Ifølge intelligensforsker, professor Helmuth Nyborg, er religiøse mennesker i gennemsnit dummere end ikke-troende. Og hvad så! Tro handler ikke om det, der kan måles og vejes. Heller ikke forudsætningerne for tro hos det enkelte menneske kan måles og vejes.

Selvfølgelig er det, set fra et bare almindeligt fornuftigt perspektiv, dumt at tro. Tro på Gud, på Jesus, engle, opstandelse og evigt liv. Det er jo slet ikke sikkert, det vi her har at gøre med. Tværtimod, så er det fuldstændigt usikkert, ukontrollerbart og ustyrligt. Hvem kan fjernstyre en engel? Kristentroen strider mod al mulig såkaldt sund fornuft og kølig intelligens. Sådan som det lille barn gør det med sin tro og bøn i sin totale og enfoldige insisteren på, at der må være føde, næring, væske og varme at få. ”Hvis ikke I bliver som børn…” Salige er de enfoldige. Det er der bare ikke så meget at gøre ved. Og er den første enfoldighed gået tabt, så må man satse på en anden (se Paul Ricæur om ”den anden naivitet”), for dumhed forlanges i troens sager.

Jeg læser for tiden ”Norrlands Akvavit” (2007) af skæve svenske Torgny Lindgren. Om den 83-årige Olof Helmersson, tidligere vækkelsesprædikant, som i et dalstrøg i Västerbotten for 50 år siden omvendte og frelste 416 sjæle. Det har han nu fortrudt. Helmersson er blevet ateist og er nu taget tilbage for at ”rulle frelsen tilbage”. Men kan man det? Olof Helmersson ”han fornægtede sandelig alt, hvad han før i tiden - for en menneskealder siden - havde bildt sig ind, at han troede på og alt, hvad han i sin barnlighed havde anset for helligt. Det havde taget ham årtier at nå frem til denne befriende fornægtelse. "Gudsfornægter, det bliver man ikke i en håndevending!” Og som det allerede her i romanens begyndelse ligger klart, så bliver det meget vanskeligt i en verden hvor blinde ind imellem ser klart, og døve hører og tror på andet og mere mellem himmel og jord end det, der kan måles og vejes, at komme igennem med sit eget desillusionerede syn på tilværelsen. Det sortsyn, som nok i virkeligheden er det væsentligste i den gamle mands omvendelse til ateismen.

Nej, kom ikke (med nok så fine intelligenstester og frontallapforklaringer) og sig os, at det i nogen særlig grad handler om intelligens og klogskab for at vride sig fri af religiøsiteten og Gudstroen. Det handler mest af alt om desillusion. Den vil jeg selv gerne undgå - om muligt - til min død. Så, kort sagt: Hellere leve på en illusion end i desillusion. Og, når det kommer til stykket: Hvem ved…? Så: Hvor dum kan man være?