Dorte J. Thorsen |
23. oktober 2008
Jellingstenene hører for evigt sammen med den konge, som kristnede danskerne: Harald Blåtand
Konger, kirker og kristentro hører sammen i Danmark, og især nogle kirker har spillet en central rolle i kristendommens udvikling. Kristendom.dk sætter i en serie fokus på kirker, konger og kristendom. Vi begynder i Jelling
Jelling Kirke er ikke så kendt som de stene, der står ved siden af. Jellingestenene, der også kaldes Danmarks dåbsattest, fordi de fortæller historien om Harald Blåtand, der var den konge, der som den første regent i landet modtog den hellige dåb og efterfølgende kristnede danerne.
Harald kristnede danernePå Jellingstenen har Harald Blåtand skrevet de berømte ord: Harald konge bød gøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne.
Harald Blåtand, der blev konge i 958, var nemlig søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod, og de to store høje, hvorimellem man finder Jelling Kirke, hedder netop også Gorms Høj og Thyras Høj.
Jelling KirkeDen nuværende Jelling Kirke er mere end 100 år senere end Harald Blåtand. Den er også den fjerde kirke på stedet, hvor der tidligere har været hele tre trækirker, hvoraf den første - og største - menes opført omkring 965 i netop Harald Blåtands regeringsperiode. Harald Blåtands trækirke var med sine 14 x 30 meter endda større end den nuværende kirke, der blev opført omkring 1100 og brændte i 1679, men blev genopført, dog uden tårnet.
At den første kirke var den største er usædvanligt og skal tilskrives Jellings daværende status som regeringsby. En status, der startede i den hedenske tid før Harald Blåtand, men som ikke holdt efter landet var blevet kristnet. For her blev både den verdslige og den kirkelige magt hurtigt flyttet til andre byer som Ribe, Slesvig, Ringsted og Roskilde – og Jelling blev den landsby, som den er stadigvæk.
Jernbyrd og et flyttet lig
Men på Harald Blåtands tid var Jelling stadig kongerigets centrum, og det var også her, at kongen ifølge legenden modtog klerken Poppo, der bar jernbyrd (gloende jern) i sine bare hænder for at overbevise kongen om kristendommens uovervindelighed. Det lykkedes til fulde. Poppos hænder havde ikke det mindste spor efter det varme jern, så i 965 blev Harald Blåtand døbt, og den gamle asetro måtte – i hvert fald officielt - vige for Den Hvide Krist, som man kaldte Jesus i vikingetiden.
Ja, sågar Haralds Blåtands far, der på det tidspunkt forlængst var død og begravet på ægte vikingemanér i et gravkammer i højen, blev ifølge legenden på sønnens foranledning flyttet til den første Jelling Kirke. Et gravfund fra en restaurering af den nuværende Jelling Kirke i 1978-79 støtter påstanden.
For ikke alene ligger knoglerne af en cirka 50årig mand, som om de er blevet flyttet. Der er også smykker og beslag med samme mønster, som man har fundet det i andre ting en efterladt grav i den nærliggende høj – et mønster, der tilmed er kendt som Jellingmønstret. Dertil kommer, at såvel graven i højen som den i kirken er tidstypiske kongegrave.
Harald Blåtand og Svend Tveskæg
Harald Blåtand selv formodes derimod at være begravet i Roskilde i den daværende Trefoldighedskirke, som han selv havde påbegyndt bygningen af – og som lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke knejser over Roskilde Fjord. Harald Blåtand menes også i sine små 20 år som kristen konge at have oprettet bispesæder i Slesvig og Ribe samt måske Odense, Roskilde og Lund.
Harald Blåtand døde under dramatiske omstændigheder i 986 i den gamle vikingeborg Jomsborg som følge af et pileskud. Hans formodede banemand var en mand ved navn Palnatoke, der var en ven af Harald Blåtands oprørske søn Svend, der i sin kongetid blev kendt under navnet Svend Tveskæg.
Harald Blåtand og Svend Tveskæg var bestemt ikke gode venner, og det er meget, der tyder på, at Svend Tveskæg direkte beordrede mordet på faderen Harald Blåtand, men ikke af religiøse grunde. Det drejede sig om kongemagt og storpolitik.