Til tider kan der være gode grunde til at provokere. Evangelierne er fyldt med historier om, hvordan Jesus med sin opførsel hele tiden provokerede og udfordrede de religiøse autoriteter, skriver Andreas Thom til to mænd, der spørger til tatovering af kristne symboler.
- Leif Tuxen.
10. juni 2008
Noget af det særlige i kristendommen er, at der findes meget vide grænser for, hvad man kan tillade sig, skriver sognepræst Andreas Thom i kristendom.dks brevkasse
Spørgsmål 1:Kære brevkasse
Jeg vil virkelig gerne have en tatovering på ryggen med et kors, men kom til at tænke på, om det har nogen negativ betydning, at det sidder på ryggen?
Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt mig, bare et eller andet med om man vendte ryggen til GUD ved at have det på ryggen? Eller om det overhovedet har nogen betydning. Jeg vil jo nødig støde nogle trosretninger ved det.
Med venlig hilsen
Morten
Spørgsmål 2: Kære brevkasse
Jeg ved, at det er blasfemisk at udtale Guds navn, men er det også blasfemisk at få tatoveret Guds navn på hebræisk, altså det originale, hvor der ikke er vokaler?
Jeg har en del kristne tatoveringer: ICHTHYS på græsk, IHS, et kors, labarum med alfa og omega. Og så tænkte jeg, at gerne ville have Guds navn. Men kun hvis det ikke er blasfemisk.
Med venlig hilsen
René
Svar:Kære Morten og René
Jeg svarer på jeres spørgsmål samtidig, da jeres spørgsmål går ud på noget af det samme. I begge er interesseret at få et religiøst symbol, udtryk eller navn tatoveret på jeres krop. Morten spørger, om det har nogen betydning om et kors bliver tatoveret på netop ryggen – ja om det måske er blasfemisk. René mener at vide, at det er blasfemisk at udtale Guds navn, men er det også blasfemisk at få det tatoveret på sin krop?
Til fælles har I først og fremmest spørgsmålet om blasfemi – hvor går kristendommen grænser for, hvordan man kan tillade sig at omgås religiøse symboler og det kristne trosindhold?
Lad mig prøve at svare. Noget af det særlige i kristendommen er, at der findes meget, meget vide grænser for, hvad man kan tillade sig. Apostelen Paulus, som er hovedforfatteren af de mange breve, som udgør Det nye Testamentes sidste halvdel, formulerer det således, at alt er tilladt, men ikke alt gavner.
At Gud skulle kunne blive fornærmet er simpelthen ikke inde i kristendommens forestillingsverden. For Guds skyld kan du gøre, hvad der passer dig. Du kan forbande Gud, gøre nar af Gud, overtræde alle tænkelige religiøse bud, som du overhovedet kan komme i tanke om.
Når det gælder forholdet mellem dig og Gud, så har det ikke noget at sige. Men når det gælder forholdet til andre mennesker, så har det pludselig stor betydning, hvad du gør. Hvis du for eksempel fornærmer andre mennesker ved at gøre nar af religiøse symboler eller skikke med intet andet formål end at fornærme, så burde du måske i virkeligheden lade være.
På den anden side kan der også til tider være gode grunde til at provokere. Jesus gjorde det faktisk selv konstant. Evangelierne er fyldt med historier om, hvordan han med sin opførsel hele tiden provokerede og udfordrede de religiøse autoriteter. Han overholdt ikke jødernes helligdag, sabatten, han overholdt ikke de religiøse spiseregler, og han respekterede ikke de religiøse autoriteter.
Formålet var at gøre opmærksom på, hvad der var vigtigt i menneskets forhold til Gud, og hvad der ikke var vigtigt. Det vigtigste, sagde Jesus, er hensynet til medmenneskene. Hvis du vil ære Gud, skal du gøre det ved at ære dine medmennesker. Religiøse regler og skikke må underordne sig buddet om næstekærlighed, og kommer de på tværs, må de vige.
Jesu provokation var nødvendig, fordi den hjalp med til at klargøre, hvad kernen i forholdet til Gud er: forholdet til næsten. Men hvis det bare drejer sig om en provokation for provokationens skyld, er det mere problematisk. Der kan man ende med at gøre mere skade end gavn.
For eksempel er det i hvert fald meget åbent for fortolkning, om Muhammedtegningerne har hjulpet med til at fremme næstekærlighed og medmenneskelighed – min helt personlige mening er, at det har de ikke.
Når det drejer sig om sådanne tatoveringer, som I har i tankerne, vil jeg dog vurdere, at I kan være ganske rolige. Jeg tror ikke, at det vil have den store forargende effekt. Det kan godt være, at der vil blive rejst et par øjenbryn her og der, og folk vi helt sikkert lægge mærke til det, men det kan måske få dem til at spørge, hvorfor I har religiøse symboler på jeres kroppe, og det kan lede til rigtig gode diskussioner.
Morten spørger om det har nogen bestemt betydning, at korset bliver tatoveret på ryggen. Hvis det har nogen betydning, vil jeg mene, at det er en positiv betydning. Jesus bar, når alt kommer til alt, også sit kors på ryggen på vej til Golgatha.
Med hensyn til forbuddet om at udtale Guds navn, så er det ikke et kristent forbud, men hører til i visse jødiske kredse. I behøver altså ikke at være bange for blasfemi, men I kan med god samvittighed lægger jer under nålen.
Bedste hilsner
Andreas Thom,
sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano