Kaj Bollmann blogger om menighedsrådsvalg

Det nuværende valgsystem skaber hvert fjerde år en unødvendig frustration, fordi ordningen indebærer et urealistisk billede af, hvad det handler om. Ordningen implicerer, at det nærmest er forkert, hvis der ikke er valg mellem flere lister med et højt stemmetal. Men det er en pseudoproblematik. Det er da et meget større problem, at menighedsrådene opleves som så tunge og bureaukratiske og kedsommelige, at folk under 40 jævnt hen ikke gider sidde i dem og flygter skrigende, hvis de har ladet sig overtale til at sidde i en periode.

Forslaget om en generalforsamlingsmodel har imidlertid også en dybere fornuft: Den nuværende kommunalvalgs-model afspejler en tænkning, hvor folkekirken primært ses som en del af den offentlige forvaltning. Den stammer fra en tid, hvor vi tænkte mere formelt, og hvor sognet havde langt større betydning og status, folkeligt, kulturelt og kommunalt.

I den skelnen man foretager i samfundsvidenskaberne mellem stat, civilsamfund og marked, har kirken i løbet af de seneste generationer stille og roligt flyttet sig mere og mere fra stat til civilsamfund. Det er positivt, for det understreger kirken som et folkeligt græsrodsfællesskab mere end som en statslig forvaltning.

Demokratiets styrke er lig med civilsamfundets styrke. Det er civilsamfundets folkelige organisering fra neden, der viser det reelle indhold i demokratiet. Men civilsamfundets former for demokrati er langt mindre formelle end statens. Det handler om foreningsbestyrelser, brugerbestyrelser, forældrebestyrelser, initiativgrupper, græsrodsbevægelser, komiteer osv., osv. Det bliver det ikke mindre demokratisk af.

De, der advarer mod generalforsamlingsmodellen, fordi det gør kirken mere ”foreningsagtig” glemmer, at det også er den måde, vi forsøger at have en lokaldemokratisk indflydelse på i f.eks. skoler og børnehaver, der jo ikke er mindre fælles end kirken. Det er ikke valgsystemet, der giver kirken bred folkelig forankring, men den faktiske, praktiske og daglige sammenhæng mellem kirke og lokalsamfund.

Derfor er der god grund til at overveje at ændre valgformen. For resten vil det også kunne betyde, at den formentlig snart vedtagne regel om et årligt menighedsmøde med fremlæggelse af beretning og planer, vil kunne udvikles til et virkeligt lokaldemokratisk forum om kirkens forhold.

Menighedsrådet kommer til at stå til direkte ansvar på et årligt møde for deres arbejde, både med rammer og med liv og vækst, men de vil omvendt også kunne bruge dette forum som baggrundsgruppe, så det netop løbende bliver afprøvet om det lokale kirkeliv nu også er folkekirkeligt med tryk på begge stavelser.

Og skulle man være nervøs for kup-muligheder og mindretalsbeskyttelse, kan man jo nemt have en sikkerhedsventil i form af en mulighed for med et bestemt antal underskrifter at fremkalde et egentligt gammeldags valg. Forskellen valgteknisk set er blot, at det, der i dag formelt set er undtagelsen, bliver reglen, og omvendt.