Det er en underlig idé, at man i jødedommen og islam skærer lidt af tissemanden på en dreng kort tid efter fødslen. Jesus blev udsat for det 8 dage efter sin fødsel.

Omskærelse af drenge har været i funktion i mange årtusinder. Men er, ligegyldigt hvad man siger, et hårdt fysisk indgreb på et barn. I 4-8 dage efter omskæringen gør det enormt ondt og kan faktisk i visse tilfælde medføre gener.

Kvindelig omskæring har været diskuteret intenst. Det er et modbydeligt overgreb mod pigebørnene, der ikke kun ødelægger deres seksualitet senere hen i livet. Men også skader dem fysisk på en masse andre områder.

Ikke alt er ligegodt. Hvis en religion, der praktiseres i vort land, i en eller anden guds navn lemlæster børn, så kan vi ikke tillade det. Vi må råbe op og tage parti for de svage. I det her tilfælde børnene.

Men spørgsmålet er indviklet. Bliver vi forarget over omskærelse, fordi det rammer et ømt punkt hos os? Kønnet, seksualiteten. Det er jo også et voldeligt overgreb mod børn, at rette deres tænder op. Hvem har bildt os ind, at børns tænder skal være lige? Og hvad med flapøreroperationer? Hvor sætter vi grænsen?

Hvis børn ikke må maltrakteres i religionens navn, må de vel heller ikke maltrakteres, for at komme til at ligne det billede, vi har af pæne børn.

I kristendommen skærer vi ikke i børn. Vi tegner et luftkors foran barnets ansigt og bryst og hælder forsigtigt 3 håndfulde tempereret vand i hovedbunden på dem garneret med Guds ord. Herefter er de kristne. Når vi smider alt tøjet, er der ingen der kan se, at vi er døbt. Der mangler ikke et eller andet.

Jeg ved ikke, om det er vor dåb, der slet ikke gør ondt, der har givet os moderne kristne den opfattelse, at kristendommen er smertefri. Med den gave det er at blive elsket af Gud, følger der også en masse opgaver, der godt kan være smertefulde som en omskærelse.

Det gør ondt at hive dankortet frem og give af sit overskud til verdens lidende. At tale verdenen imod kan være særdeles ubehageligt. Kristendommen er ikke opium. Vi må konstant tage vore kampe med os selv og Gud og den verden, vi lever i.