Menighedsrådsarbejdet ligger både i arv og miljø

Hvis man gerne vil gøre rekrutteringen af medlemmer til landets menighedsråd lidt bredere, kan man udbrede kendskabet til menighedsrådsarbejdet på en familiær måde

En undersøgelse, foretaget af sociolog og seniorkonsulent Steen Marqvard Rasmussen fra Landsforeningen af Menighedsråd, viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem kendskabet til menighedsrådsarbejdet fra nært, familiært hold og så den enkeltes interesse for menighedsrådsarbejdet. Overskriften på en lille artikel på Landsforeningens hjemmeside lyder endda ”Menighedsrådsarbejdet ligger i generne”.

Det vil sige, at nogle mennesker næsten er prædestineret til menighedsrådsarbejdet. Ligesom man i visse familier tydeligt kan se slægtskab i udseende: f. eks. i forhold til næse, hage eller kropsbygning, så er der altså også slægter, der i særlig grad interesserer sig for menighedsrådsarbejdet. Det er deres sogneprofil, og sådan har det været i slægtled efter slægtled.

Men dertil kommer naturligvis også det miljø, som interessen for menighedsrådsarbejdet afføder. Der tales om arbejdet i menighedsrådet, og det bliver på den måde en del af ens dagligliv samtidigt med, at familiens menighedsrådsmedlem eller -medlemmer sikkert mange gange udtrykker begejstring for det ene og andet stykke kirkeligt arbejde, som nu er i gang eller afsluttet med succes.

Under alle omstændigheder vil man på nært hold få menighedsrådsarbejdet ind under huden og forholdsvist let kunne danne sig et realistisk billede af, hvad der foregår.

Det kan knibe noget mere for den store gruppe af folkekirkemedlemmer, der ikke har et nært familiemedlem siddende i et menighedsråd. For dem kan menighedsrådsarbejde være omgærdet af myter, gående ud på, at arbejdet er både støvet og kedeligt, måske også alene for en snæver kristen elite.

Hvis man gerne vil gøre rekrutteringen af medlemmer til landets menighedsråd lidt bredere, kan man for mig at se lære af den nævnte undersøgelse. Naturligvis kan vi ikke flette os sammen med hver og en rent genetisk, men vi kan udbrede kendskabet til menighedsrådsarbejdet på en familiær måde. Dermed mener jeg, at vi glad og gerne taler om rådsarbejdet som en naturlig ting og dermed bliver gode ambassadører for et fornemt stykke folkekirkeligt arbejde.