Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Indy uden kant til din ven.
Indy uden kant
Indiana JonesDen nye Indiana Jones film mangler det de andre havde: nemlig at skabe en forståelig fællesnævner, så vi blev mindet om, hvem vi er, og hvor vi har hjemme, mener Jens Fønss-Jørgensen.
- Foto fra den officielle hjemmeside.
Tema
Eksterne links
Den længe ventede fortsættelse af Indiana Jones´ bedrifter skuffer ved ikke at være vedkommende underholdning, skriver cand.mag. i filosofi Jens Fønss-Jørgensen
Indiana Jones har siden den første film Raiders of the Lost Ark fra 1981 fået sin faste plads som popkulturelt erindringsbillede for mere end en generation af mennesker rundt om på kloden. Besynderligt, kunne man tilføje, idet temaet for alle fire film er såre simpelt: helten med en mission uddeler øretæver og nedlægger kvinder undervejs.
Man skal dog huske på, at der findes to former for gode historier: den, der underholder, og den, der underholder samtidig med at være vedkommende. Til og med 1989 tilhørte filmene om Indiana Jones sidste kategori, men jeg må med ærgrelse konstatere, at den sidste i rækken på just dette felt skuffer fælt.
Som mennesker er vi alle sat i en kulturel og historisk ramme, der udgør en stor del af den enkeltes selvopfattelse, og netop derfor kan fortællinger, der inddrager elementer fra denne ramme, fungere som sindbillede af den menneskelige sjæl. George Lucas valgte i Raiders of the lost Ark, samt The Last Crusade at lægge fokus på kristendommen som historisk og arkæologisk fænomen, hvorved han ikke alene ramte plet i forhold til den kristne selvforståelse, der jo netop er bundet i den historiske tid, men tillige formåede at gøre det underholdende vedkommende.
Annonce
Her fik vi tilfredsstillet behovet om fortællingen og genfortællingen af det, som hører os (kultur-) kristne til. Det vil sikkert være at gå for langt at sammenligne The Last Crusade med en børnebibel, men effekten af begge er omtrent den samme: vi forbindes i en forståelig fællesnævner og bliver som sådan mindet om, hvem vi er, samt, hvor vi har hjemme. Popkultur eller ej – dette var, hvad makkerparret Lucas/Spielberg formåede at fremmane for nitten år siden.
Man skal dog huske på, at der findes to former for gode historier: den, der underholder, og den, der underholder samtidig med at være vedkommende. Til og med 1989 tilhørte filmene om Indiana Jones sidste kategori, men jeg må med ærgrelse konstatere, at den sidste i rækken på just dette felt skuffer fælt.
Som mennesker er vi alle sat i en kulturel og historisk ramme, der udgør en stor del af den enkeltes selvopfattelse, og netop derfor kan fortællinger, der inddrager elementer fra denne ramme, fungere som sindbillede af den menneskelige sjæl. George Lucas valgte i Raiders of the lost Ark, samt The Last Crusade at lægge fokus på kristendommen som historisk og arkæologisk fænomen, hvorved han ikke alene ramte plet i forhold til den kristne selvforståelse, der jo netop er bundet i den historiske tid, men tillige formåede at gøre det underholdende vedkommende.
Skuffelsen over Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull udspringer derfor ikke overraskende af, at historien er så godt som blottet for vedkommende indhold, selvom filmen ellers får en fremragende start. Vi skriver 1957, den kolde krig er på sit højeste, og atomalderen har indvarslet en tid, hvor troen på jordens undergang ikke længere er forbeholdt religiøse dommedagssekter. Skildringen af, hvad der for en Indy i 1938 må betragtes som det ultimative dystopiske syndefald, udføres med stilsikker perfektion af Spielberg.
Herfra bevæger filmen sig desværre over i det rene pjat, hvor realismen (selv inden for genren) ofres på bekostning af underholdning i form af tomme kalorier. Lavpunktet indtræffer med filmens (anti-)klimaks, der afslører, at det såkaldte krystalkranie har forbindelse til ikke alene rumvæsner, men sågar inter-dimensionelle rumvæsner, som tilsyneladende har lært de meso-amerikanske folkeslag alt om landbrug og husdyrhold. Hvordan denne viden så formåede at diffundere hele vejen over til Mesopotamien, kan vist kun besvares med en teori, der er lige så tåbelig som historien i Kingdom of the Crystal Skull.
Naturligvis kan det aldrig være et krav til en eventyrfilm, at den forholder sig korrekt til historien, men forcen ved mesterværker som The Last Crusade var netop, at det eventyrlige i det mindste havde rod i noget, der foregav at være historie, hvorved handlingen undgik ligegyldighedens massegrav.
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
