Korsriddere på Tøjhusmuseet

Men internt mellem de forskellige grupperinger af korsridderne er der strid og kævl – og det kan godt udarte sig, især på en dag som denne, hvor der trænes krigskunst af både ridderne til hest og væbnerne til fods.

De to ridderordner har slået lejr i hvert deres hjørne af arenaen, indtil pludselig en korsridder farer frem med lansen fremstrakt eller sværdet højt hævet over hovedet. Der er fart på, og flot ser det ud, når æbler kløves med et sværd, eller når en dukke rammes præcist med en lanse, der hvor hjertet sidder – hvis altså det havde et menneske i stedet for en dukke.

Men også til fods er der eksempler på imponerende krigskunst, når to væbnere går amok på hinanden med lange skarpe knive. For slet ikke at tale om opvisningen af, hvordan man til hest efter endt kamp samlede afhuggede legemsdele op fra slagmarken.

De barmhjertige samaritanere

"I korsets tegn" er en forestilling, hvor der fokuseres mere på krig end på kristentro, omend der i starten af forestillingen er en kort præsentation af de to ridderordner. Men alligevel er kristendommen tilstede, nemlig som synlige kors på brystet af såvel korsriddere som væbnere - og de kampe, som blev kæmpet, var jo også for kristendommens skyld - ihvertfald på overfladen.

For mest ses kristentroen i skikkelse af de specielle Johanitter-riddere, der som barmhjertige samaritanere står ude i siden, altid parate til at løbe ind og hjælpe de sårede.

Dette element er ligesom kampen mellem de to ridderordner også historisk korrekt, da johanitterne netop var kendte for at hjælpe alle faldne og sårede, uanset om de var kristne eller muslimer, og uanset hvilken ridderorden de tilhørte.

Der er også brug for sygeplejen. For i løbet af forestillingen falder mange af de kæmpende til stor jubel for publikum, der ivrigt lever sig ind i hele forestillingen og med både klapsalver og tilråb tydeligt viser, hvilke korsriddere de holder med. Til sidst kåres der selvfølgelig en sejrherre.

Historien er vigtig

Det er museumsinspektør Karsten Skjold Pedersen, der har arrangeret årets ridderturnering – og han fortæller, at man allerede sidste år havde konceptet med johanitterne versus tempelridderne klar.

– Men på grund af Muhammed-krisen valgte vi at udskyde det, siger han og fortæller, at man aldrig overvejede at lade kampene foregå mellem saracenere (muslimske krigere) og kristne riddere. For det første fordi det er rimeligt svært at få nordboere til at ligne folk fra Mellemøsten, og for det andet fordi rytterne selv bekoster deres udstyr, og saracener-udstyr er ikke det, som der er mest af i Norden.

Årets riddere kommer fra Sverige, hvor man ofte kan møde dem på middelaldermarkeder. De er også medvirkende i filmene om tempelridderen Arn, hvor toeren i øjeblikket er biografaktuel. Her har ridderne haft god brug for deres kunnen med heste og våben.

- For ridderne er det netop også hestene og krigskunsten, der er interessant fremfor det religiøse aspekt. Men for os på Tøjhusmuseet var det vigtigt også at få fortalt en god og historisk korrekt fortælling, så det ikke bare er en fiktiv kamp mellem den røde og den sorte ridder, som det var førhen. Og i det billede passer korstogene og historien om kristendommen i middelalderens Jerusalem perfekt ind – også i forhold til middelaldermarkedet i øvrigt, fortæller Karsten Skjold Pedersen og siger, at selv har han ikke nogen favorit-orden blandt korsridderne.

Han er fascineret af dem alle og har allerede et bud på, hvad næste års turnering skal handle om. Nemlig de danske korsriddere, der deltog i korstogene.

Ridderturneringen vises dagligt kl. 11 og kl. 14 til og med søndag den 19. oktober. Billetter koster 75 kroner stykket og kan erhverves via Tøjhusmuseets hjemmeside. Man kan også købe billetterne på selve Tøjhusmuseet. Middelaldermarkedet er åbent fra kl. 10 til kl. 16 i samme periode, og en billet til Ridderturneringen er også automatisk en billet til middelaldermarkedet. Se mere på www.thm.dk

Johanitter-ordenen kaldes også for malteser-ridderne. Ordenen blev grundlagt i 1080, men måtte ligesom andre kristne grupperinger i Jerusalem til sidst flygte. I 1309 etablerede de sig på Rhodos, hvorfra de igen måtte vige for muslimske styrker i 1522. Herefter bosatte ordenen sig på Malta. Såvel på Rhodos som på Malta stod johanitterne bag store byggerier af borge og bymure, som stadig kan ses. Udover at være krigskarle drev de også herberger og hospitaler, hvor de hjalp de svage i samfundet samt plejede de syge. Johanitter-ordenen findes den dag i dag, hvor den har hovedsæde i Rom og udelukkende beskæftiger sig med humanitære opgaver. Johanitter-ordenen nuværende stormester er fyrst Matthew Festing, der også anerkendes som kardinal af den katolske kirke.

Tempelridder-ordenen blev grundlagt i Jerusalem i 1118, men måtte i 1291 flygte til Frankrig. Her faldt tempelridderne snart i unåde, måske fordi man frygtede deres store evner indenfor krigskunst og deres mange penge, som de havde erhvervet sig ved bankvirksomhed. I 1400-tallet blev tempelridderne beskyldt for kætteri, og langt de fleste tempelriddere blev fanget, torteret og henrettet. Deriblandt den sidste stormester Jacques de Molay, der i 1413 blev brændt i Paris. Rygtet vil vide, at enkelte tempelriddere flygtede til Skotland, hvorfra de dannede grunden for Frimurer-logen, der stadig er virksom. Historierne om den hellige gral er også knyttet til tempelridder-ordenen.