Da Gud ville prøve Abraham, påbød han, at Abraham skulle ofre sin søn som et blodigt menneskeoffer. Abraham fulgtes med drengen til det sted, Gud havde udpeget. Idet Abraham løftede kniven for at dræbe Isak, bremsede Gud ved en engels hånd det grusomme mord, faderen var ved at begå. Jeg tænker på, om Guds trusler om helvede har en lignende karakter. Vi prøves, om vi i tro vil adlyde Gud og sige ja til bibelordet, men i sidste øjeblik træder Gud imellem, og vi får troen på den kærlige Gud og Fader tilbage. I stedet giver Jesus liv og blod til Gud. Den himmelske Fader kunne aldrig lade en menneskesjæl pines i et evigt helvede, eller lade den udslette, som om, den aldrig havde været til. Jesu tro, er troen på en alkærlig og almægtig Gud, der måske ad vanskelige veje dog altid når sit mål. At alle skal være eet i Ham. Den gode hyrde søger efter det mistede får, indtil han finder det.

En anden vis at svare på kunne evt. være at et forsøg på at gengive sandheden.

"Hel" er i oprindelig tanke, og uden undtagelse, altid jætteland i rummet "fortiden".

Ændringen i forståelsen af Hel sker med kristendommens ankomst, hvor ”Hel, Helle, Halja” (oldengelsk, oldnordisk, gotisk) omdøbes til det frit opfundne "Hades, Gehenna" (græsk), der i Norden/England bliver oversat til ”Hell/Helvede/Hel/Helvegur” og omskrives til fremtiden.

Dette er en nødvendighed for at kunne indføre synd- og syndsforladelsesbegrebet, uden hvilken afladskræmmeri-forretningen ikke rigtigt virker.

I oprindelig semitisk filosofi kaldes begrebet "sheol" (hebraisk) og betegner, som hos os, "fortiden", der er "skjult, tildækket".

Detromerksk-katolske "Helvede" som tegneserieudgaven af Skærsilden (fra "skírslaeldr" (oldnordisk) og "gaskeirjan" (gotisk)), godkendes først som katolsk lære ved synoden i Lyon år 1274 e.Kr.

Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! (!.Mos.3)

Men Profeten Esajas siger Guds Ord:

Es.66.v24: Hver måned på nymånedagen
og hver uge på sabbatten
skal alle mennesker komme
for at tilbede mig, siger Herren.
v24 Og de skal gå ud og se
på ligene af dem, der brød med mig.
For deres maddiker dør ikke,
og deres ild slukkes ikke.
De skal være til afsky for alle mennesker

Det er trist, når præster lytter til slangen og ikke læser Guds Ord, eller endda tror Guds Ord.

De har glemt at Gud er retfærdig!

Så, hvem du end er. - Hvis du har det dårligt med at læse den artikel jeg her kommenterer, så er det tid til at få dit forhold til Gud og Jesus Kristus, bragt i orden.

Hvordan gør man så det?

Bed Jesus Kristus og Abrahams, Isaks & Jakobs Gud om at tilgive dig for al din synd.
Vend om i dit liv og begynd at leve et liv, hvor du ikke synder mere.
Læs Bibelen og find en kirke, hvor man prædiker det sande budskab (Ikke denne verdens koncerter, foredrag og verdslige overleveringer, iblandet filosofi)
Bed om at Gud vil skænke dig Helligånden, som, derefter, vil lede dig til HELE sandheden og hjælpe dig med at blive et barn i Guds Rige.

Tro mig! - Gud findes. Jesus Kristus ér genopstanden og helvede eksisterer.

Men Gud tilgiver gerne. Han er trofast. Nådig. - Og Han tager gerne imod ALLE!

Helvedesbegrebet findes ikke i kristendommen. Det modsatte af evigt liv er naturligvis evig død eller fortabelse fra de goder, som er stillet i udsigt for menneskeheden. Nogle bibeloversættelser benytter ordet "helvede". Kan man imidlertid forestille sig, at en kærlig Gud havde sadistiske eller udvidede hævngerrige hensigter med de af hans skabninger, der viste ulydighed? Absolut ikke, og hvilken gavn skulle det i øvrigt have, hvis disse modstandere af Guds styreform alligevel ender i ikke-eksistens. "Tugten" i form evige pinsler i sådanne situationer er formålsløs, idet den ikke er brugbar til en ransagelse af hjertet, da der ikke finder en opstandelse sted efter den anden død, som Bibelen taler om. (Johannes' Åbenbaring 2:11; 20:14) Endvidere kan den anden død indbefatte de personer, der har fået en opstandelse, men ikke har ønsket at efterkomme de gudgivne rammer. Grove førstegangsforseelser, som ender i ikke-eksistens kan eksempelvis være dem, der nævnes i Matthæusevangeliet 12:32, de vil også have den samme virkning, som den anden død. Hertil kommer overhørelse af bibelske advarsler, som også kan ende i ikke-eksistens eksempelvis i domsperioder. Der, hvor der i Bibelen er tale om en "evig pine", er det i symbolsk betydning evig udslettelse. Når døden indtræffer er man uden bevidsthed. (Prædikerens Bog 9:5, 10) Derfor er spiritisme dæmonernes værk.

I Johannes' Åbenbaring kapitel 20:9, 10 beskrives en ild- og svovlsø. Dette er naturligvis ikke et bogstaveligt pinested. Hvis Gud skulle holde pinsler i hævd i al evighed måtte det være ensbetydende med, at Gud måtte holde Satan og andre ulydige skabninger i live. Ikke-eksistensen, hvor der hverken er tanke eller virksomhed, er ikke tiltalende for nogen, der elsker livet. "Helvedesbegrebet" har været kirkernes mærkesag i århundreder. Det korrekte ord er Gehen'na (græsk form af det hebraiske gé hinnom' "Hinnoms Dal"). Dette navn forekommer 12 gange i Bibelen. Mange bibeloversættelser har taget sig den frihed at gengive ordet med "helvede", mens nogle oversættelser har valgt Gehen'na. Ild- og svovlsøen er et symbol på evig udslettelse og ikke evig pine. Jesus beskrev Gehen'na, som et sted "hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes", her havde han uden tvivl Esajas' Bog 66:24 i tanke. (Markus 9:48) At det ikke drejer sig om et billede på pine, men på fuldstændig tilintetgørelse, fremgår af den omstændighed, at skriftstedet i Esajas' Bog taler om mennesker, "der brød med mig", altså var imod Gud. Hvis Hinnoms Dal, sådan som forhåndenværende vidnesbyrd giver grund til at tro, var et sted, hvor man henkastede affald og døde kroppe, har der muligvis været tilsat svovl for at øge forbrændingen (jf. Esajas' Bog 30:33). Svovl har åbenbart været det eneste egnede middel, hvormed man kunne destruere affaldet fuldstændigt. Der, hvor ilden ikke nåede hen, kunne orme eller maddiker fortære alt hvad, der ikke blev fortæret af ilden. Set i lyset af det betyder Jesu ord, at Guds ugunstige doms ødelæggelse og virkning ikke vil høre op før den fuldstændige tilintetgørelse er nået. Inden de sidste rester er fortæret, er ikke-eksistens af sjælen for længst indtruffet, derfor er der ingen pine forbundet med indtrædelse i døden under nogen form overhovedet.