Udtrykket ”ved ham at forsone alt med sig” i Kolossenserbrevet (1, 20) er, selv isoleret set, meget dårligt som argument for alles frelses. Kristi forsonergerning er en forsoning for alt. Dét har kirken lært og forkyndt igennem hele sin historie. Den tanke findes mange steder i Det nye testamente. Men at ingen synd og ondskab er udenfor rækkevidden af Kristi forsonergerning, betyder intetsteds, at så bliver alle også til syvende og sidst frelst. Det hænger sammen med, at vi også overalt finder en klar betoning af, at forsoningen må modtages i tro. Således også i umiddelbar forlængelse af kristushymnen i Kolossenserbrevet, hvor der indføres et afgørende ”hvis” som forudsætning for forsoningens evige frelses-virkning: ”hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen uden at lade jer rokke fra håbet i det evangelium, I har hørt” (1,23).

Mogensen antyder yderligere et par steder til støtte for tanken om alles frelse. Henholdsvis 1. Kor 15, 28 og Rom 11,32. (Det er interessant, at det er de samme få, konkrete bibelsteder, der henvises til i samtlige argumenter for alles frelse, jeg har stødt på hidtil. Der synes ikke at være flere at trække frem. Modsat det forhold, at der uden overdrivelse kan trækkes mindst et par hundrede steder frem fra Det nye testamente til støtte for tanken om fortabelsens risiko).

Det er ordet ”alle”, der kalder på tanken. Men dels findes der et hyppigt sprogligt fænomen, som kaldes et ”partielt alle”. Det vil sige ”alle” som samlebetegnelse for en afgrænset flok. Med andre ord: ”Alle” er ikke, hver gang det forekommer, absolut alle i hele verden. I Romerbrevet og Korinterbrevet er det ud fra sammenhængen tydeligvis ”alle i Kristus”. Dels modsiges denne tolkning af ”alle” af det forhold, at Paulus overalt i de nævnte breve både direkte udtalt og som indirekte forudsætning taler om både evig frelse og evig fortabelse som kommende realiteter.

Hvis nogen synes, at dette virker umådelig pindehuggende teoretisk, forstår jeg dem godt. Hele diskussionen har et skær af tør teori. Jeg kan kun beklage, at jeg selv bidrager til det. Det, vi diskuterer, hører dybest set kun hjemme i troens og forkyndelsens rum. Der hvor hele vores egen eksistens er på spil.

Og derfor drejer diskussionen sig også om kirkens være eller ikke være.


- Henrik Højlund