Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Pludselig levede hun ikke mere til din ven.
Pludselig levede hun ikke mere
En lille afghansk pige i Kandahar var med til sin fars begravelse, da hun blev ramt af en kugle. Nok en vildfaren kugle. Den ramte hende, da taleban ifølge danskeren af uransalige årsager beskød ligfølget. Hun døde. Blev fanget i en krig, der ikke på nogen måde kan tilskrives hendes handlinger, skriver Kristian Massey Møller. - Foto:
- STR/Scanpix Denmark
En lille afghansk pige i Kandahar var med til sin fars begravelse, da hun blev ramt af en kugle og døde. Den ramte hende, da Taleban af uransagelige årsager beskød ligfølget, skriver feltpræst i Afghanistan Kristian Massey Møller
Pludselig kan man som menneske møde pludseligheden. Man kan grue for det. Man kan ønske det. Som noget fatalt. Som lykke. Begge som lyn. Det må mennesket finde sig i.
Alting har en tid, som det siges i Prædikernes Bog, kap. 3. Og tiden er vi ikke herrer over. Vi kan gøre lidt fra og til. Vi stå stille for rødt, og håbe på vi er sikre. Vi kan vove at sige, ”jeg elsker dig”, og håbe på gengældelse. Vi kan handle. Vi kan føle. Vi kan tale. Vi kan prøve at ændre vore livsvilkår. Alligevel har alting har en tid. Og oftest kommer alting pludseligt.
Pludselig sker noget. Som for en lille afghansk pige i Kandahar. Hun var med til sin fars begravelse, da hun blev ramt af en kugle. Nok en vildfaren kugle. Den ramte hende, da taleban ifølge danskeren af uransalige årsager beskød ligfølget. Hun døde. Blev fanget i en krig, der ikke på nogen måde kan tilskrives hendes handlinger. Hun var der bare. På det forkerte sted på det rette tidspunkt. Eller rettelig var hun på det rette sted, men…!
Annonce
Pludselig levede hun ikke mere. Og hendes skæbne blev en historie, som kom mig for øre, fordi jeg besøgte de danske logistik-soldater på basen i Kandahar. De er stationeret på en gigantisk base med 15.000 soldater, og er et vitalt bindeled mellem Danmark og de danske soldater i Helmand. Alt landes i Kandahar. Møtrikker, ammunition og postpakker. Alt skal videre. En sand myretue. En myriade jeg bevægede mig ud i for at finde militærhospitalet. Køretøjer og mennesker. I et væld af retning. Af mål. Alle på vej for at løse en større eller mindre opgave. Også den at spise og hvile.
Alting har en tid, som det siges i Prædikernes Bog, kap. 3. Og tiden er vi ikke herrer over. Vi kan gøre lidt fra og til. Vi stå stille for rødt, og håbe på vi er sikre. Vi kan vove at sige, ”jeg elsker dig”, og håbe på gengældelse. Vi kan handle. Vi kan føle. Vi kan tale. Vi kan prøve at ændre vore livsvilkår. Alligevel har alting har en tid. Og oftest kommer alting pludseligt.
Pludselig sker noget. Som for en lille afghansk pige i Kandahar. Hun var med til sin fars begravelse, da hun blev ramt af en kugle. Nok en vildfaren kugle. Den ramte hende, da taleban ifølge danskeren af uransalige årsager beskød ligfølget. Hun døde. Blev fanget i en krig, der ikke på nogen måde kan tilskrives hendes handlinger. Hun var der bare. På det forkerte sted på det rette tidspunkt. Eller rettelig var hun på det rette sted, men…!
Pludselig standsede en civil bil. En dansker stak hovedet ud, og spurgte om jeg ville se det nye lighus. Og jo tak! Selve lighuset er, hvad det er. Nødvendig, funktionel og klinisk. Men da danskeren, som var chef for lighuset, viste mig nogle trækister i spånplader, studsede jeg. De var til afdøde afghanere, som ikke overlevede militærhospitalet. ”Dem er der mange af”, sagde han. ”Men en kiste skal de have, når de kommer ud herfra”. Det havde han sørget for. Ellers blev de bare smidt op på et lad og kørt ud til den ventende familie ved hovedvagten. Danskeren så det som sin opgave at værne om de døde. ”Man skal udvise omsorg og værdighed”. Og så var det, at han fortalte om pigen. Hun blev hentet i en kiste af sin bedstefar.
Pludselig sker noget. Jeg fandt militærhospitalet, og kan ikke glemme synet af en lille afghansk pige, som sad ved siden af sin far på en bænk. Han lå med maske på og trak grådigt efter vejret. Med den yderste vilje. Han havde en forbinding om maven. Var et svært tilfælde. Var måske også blevet ramt af krigen. Måske ved et tilfælde. Den lille pige sad lidt uroligt. Turde ikke flytte sig. Krammede om to stænger bolcher. Var måske sat til at våge. Hun bevægede kun overkroppen. Sådan lidt bange og søgende. Havde let pjusket sort hår med røde stænk Havde opspilede skræmte dådyrøjne. Var et lille splejset nips. Var alene i et væld af skridt, lagener, drops og apparaturer. Og dér lå hendes ilde tilredte far. Jeg kunne ikke dy mig. Jeg gik hen og klappede hende på hovedet, og så rakte hun sin lille højre hånd frem og greb min.
Pludselig ændres verden. Igen og igen. For de to piger. For mange. Da jeg kom tilbage til det danske lejrafsnit, fik jeg meldingen om, at en dansk PMV var kørt på en mine. Alle havde det dog godt. Kun småskrammer. Men bare tanken om selve pludselighedens pludselige indgriben gibber i en. Vi sætter os alle ind i køretøjer. Både her og derhjemme, og vi ved at noget kan ske. Netop pludseligt. Vi kører og vi er beredte på det pludselige. Og beslutter samtidig, at det må gå, som det går. Måske mere herude end hjemme i det civile. Der har selvfølgeligheden overtaget. Der tror vi ikke helt, at noget kan ske. Og godt for det, når bare ikke vi bliver mindre årvågne. De danske soldater i Kandahar er imidlertid årvågne. Lejren har været udsat for raketangreb. Altså små raketter, der godt kan forvolde skade. Også døden.
Pludselig lød et brag. Det lød tæt på. Og vi gik ind i bunkeren. Pulsen steg. Vi var spændte og på samme tid lettede. Der skete intet. Siden viste det sig, at braget kom fra et sted udenfor basen.
Pludseligheden er. Og vi ved godt, at alting har en tid. Vi håber bare, at altings tid følger et livsforløb, der giver os barndom, voksendom og alderdom. Vi håber og tror. Men ved i samme åndedrag også, at vi skal gøre det, vi skal gøre. Burde er ikke godt nok, for pludselig er pludseligheden.
Seneste Spørg om kristendom
Stillinger
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Lærer søges til Finderup Efterskole
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Administrerende kordegn søges til Struer Kirke
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
Organiststilling til Allerød søges!
-
Højskoleforstander søges til Rønde Højskole og Efterskole
-
Kordegn søges til Lemvig og Heldum Sogne
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
