Folkekirken har et diakonalt ansvar

Mit anliggende er ikke at sætte spørgsmålstegn ved forkyndelsens centrale placering i kirken. Forkyndelsen af evangeliet er konstituerende for det at være kirke; uden forkyndelse, ingen kirke. Men tjenesten, diakonien, følger lige efter, som troens svar på evangeliet. Diakonien har med andre ord sit udspring i evangeliet om Guds kærlighed i Kristus, og den er i sit væsen en videregivelse af den kærlighed til næsten. Diakonien er altså uløseligt forbundet med forkyndelsen. Relateret til Kristus kan man sige, at forkyndelse er Kristus-tjeneste i ord; tjeneste er Kristus-forkyndelse i handling. Hvor de to ting skilles ad, mister forkyndelsen troværdighed.

Hvis diakoni er en frugt af troen, kan man selvfølgelig hævde, at den ikke behøver nogen særlig bevågenhed. Ligesom et træ bærer frugt, hvis det bliver passet, vil diakonien også gro frem af sig selv dér, hvor troen lever. Det er der givetvis en stor sandhed i; men jeg tror ikke, det er hele sandheden. Hvis diakonien skal være en integreret del af menighedens liv og vækst, må der sættes ord på den rundt omkring i menighederne. Man må tale sammen om, hvad diakoni er, og hvordan kirken kan være nærværende som et tjenende fællesskab, både i lokalsamfundet og videre ud.

Når det gælder italesættelsen af diakonien, kommer man efter min mening ikke udenom, at præsterne har et stort ansvar. De er kaldet til at varetage forkyndelsen i menigheden og må derfor også udfordres til teologisk refleksion over diakonale emner samt til at formidle diakoniens anliggende i prædikener, undervisning mm. Kirkens diakonale ansvar er for vigtigt til at være forbeholdt de særligt interesserede, herunder de præster, der allerede har fokus på diakoni.

Samtidig er det en oplagt opgave for menighedsrådene at sætte diakoni på dagsordenen og i den forbindelse inddrage resten af menigheden, f.eks. via debataftener og sognedage med fokus på diakoni. En god dialog kan være første skridt på vejen mod en mere bevidst diakonal profilering af de lokale menigheder. I den forbindelse tror jeg, det er frugtbart både at synliggøre det diakonale islæt, der allerede er i menigheden, og at være åben over for nye tanker og idéer: Hvad er vi gode til, og hvad kan vi blive bedre til? Hvilke ressourcer og hvilke begrænsninger har vi? Hvad vil vi konkret handle på?

Til støtte for en sådan proces vil folkekirken med fordel kunne trække på den viden og erfaring, som er oparbejdet gennem mange år i de diakonale organisationer og på de diakonale uddannelsessteder. Her kan man tænke sig et samarbejde på flere niveauer, spændende fra konsulentbistand til fælles diakonale projekter.

Hvad med at benytte Diakoniens Dag første søndag i februar til at synliggøre diakonien i sognene? Har man brug for inspiration, er det bare at klikke ind på projektets hjemmeside, i øvrigt et initiativ, som er udgået fra de frivillige, diakonale organisationer. Måske er det herfra, nedefra så at sige, at en diakonal fornyelse af folkekirken kan vokse frem. Det kirkelige hierarkis vigtigste opgave kan vise sig at være en åbenhed over for idéer og tiltag fra diakonale ildsjæle.