Folkekirkens mediedilemma

Hvad gør medierne ved religion og kultur? Det er en overordnet fælles interesse for det nordiske forskningsnetværk, der i disse dage samles til konference i København.

Medieprofessor Stig Hjarvard talte i sit oplæg om to udviklinger, som medierne har medført: For det første, at de har stimuleret en blød individualisme og for det andet, at de har stimuleret sociale relationer, der hviler på svage sociale bånd.

Individet er ikke så stærkt og uafhængigt, som det af og til fremstilles. Det har behov for at relatere til andre for at udvikle sig selv. Men det er ikke relationer, der hviler på en underkastelse under andres autoritet eller bestemte institutioners magt - det er svage sociale bånd, der fx etableres gennem medienetværk.

Ifølge Stig Hjarvard har udviklingen inden for de seneste 20-30 år gået i retning af, at medierne ikke tjener institutionerne, men at de selv bliver institutioner med deres egen medielogik. Det betyder, at medierne fra blot at være redskaber til at kommunikere et budskab med nu i højere grad kommer til at gøre noget ved budskabet.

Det fører for mig at se til et åbenlyst dilemma for folkekirken. I en tid hvor den ikke har direkte adgang til en ret stor andel af sine medlemmer søndag formiddag, vil der være en umiddelbar fordel ved i højere grad at sprede budskabet igennem medierne. Omvendt vil kirken ikke ubetinget være interesseret i konsekvenserne af den bløde individualisme og de svage sociale bånd - den vil til en vis grad gerne bevare kontrollen over indholdet af kirkens lære. Man vil med andre ord gerne være i medierne, men ikke af medierne.