- Ved frelsen knyttes vi så intimt nær til Kristus, at vi kan sige, at han er i os, og vi er i ham, siger Uffe Kronborg i et interview om sin nye bog "Kristusmystik"
Forfatteren Uffe Kronborg er cand.theol. og har for nylig udgivet bogen "Kristusmystik". Han har blandt andet en fortid i Kristeligt Forbund for Studerende og som ungdomskonsulent i Indre Mission. I dag er han flyttet til det nordligste Norge, hvor han fungerer som sognepræst i Stamsund i Lofofen.
Kristendom.dk bringer her et interview med Uffe Kronborg om hans bog "Kristusmystik".
"
Kristusmystik"- Jeg definerer Kristusmystik som den troendes forening med den opstandne Kristus, siger Uffe Kronborg, da han bliver bedt om forholdsvis kort at forklare, hvad han mener med Kristusmystik.
- Gud smelter ikke sammen med mennesket, men ved frelsen knyttes vi så intimt nær til Kristus, at vi kan sige, at han er i os, og vi er i ham. Dette kaldte kirkens gamle fædre for "unio mystica." Kristus som er allestedsnærværende bor nu ved troen i vore hjerter, forklarer Uffe Kronborg.
Uffe Kronborg mener, at bogens budskab er vigtigt, fordi der er et behov for at sammentænke frelsens objektive fundering med erfaringsteologi. At Gud kommer til os i sakramenterne og ordet uden for os, og at vi kan erfare hans nærvær i os.
- Jeg forsøger at beskrive discipellivet, hvor følelser og erfaring går hånd i hånd, med teologisk erkendelse og reflektion. Mit anliggende er også, at imødekomme trenden med den subjektive søgen efter sandheden og samtidig fastholde, at vi aldrig finder Gud uden om eller bag ved Guds ord, siger Uffe Kronborg.
Guldet i den Lutherske tradition - og i andre kristne traditioner- Jeg tror også, bogen kan være en hjælp til at genopdage guldet i vores egen lutherske tradition. Mange forbinder i dag det lutherske med en stivnet og forudsigelig lov-evangelium forkyndelse, men derved risikerer man at smide barnet ud med badevandet. Luther giver faktisk også god indføring i den bibelske erfaringsdimension med Guds nærær, siger Uffe Kronborg, og fortsætter:
- Den lutherske kirke har selvfølgelig meget at lære fra den fælleskirkelige arv og fra kristne i f.eks. pentekostal tradition, men alligevel mener jeg, at luthersk spiritualitet har et særpræg ved på den ene side at betone Guds alenevirken i sakramenterne og samtidig betone efterfølgelsen og hverdagens discipelliv.
Luthersk spiritualitet kendes på betoningen af menneskets syndighed og Guds nåde: Kristus bor i os alene i kraft af barmhjertigheden og alene i kraft af det ydre Guds ord.
Dette fremhæver Uffe Kronborg i bogen, og han forholder sig kritisk til en tendens, som han mener blandt andet findes i katolsk spiritualitet. Ifølge ham er det en tendens, hvor mennesket – for at Gudsforeningen kan finde sted - må begive sig ud på en åndelig klatrevej for at nå frem. Denne tanke, mener han, er en afsmitning fra græsk eller gnostisk tænkning.
- Mit vigtigste anliggende er at formidle glæden over Guds grænsesprængende kærlighed: at den transcendente og ophøjede Gud er os intimt nær, siger Uffe Kronborg.
Glæden over Guds grænsesprængende kærlighed
- Mit vigtigste anliggende er at formidle glæden over Guds grænsesprængende kærlighed: at den transcendente og ophøjede Gud er os intimt nær. At han bor i os! Jeg håber, at mine refleksioner kan hjælpe med det, som både er det enkleste og sværeste, nemlig at tage imod Guds rige som et barn! Og børnene tror det med stor selvfølgelighed: Jeg er aldrig alene, for Jesus bor i mit hjerte!, siger Uffe Kronborg.
Da én af Uffe Kronborgs småbørn spurgte, hvad bogen egentligt handler om, svarede han, at den meget præcist handler om det, der synges i børnesangen "Du bli'r glad":
”Du bli’r glad, du bli’r glad,
du bli’r rigtig glad,
når Jesus i hjertet må bo.”
– Far, hvorfor skriver du så en hel bog om det?, spurgte barnet. Uffe Kronborg svarede:
- Tjah, men det har jeg altså alligevel gjort! Og jeg har gjort det i håb om, at læseren får lov at blive glad for Jesus. Rigtig glad!
Uffe Kronborg. Kristusmystik - om luthersk spiritualitet og helliggørelse. Forlaget Credo. 155 sider. 199,95 kroner.