Vil du gerne på pilgrimsrejse, men forhindret på grund af sygdom eller manglende midler, skal du ikke fortvivle. Du kan nu tage på pilgrimsrejse via e-mail
For at give alle mulighed for at tage på pilgrimsrejse har Jomfru Maria kirken på den græske ø Tinos lanceret en digital pilgrimsservice. Det skriver Ritzau.
På den måde kan man vise sin hengivenhed ved at sende sine bønner på en mail, som efterfølgende vil blive læst op foran et Jomfru Maria ikon.
- De, som ikke har mulighed for at besøge den hellige ø Tinos og bede for ikonet, kan skrive en e-mail til os, og så vil vi med glæde sende en velsignelse tilbage, skriver kirken på hjemmesiden im.syrou.gr
Præsten, der leder servicen, har udtalt til den græske avis Ta Nea, at han modtager tyve e-mails om ugen.
Jomfru Marias ø
Tinos er en af Grækenlands helligste pilgrimsdestinationer, og hvert år kommer mange pilgrimsrejsende forbi øen.
Øen kaldes Jomfru Marias hellige ø, og Jomfru Maria hædres her for sine helbredende kræfter.
I byen Horá finder man Jomfru Maria kirken, på græsk kaldet Panaghía Evangelístria. Denne kirke danner rammen for tilbedelsen af Jomfru Maria.
Specielt den 15. august, datoen for Jomfru Marias død og optagelse i himlen, valfarter ortodokse grækere til kirken for at bede foran det hellige ikon.