Morten Skovsted |
7. august 2008
Det er egentlig meget fint, at danskerne har et rimelig uklart og svævende billede af, hvad kirken og den kristne tro er for noget, skriver sognepræst Morten Skovsted
Forrige sommer kom der en amerikansk gæsteprofessor til Århus Universitet. Han hed Phil Zuckerman, og han kom for at undersøge danskernes tro og deres forhold til kirken.
Han var kommet, fordi der var noget, han ikke helt kunne få til at gå op. På den ene side kom han fra et land, hvor man har et tæt forhold til kristendom og endda kalder landet for ”Guds eget land”. Rigtigt mange går i kirke, beder bordbøn, læser i Biblen. Og fortabt er den amerikanske politiker, der glemmer at slutte en tale med at bede Gud velsigne Amerika. På den anden side har man i dette tilsyneladende kristne land dødsstraf, millioner af hjemløse, høj kriminalitet, stor ulighed og en aggressiv udenrigspolitik, der gang på gang fører landet i krig. (Alt dette er Phils egne ord)
På den anden side har vi så Skandinavien, som ifølge gængs amerikansk opfattelse er det mest ugudelige sted på jorden. Sådan er det kendt. Vi går ikke i kirke, vi beder ikke, vi er letlevende, vi bliver skilt, vi var de første til at frigive pornoen, den frie abort og homoseksuelle ægteskaber. Men samtidig har vi fred og en udpræget lighed i samfundet. Vi tager os af de syge, de ældre og de svage.
Alt det undrede Phil… Og han satte sig for at undersøge, hvordan det forholdt sig med dette ukristelige paradis. Hvordan er det egentlig med disse ugudelige danskere og deres tro og kirke?
Resultat udkommer snart både i USA og Danmark, men jeg kan allerede nu afsløre et par pointer.
Phil konstaterer, at danskerne har ført en stor del af kirkens historiske veldfærdsopgaver over til staten. Det er nu staten – og ikke kirken – der tager sig af samfundets svage samt uddannelse.
Og uden disse ydre opgaver står kristendommen tilbage som en meget privat tro, der i virkeligheden ikke er så egnet til kirkegang. Det en stærkt personlig sag og sådan lidt kombineret med noget jantelov og frygt for skinhellighed og fromhed har vi vænnet os til i hvert fald IKKE at skilte med vores eventuelle tro.
Men danskerne er IKKE de rene ateister og materialister. De tror på ”noget” konkluderer Phil Zuckerman. Han kalder derfor vores religion for ”somethingism” fordi danskerne ofte siger ”Jeg tror på et eller andet”.
I USA er denne uklarhed og gråzone ikke så udbredt. Der er man enten kristen på en helt bestemt måde, med kirkegang, bibellæsning etc., eller også er man overbevist ateist og ukirkelig, ofte på næsten missionerende vis.
Men i Danmark findes der som sædvanlig et kæmpe gråzoneområde. Og i virkeligheden findes måske KUN det… Danskerne er ikke antireligiøse. Her er kun meget få bevidste ateister. For vi er tolerante på begge fløje…
De kirkelige siger om dem, der ikke går i kirke: ”Det er da OK. Det må de selv om. Man kan jo også godt være kristen uden at gå i kirken”.
Og de ikke-kirkelige, som betaler til kirken over skattebilletten og må finde sig i at have kirken skrevet ind i Grundloven, de siger: ”Nå ja, det er da OK. Det er kulturarv, og de gør jo ingen ondt…”
Så danskerne er ikke enten-eller, de er bare sådan lidt midt imellem. Sagen er bare, at de har mistet deres religiøse sprog. De sætter ikke deres tro i faste, overleverede rammer, men de finder deres ”NOGET” på vidt forskellige måder og mange forskellige steder: i astrologi, clairvoyante, i frimenigheder, på nettet, i meditation, højmesser, andagter, FRIRUM og så videre.
Jeg har af gode grunde endnu ikke læst Phils konklusion, men jeg tror, at den vil komme frem til den samme konklusion, som man kan finde i en anden bog, som har over ti år på bagen, nemlig Jørgen I. Jensens ”Den fjerne kirke”.
Han siger: Danskerne vil ikke undvære kirken. Den ligger der i det fjerne, i horisonten. Og der ligger den godt! Man vil ikke undvære den, for den ligger der som garant for, at noget står fast. Klokkerne ringer søndag efter søndag, i en verden hvor alt ellers er omskifteligt. Og man er medlem, men man kommer der ikke nødvendigvis.
Man kommer, når man bliver inviteret eller til de store højtider. Og den åbenhed, der er over for det ”noget”, man tror på, betyder så netop, at man kommer med… ja, en vis åbenhed. Og jeg må sige, at jeg med årene bliver mere og mere glad for denne danske uafklarethed i forhold til kristendommen.
Det er egentlig meget fint, at danskerne har et rimelig uklart og svævende billede af, hvad kirken og den kristne tro er for noget, og af hvad vores egen rolle er i forhold til den. Dels fordi det ikke er til at holde ud, når nogen på larmende, aggressiv og missionerende vis mener, at de har fattet den helt præcise sandhed om alt mellem himmel og jord. Men også fordi de store ting, vi samles om i kirken, da ER ufatteligt svære at få hold på. Vi bliver næsten nødt til, synes jeg, at møde dem alt andet end skråsikkerhed. Med en vis ydmyghed.
Så det kan godt være at danskernes forhold til kirken, set med amerikanske øjne ser forsvindende ubetydeligt ud. Men jeg vil sige: det er bedre med et løst forhold til kirken.. end slet intet.
Det betyder ikke, at forholdet ikke kan blive tættere… Det er kirkens opgave altid at tilbyde tættere bånd til kirken og til Gud, og det gør vi gerne. Vi vil GERNE have, at der kommer mange i kirke og at danskerne bliver klogere på, hvad kristendom er og kan betyde i ens liv.
Men jeg synes, det er bedre at være søgende, åben og ydmygt famlende… end at være helt ligeglad, udmeldt eller ligefrem missionerende antikirkelig.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano