Netop hjemvendt fra USA er en af de første artikler jeg læser i en dansk avis, at de teologiske fakulteter i Århus og København plages af rekordstore frafald - også dette år.

Allerede i år 2000, hvor jeg begyndte mit studium i Århus, var der foruroligende få ansøgere (omkring 100, så vidt jeg husker - der er 37 tilbage). Men problemet blev endnu mere alvorligt af, at omkring 60 % af de studerende forlod teologistudiet i løbet af de første to år!

I de første år af mit studium blev teologi på Aarhus Universitet fornyet, så man f.eks. ikke havde alle de tunge og opslidende sprogfag på de første år.

Set i det store hele har jeg været godt tilfreds med mit studieforløb på det teologiske fakultet i Århus: Jeg har naturligvis haft fag, som jeg syntes var decideret uspændende, men hvilket studie kan prale af at have fag, som alle elsker? Men for den største part har jeg været forkælet med spændende fag og dygtige undervisere (igen naturligvis med undtagelser!)

Når jeg kigger tilbage på min tid som teologistuderende, så må jeg sige, at det næppe er studieforholdene, der får de studerende til at forlade studiet i hobetal. Der er da naturligvis nok et par stykker, der ville have gavn af at blive taget lidt i hånden, når de begyndte på studiet (selv ville jeg virkelig have haft gavn af det!)

Men hvis jeg skulle pege på ét eneste punkt, der virkelig betyder noget for antallet af ansøgere, og ikke mindst på antallet af frafaldne studerende, så er det noget helt andet end studiemiljøet, jeg vil pege på:

Motivationen til at forsætte et studium, hvor man jævnligt overvejer, hvorfor man dog sidder og oversætter hebraiske tekster eller græske ditto, kommer ikke kun fra studiemiljøet, men også fra, hvad man kan bruge studiet til, når man endelig engang er færdig.