5. oktober 2008
Christina Morsing, nyansat præst i Bregninge, Bjergsted og Alleshave pastorat, fortæller i kristendom.dks serie om nye præster om sine drømme for sit nye sogn
Christina Kryger Schwaner Morsing blev ordineret i 2001 og har siden haft en del kortere og længere vikariater. Hun er nyindsat præst i Bregninge, Bjergsted og Alleshave
pastorat i Kalundborg Kommune. Som del af serien om nye præster på kristendom.dk fortæller hun her om sine drømme og baggrunden for sit præstearbejde.
Hvad drømmer du om for dit nye sogn?
- Jeg drømmer om at få et liv herude, privat, men også kirkeligt. Her kan sagtens være flere i kirken om søndagen, så jeg drømmer om at få gang i kirken, siger Christina Morsing.
- Jeg vil have gang i minikonfirmander og en ungdomsklub. Ingen af delene er her nu. Jeg flytter herop med min mand og to drenge, og også for deres skyld skal der ske noget. Vi kommer fra en lille landsby, hvor vi boede lige ved siden af skolen. Der skete en masse ting, så det ønsker jeg også, at der skal ske her, fortæller den nye præst og fortsætter
- Jeg forestiller mig at blive en del af sognet og lade sognet blive en del af mig. Vi bor ikke i sognet endnu, for præstegården er ved at blive sat i stand. Vi flytter først op til sognet i løbet af foråret, så jeg føler mig stadig lidt som vikaren. Jeg glæder mig meget til at flytte derop og blive del af livet i sognet.
Jeg har den holdning, at kirke, det behøver man ikke nødvendigvis kun at være som søndagen. Det skal man også være mandag-lørdag. Evangeliet, det er også til hverdag, som min provst sagde ved min indsættelse.
Christina Morsing fortæller om baggrunden for sit job som præst, at hun er præstedatter, og derfor har boet i et landsogn i mange år.
- At jeg er præstedatter, vælger jeg at kalde en fordel. Det kan måske også være en ulempe, men jeg ser det som en fordel. Min mor var præst i et landsogn, derfor kender jeg arbejdet i et landsogn rigtig godt. Det gør også, at jeg har nogle forudbestemte meninger, om hvordan arbejdet som præst er. Jeg mener, at man som præst er del af et lokalsamfund på godt og ondt. Jeg går ud fra, at der er tiltro til, at præsten ved, hvad hun laver. Disse forestillinger ligger fast, spørgsmålet er så, om virkeligheden kan leve op til det, - og det kan den indtil videre godt, siger Christina Morsing og forsætter
- Jeg har været vikar i sognet, så jeg er kendt i sognet. Jeg blev kraftigt opfordret til at søge stillingen, da den blev slået op. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at jeg fik den, men det var meget dejligt at få stillingen. Jeg nyder mit arbejde meget, og jeg nyder, at der er en lydhørhed over for det, jeg siger og gør.
- Der bliver tæt kontakt med sognebørnene, når man bor og arbejder i et landsogn. Jeg kender til det gennem min mors arbejde, og har derfor også lært af hendes fejl og erfaringer. For eksempel skal fridage holdes væk fra byen, så man også får holdt fri, når man har fri. Det er vigtigt for familien at få denne fritid, slutter Christina Morsing.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano