude af brug. Vi har sunget salmer og sange, vi har lyttet til musik, og vi har måske haft en altertavle og et stykke arkitektur at kigge på, og nadveren har sat smagsløgene i gang. Men der er så meget mere, man kunne gøre. Vi mangler nogle hovsa-oplevelser, der minder os om gamle sandheder på nye måder. Det kan kunsten og sanserne give os. Tænk på skærtorsdag, hvor disciplene hørte Jesus sige, at de skulle spise hans kød. Den chok-effekt bliver svær at slå, siger Dorte Kappelgaard, der netop nu skriver på sit afsluttende speciale om kreativitet i frivillige ungdomsorganisationer.