En bog til feriekufferten

Frihed er et yndet emne i vor tids åndelige litteratur. Har ikke den moderne kultur i flere århundreder været præget af stræben efter frihed, men også af, at en tilstræbt frihed endte i slaveri?

Vi tilskriver ofte ydre omstændigheder årsagen til vores manglende frihed, men forfatteren viser med eksempler hentet hos mennesker i så forskellige omstændigheder som Therese af Lisieux i klostrets klausur og Etty Hillesum midt i jødeforfølgelsen og i kz-lejr, at man kan være totalt fri, selv om man - frivilligt som nonnen eller tvunget som kz-fangen – ikke har, hvad man normalt forstår ved frihed. 

Det er nemlig i vore hjerter, vi er indespærrede, fordi de er trange, fanget i egoisme. Men den, som ved, hvordan man elsker, vil aldrig føle sig indespærret.  Vores vanskelighed i at elske skyldes, at vi lider af brist på tro og håb.

De kristnes suveræne frihed består i, at vi med Helligåndens hjælp under alle omstændigheder har mulighed for at tro, håbe, elske.
Og netop det er hellighedens vej.

I læsningen af denne bog opvækkes det slumrende håb. Den, som hele sit liv har længtes efter hellighed – og er denne længsel ikke vores grundlængsel? – får her nyt håb. Vi er jo skabt i Guds billede med det mål for vort liv, at billedet skal blive til lighed, eller med andre ord: At vi skal få del i guddommelig natur. Men mange skuffelser kan have gjort os nøjsomme, for det bliver jo ikke bedre. Og så ræsonnerer vi: jeg kan lige så godt give op, jeg når aldrig målet.

Over for denne holdning af opgivelse, som i grunden er såret hovmod, eller, som forfatteren skriver: et indre sår, der behøver at læges, fremhæves vort tids store mystiker, den hellige Faustina, som i sin dagbog skriver: ”Må ingen – ikke engang det mest svage og elendige menneske – så længe det lever - tvivle på muligheden for at blive en stor helgen. For stor er den guddommelige nådes magt”.

Denne bog giver os et kærligt spark: Se så og opvæk dit håb. Du får af Gud så meget, som du håber på.

Muligheden at blive helgener er den dåbsdragt, vi blev iklædt, da vi tog imod det sakramente, som gør os til Guds børn.

Bogens hovedtema er, at det er fremvæksten af de tre guddommelige dyder: tro, håb og kærlighed, som giver os den sande frihed. Af dem er håbet den, der driver de andre frem. 

Og så må både den spanske karmelit Johannes af Korset og den franske forfatter Charles Pégui på bane. Johannes forener håbet med den åndelige fattigdom: Jo mere tom, jeg er på mit eget, jo større plads kan håbet få. Og det er ham, der mere end nogen anden betoner, at Gud giver os i forhold til vort håb. Pégui kalder håbet for den lille søster, der trækker troen og kærligheden frem – men også den kraft, som skaber ”nye sjæle af allerede opbrugte sjæle, sjæle som stiger op af sjæle, som har lagt sig til ro”.

Når tanken på, hvor lidt fremskridt, vi har gjort, vil vælte os, må vi udføre en akt af tro: ”Tak min Gud for alt i mit tidligere liv. Jag tror fuldt og fast, at du kan finde noget godt i alt det jeg har gjort. Jeg vil ikke fortsætte med at græmme mig, men beslutte mig for at i dag begynde  fra nul. Med en tillid, som om hele min fortid bestod af trofasthed og hellighed”. Intet ville glæde Gud mere!

Under læsningen dukkede gang på gang den tanke frem: Hvad ville ske, hvis alle Nordens kristne læste denne bog og levede efter den? 

Se www.catholica.se