Den syvende og sidste aften, græd jeg hele vejen hjem fra Simon Peters Kirken. Det var ved at blive mørkt, fuglene sang stadig, dem ænsede jeg knapt. Jeg gik med en knugen i maven af ked af det-hed. Til forskel fra den første aften, hvor det var bælgmørkt og hvor jeg gik op til Simon Peters Kirken med en knugen i maven af nervøsitet og uvidenhed.

Men denne syvende aften måtte jeg tage afsked med et helt specielt åndeligt fællesskab, som jeg før dette forløb med Kristuskransen aldrig havde oplevet før. At jeg kunne føle sådan en samhørrighed med en gruppe mennesker, jeg aldrig havde mødt før, havde jeg ikke troet var muligt. Syv aftener med fjorten dages mellemrum havde ændret mit liv radikalt.

Vores åndelige vejleder Jette Dahl, havde med hendes udstråling og entusiasme givet mig og andre så meget med på vores vej. Jeg husker tydeligt en af hendes første sætninger om Kristuskransen: "Beslut dig for at ville den", og det gjorde jeg.

Fra første gang jeg havde den i hænderne og begyndte at lære den første perle - Gudsperlen - at kende, kom jeg til at holde af den. Og den kom for hver gang, vi var sammen, til at betyde mere og mere, efterhånden som jeg lærte de forskellige perler og bønner og tankerne bag dem at kende. Fra første aften gik jeg med Kristuskransen (som er et armbånd) altid og gør det stadig. Jeg kan bønnerne udenad og bruger dem, både når jeg er glad eller bekymret.

Jeg kan huske at jeg meldte mig til kurset om Kristuskransen, fordi der stod, at det var en måde at få Gud med i hverdagen på. Og det har jeg fået. Gud er blevet nærværende og "kommet i øjenhøjde". Jeg bruger Gud og støtter mig til Ham i hverdagen.

Gennem Jette Dahls oplæg og vores gruppesnakke er Gud blevet afmystificeret og en naturlig del af hverdagen. Det er ikke længere noget, som kun foregår i kirken om søndagen, nej han er med mig, hvor jeg går og står. Jeg taler til Ham og beder til Ham.

Det at gennemgå Kristuskransen hver dag, gør det mere "håndgribeligt" og lettere at forstå. Igennem de syv aftener, hvor en eller flere perler er blevet gennemgået, og hvor vi i grupper har snakket om vores Gudsforhold udfra nogle spørgsmål, er jeg blevet i stand til at udtrykke mig om min tro og mit Gudsforhold. Jeg er alene, men føler mig ikke længere så ensom, fordi Gud er med mig. Tingene omkring Gud er i dag mere jordnære og hverdagsagtige og kan bruges som støtte i en travl og til tider svær hverdag.
 
Mette Ellerkamp, Kolding.