Vi er indbyrdes afhængige

Samtidig kredsede mine tanker om, hvad jeg kunne diske op med af vedkommende ord før nadveren. Nok kan Helligånden indgyde meget, men en tanke eller to er et godt medspil. Og pludselig var den der bare. En lille historie fra det Gamle Testamente. Nærmere Anden Samuelsbog 23, 13, hvori David sender tre af sine soldater ud for at hente vand til sig ved brønden i Betlehem. Hagen er, at fjenden, Filistrene sidder i byen.

Gudstjenesten blev holdt i går aftes i mørke ude ved hesco-muren mod nord, som omkranser lejren. Soldaterne kom med deres stole. Satte sig, og så gik vi gang. Med Soldatens Bøn, Salme 42, Trosbekendelsen og så tekststedet: David gør jo det, at han ikke vil drikke vandet, men for Gud siger, at han ikke kan drikke mændenes blod. De tre helte, som der står, drikker den så.

Prædiken burde så lægge til højrebenet, og den kom da også til at konkludere, at soldaterne som Davids soldater er helte. Men ikke uden en indledende manøvre. Den der består i ikke at tage tyren ved hornene, men i første omgang at gå udenom.

Jeg konstaterede, at vi alle er langt væk hjemmefra. Alt for langt væk. Vi ved hvor midten af verden er. Vi ved, hvad hjem er. Et sted vi har. Noget vi vender tilbage til. I det savner vi. Vi længes. Efter vores hjem. Efter vores kære. Og de savner os. Er bekymrede. Hvilket for os til at skåne dem, så vi ikke skal bekymre os om, at de er bekymrede.

Men vi er også langt væk på en mission. En opgave. Og da må vi gøre os klart, at lige meget, hvor frivillige vi er, så er vi udsendte. Af Danmark. Slet og ret. Det skal vi holde os til. Vi er udsendte i fælles flok. Er af sted med hver sin funktion, som vi indgår i helheden med. Vi er del af en organisme. Er indbyrdes afhængige. Har oparbejdet tillid. Både en menneskelig og en professionel. Enhver gør sin pligt. Men er dog fejlbarlig. Enhver er bange. Enhver mærker frygten og angsten.

Og netop derfor skal må vi heller ikke måle hinandens funktioner og præstationer. Vi gør, hvad vi kan. Og svigter vi, må vi tage ved lære. Alt sammen noget der udfolder sig i fællesskab. Også det at lette sit hjerte. Indbyrdes og mod Gud. Der er tilgivelse. Guds nåde gives kvit og frit. I hans søns, Jesus Kristi korsdød og opstandelse fratages vi vore byrder og kan gå lettede mod den nye dag.

Og så til heltene. Davids tre udsendte var helte, fordi de gjorde, hvad de skulle. Men David kunne ikke drikke deres blod, som han sagde, da han fremviste vandet for Gud. De skulle med andre ord have æren. Vandet var anerkendelsen, var velsignelsen. Også de danske soldater er helte. De er også udsendt på en farlig opgave, og gør hvad de skal. Derfor skal vi give dem æren. I det er de velsignede. Således prædikens fikspunkter. Så var der nadver, og da vi havde sunget salme 771, Dagen går med raske fjed, kunne vi sammen bede fadervor og frit gå enhver til sit.