Gennem denne artikel kom jeg ind på http://www.folkekirken.dk. Den så meget anderledes ud, end jeg havde i erindring. Jeg har åbenbart ikke været der siden omlægningen i 2005, og der går sikkert tilsvarende lang tid, før jeg kommer tilbage. Siden er nemlig noget af det mest ligegyldige, jeg længe har set.
Jeg kan sådan set godt forstå, at http://www.folkekirken.dk ikke er "social". Et debatforum eller lignende ville indbyde til kontroversielle meninger og diskussioner. Det kunne nemt blive "farligt". Man kan mene, at der burde være plads til det i Folkekirken; men sandheden er nok, at det er der ikke. Man kunne jo også nemt komme i konflikt med den "blufærdighed", der omtales i en anden artikel her på siden.
Jeg er dog ikke enig med Google. Dvs. jeg tror ikke, at alle sider nødvendigvis skal være sociale. Der er nemlig også flere andre grunde til at gå på nettet. Man kan således bruge nettet til at søge information og man kan bruge det til at læse nyheder.
Der er naturligvis nyheder på http://www.folkekirken.dk; men hvem gider kigge efter det. På http://www.kristendom.dk eller http://www.kristeligt-dagblad.dk får jeg de samme nyheder plus nyheder om andre kirker, og jeg får også de kontroversielle nyheder og kommentarer. Nyhedsformidlingen på http://www.folkekirken.dk kan altså ikke give mig noget, som jeg ikke kan få meget bedre andre steder.
Tilbage er så informationerne. Det er ikke uvigtigt. Jeg bruger jo også regelmæssigt http://www.krak.dk og http://www.post.dk; men heller ikke her leverer http://www.folkekirken.dk noget spændende. Hvis jeg søger information om adresser eller aktiviteter, så normalt i et bestemt sogn eller provsti - ikke i Folkekirken som helhed. Jeg går derfor ind via http://www.sogn.dk eller måske stiftets hjemmeside.
Handler det om regler og bestemmelser, skal det være meget mere præcist. Så går jeg via http://www.it-skrivebord.dk eller http://www.retsinformation.dk - evt. også Wikipedia. (Måske kunne dele af http://www.it-skrivebord.dk kopieres til http://www.folkekirken.dk. Så ville jeg nok vælge at søge dem her - for at undgå it-skrivebordets tåbeligt besværlige login-funktion, og dets manglende evne til at fungere i andet end Internet Explorer).
Hvad jeg evt. kunne ønske at søge på http://www.folkekirken.dk var sådan noget som statistiske oplysninger i en let overskuelig form. F.eks. andelen i folkekirkemedlemmer i hvert sogn/provsti landet over, sammenligning af kirkeskatteprocenter eller antallet af folkekirkemedlemmer pr. præst i hvert sogn. Men det findes heller ikke.
Kort sagt, jeg har på http://www.folkekirken.dk ikke fundet noget, der kunne få mig til at bogmærke siden eller vende tilbage til den.











