Send artiklen Kristuskransen - min trøster og min redningskrans til din ven.
Kristuskransen - min trøster og min redningskrans
Kristuskransen er altid hos mig. Den holder mig på plads og fortæller mig hvor jeg hører hjemme. I Guds grænselæse kærlighed og barmhjertighed, skriver Signe Ladekjær Johansen
For godt tre år siden blev jeg udsat for en faldulykke og pådrog mig en alvorlig hjernerystelse. Jeg fik så svære senfølger efter ulykken, at det fik fatale konsekvenser for mit liv – og det på flere måder.
Kort tid før ulykken stiftede jeg bekendtskab med Kristuskransen. Da jeg efter ulykken blev så svag og måtte se mange tab i øjnene, fandt perlerne vej til mine hænder og jeg husker jeg kun magtede ordene – ”Herre forbarm dig over mig”!
Jeg var ved mit livs kant. Så ud over afgrunden. Var totalt magtesløs og kunne intet i egen kraft. Da erfarede jeg, at Gud er, hvor spurven falder – at Hans hænder greb mig og bar mig. Ikke min egen tro, men jeg faldt ud i noget, der var langt større og ubeskriveligt - jeg faldt ud i Guds grænseløse kærlighed, omsorg og barmhjertighed.
En lang, lang ”ørkenvandring” lå foran mig. Men jeg var ikke alene på de golde stier. Han holdt mig i live og gav mig kraft til hver ny dag. Men kun til én dag af gangen. Ligesom israelitterne i ørkenen kun fik manna til en dag af gangen. Her i ørkenen lod Gud mig se Ham på ny!
Annonce
Jeg kunne ikke læse, men perlerne i min Kristuskrans kunne jeg gribe om, og de små bønner havde jeg lært. Hver perle blev som en port til et univers, hvor Gud tog mig med hen og gav sig til kende for mig på ny.
Nu efter godt tre år ser jeg tilbage på det, der blev begyndelse på ”mit nye liv”. I mit livs krise lå kimen til nyskabelse gemt. Måske bliver jeg aldrig helt rask igen. Selvfølgelig har jeg råbt og tryglet Gud om at gøre mig rask, men jeg har også erfaret, at det var gennem det, der blev mit kors, at det allerstørste hændte for mig, og derfor hviler jeg nu i, at Gud ved bedst.
Dette forår har jeg kunnet følge et lille kursusforløb om Kristuskransen. Det foregik i folkekirken, og det åbnede for nye dybder og rigdomme for mig.
Kristuskransen er altid hos mig. Den holder mig på plads og fortæller mig hvor jeg hører hjemme. I Guds grænselæse kærlighed og barmhjertighed.
Signe Ladekær Johansen
Kort tid før ulykken stiftede jeg bekendtskab med Kristuskransen. Da jeg efter ulykken blev så svag og måtte se mange tab i øjnene, fandt perlerne vej til mine hænder og jeg husker jeg kun magtede ordene – ”Herre forbarm dig over mig”!
Jeg var ved mit livs kant. Så ud over afgrunden. Var totalt magtesløs og kunne intet i egen kraft. Da erfarede jeg, at Gud er, hvor spurven falder – at Hans hænder greb mig og bar mig. Ikke min egen tro, men jeg faldt ud i noget, der var langt større og ubeskriveligt - jeg faldt ud i Guds grænseløse kærlighed, omsorg og barmhjertighed.
En lang, lang ”ørkenvandring” lå foran mig. Men jeg var ikke alene på de golde stier. Han holdt mig i live og gav mig kraft til hver ny dag. Men kun til én dag af gangen. Ligesom israelitterne i ørkenen kun fik manna til en dag af gangen. Her i ørkenen lod Gud mig se Ham på ny!
Nu efter godt tre år ser jeg tilbage på det, der blev begyndelse på ”mit nye liv”. I mit livs krise lå kimen til nyskabelse gemt. Måske bliver jeg aldrig helt rask igen. Selvfølgelig har jeg råbt og tryglet Gud om at gøre mig rask, men jeg har også erfaret, at det var gennem det, der blev mit kors, at det allerstørste hændte for mig, og derfor hviler jeg nu i, at Gud ved bedst.
Dette forår har jeg kunnet følge et lille kursusforløb om Kristuskransen. Det foregik i folkekirken, og det åbnede for nye dybder og rigdomme for mig.
Kristuskransen er altid hos mig. Den holder mig på plads og fortæller mig hvor jeg hører hjemme. I Guds grænselæse kærlighed og barmhjertighed.
Signe Ladekær Johansen
