Ordet om Jesus Kristus, som det høres i prædikenen, forkyndes i samtaler eller salmesang eller læses i Bibelen, er det, der skaber troen. Der er altså ingen ydre autoritet - kirken eller fyrstemagten -  som kan tvinge den enkelte til at tro. Protestantismen understreger altså den enkeltes frihed til at sige ja eller nej til kristendommen. 
 
3. Mennesket er retfærdiggjort ved troen
Mennesket kan ikke frelse sig selv. I forhold til Gud har mennesket ingen fri vilje. Mennesket er en synder, dvs. det vil kun sig selv eller er ”indkroget i sig selv”(Luther). Det kan derfor ikke klatre op til Gud, men kan kun tage imod Guds kærlighed og tilgivelse i tillid. Tro er tillid. Og i det øjeblik mennesket erfarer Guds kærlighed, er det også trådt ind i et nyt liv, hvor det ikke længere skal tænke på sin egen frelse, men på hvordan andre mennesker bedst kan tjenes.

4. Dåben 
Dåben er det ene sakramente, som er indstiftet af Jesus. Dåben er i protestantismen en barnedåb – undtagen i baptismen, hvor den døbte selv skal bekende sin tro, før dåben kan finde sted. Dåben foregår ved neddykning i vand – dog nu symbolsk ved at præsten øser vand over barnets hoved. Dåben illustrerer, at barnet får del i Jesu død og opstandelse. I dåben bliver det forkyndt, at barnet hører Gud til og at barnets liv er under Guds kærlighed. Dåben er optagelse i kirkens fællesskab.

5. Nadveren
Nadveren er det andet sakramente, men bliver lidt forskelligt forstået i de protestantiske kirker. I de lutherske kirker siger man, at Kristus er til stede i brødet og vinen. I nadveren gives syndernes forladelse og dermed Guds kærlighed videre til dem, der modtager brødet og vinen. I de reformerte kirker nøjes man som regel med at tolke nadveren som et symbolsk måltid eller et mindemåltid. De protestantiske kirker er dog enige om at understrege, at nadveren er en synlig form for evangeliets forkyndelse.

6. Fyrsten er kirkens overhoved.
I de lande, hvor den lutherske kirke har flertal – og det gælder ikke mindst i de nordiske lande – indførte man folkekirker, hvor kongen blev det formelle overhoved. Det skal forstås ud fra Luthers opfattelse af fyrstens opgave, nemlig at få samfundet til at fungere og beskytte kirken og dens frihed til at forkynde evangeliet. Fyrsten må derimod ikke blande sig i kirkens indre liv eller tvinge kristendommen frem med magt. Omvendt må kirken ikke blande sig i politik. Dog mener de reformerte, mener, at kirkens moral skal præge samfundets love. 

7. Vi er alle præster
Alle, der er døbt, har umiddelbart adgang til Gud. Alle er i troen lige i forhold til Gud. Der er ingen, der har særlige evner eller rettigheder til at forkynde kristendom. Det er alles mulighed og ret. Vi er alle præster. Men alligevel er det fornuftigt og praktisk, at kirken har præster med en særlig uddannelse til at forkynde, undervise og lede gudstjenesten. Man kan ikke opstille sig selv som præst ved f.eks. at påstå, at man er kaldet dertil af Gud. Det er menigheden, der skal kalde præsten. Og i de fleste protestantiske kirker har man da også biskopper, der ved ordination bekræfter menighedens valg af en præst.

8. At gøre det gode
Den kærlighed, som mennesket får fra Gud, skal rettes videre mod medmennesket. At leve i et samfund betyder, at mennesker gensidigt skal være hinanden til tjeneste. Herved er mennesket med til at opretholde det, som Gud har skabt. Mennesket skal altså være Guds medarbejder. Gennem sit daglige arbejde og derned gennem det, som den enkelte er god til, skal det tjene sine medmennesker. ”En god bager gode brød”, sagde Luther. Det er et gennemgående træk i protestantismen, at den kristne har pligt til at engagere sig i samfundslivet. Gud tjenes gennem arbejde og ikke ved trække sig tilbage til en munkecelle.

9. Kirken synlig og usynlig.
Kirken er fællesskabet af dem, som tro på Jesus Kristus. Kirken er på den ene side ikke en synlig institution med bygninger og en stab af præster. Hvem, der er de sande troende, er nemlig usynligt. For troen er en sag mellem den enkelte og Gud. På den anden side er kirken en synlig institution med en bestemt struktur og ordninger og med ansatte præster og registrering af, hvem der er døbte medlemmer. 

10. Gudstjenesten
Gudstjenesten er de kristnes sammenkomst og består af salmesang, bøn og prædiken. Ved gudstjenesten holdes dåb og nadver. Ved gudstjenesten bekender menigheden sin synd og lægger den på Kristus og menigheden modtager derpå Guds kærlighed og tilgivelse. Centralt i gudstjenesten står prædikenen, dvs. præstens udlægning af Bibelens ord til menigheden. Luther selv fastlagde en bestem orden eller liturgi for gudstjenesten. I radikale reformerte kirker har gudstjenesten mere karakter af møde og belæring uden fast liturgi.