Hans eget svar var, at hans samvittighed og den hellige skrift, som han læste den, klart vidnede om, at han havde ret. Her var det sande nybrud i hans teologi, at han personligt måtte stå inde for sin tro og forkyndelse. Han kunne ikke dække sig under kirkefædre og koncilier, han måtte personligt være overbevist om sandheden i det, han gik ind for. Protestantismen er personlighedens religion, ikke fællesskabets samlede tro eller den historiske Kirkes tro. For Guds domstol, må hver enkelt engang, svare for sin egen tro og livsholdning. Det kristne kollektiv kan i den livsholdning ikke træde i stedet for den enkeltes personlige overbevisning. Hovmod ligger snublende nær, for en sådan indstilling. Det er protestantismens snublesten.